Politik er det muliges kunst, men med skattereformen har SF begået politisk harakiri. Hvorfor mon?
Uanset hvad man mener om skattereformen, strider den mod SF’s erklærede politik. Den indeholder flere elementer, som partiet altid har tordnet imod.
Politik er det muliges kunst, nuvel, men da ingen kan se, hvad SF har fået til gengæld, ligner det politisk harakiri. Hvis partiet ikke splittes internt, er det svært at forestille sig andet, end at vælgernes straf bliver grusom.
Hvad drev dem til det? Min første tanke var magtens uimodståelige sødme, men ved at stemme for alt det, man angiveligt er imod, demonstrerer man jo netop afmagt.
Nu er det ikke noget nyt, at politikere løber fra valgløfter. Som regel slipper de godt fra det, men dette ligner i den grad politisk selvmord, at man må undre sig.
Politisk dødsdrift tror vi ikke på, så kan motivet være noget så banalt og kortsigtet som at klamre sig til ministerposter og -pension? Jeg hører ikke til SF’s svigtede vælgere, men det er mig en gåde alligevel.
Jeg iagttog med afsky det politiske totalteater, der udspillede sig i tiden op til forliget. Debat er blevet til perfide beskyldninger og flabet gadedrengeretorik. Tro + værdighed er på nulpunktet.
Intet under at politikerleden vokser.
I parentes undrer jeg mig over finansieringen:
”Hej Barroso! Vi står lige og skal ha’ finansieret nogen af de der skattelettelser, du er så glad for, så der kommer altså lige en milliard mindre til EU herfra. Går ud fra at det er i orden med dig. Hilsen Helle”
Det mest deprimerende er at der synes kun at være en lille vifte af løsninger på alle vores problemer. Hvem bestemmer, at viften skal være så lille?
De neoliberale regnedrenge og kansler Merkel er mit bud.
@Ellen og Erik
Generelt er det vel godt med brede forlig, som kan holde i nogle år. Så kan alle disponere nogenlunde trygt indenfor rammerne, hvadenten de kan li’ dem eller ej. Men med det teater, vi så i tiden før, må politikerne anse publikum – os – for idioter, og det er fornærmende.
Nu er en milliard småpenge i forhold til visse budgetfejlskøn, men jeg har en erindring om nogle partier, som gang på gang råbte: “ufinansierede skattelettelser!”.
Det er svært at følge med, men har de mon fået finansieret de gamle, før de giver nye?
Godt skrevet.
Og du behøver ikke at være bange for at blive anklaget for injurier, når du bruger ord, der ikke forstås af SF, som fx ‘harakiri’ 😉
Politik er også det umuliges kunst. Jeg ville ikke have troet det muligt, hvad der sker på tinge for tiden.
“Det politiske teater” – just præcis. Den seneste forestilling berømmes af kommentatorer for sin spænding og anderledes handling. Det kunstneriske indtryk er unægtelig diskutabelt. Rollehæfterne er slidte af politiske æselører og uendelige tilføjelser i marginer, nye storyboards for scenerierne på den politiske drejescene og – stadig – den samme personkreds, der lirer replikker af. Instruktionen varetages af såvel Margrethe Vestager som Bjarne Corydon med Thor “Møver” som velvillig instruktørassistent.
Enhver SFer burde se, hvordan det går deres søsterparti i Norge (Sosialistisk Venstreparti), der på mange måder sidder i den samme skruetvinge som i DK; bortset fra, at Radikale i Danmark har en langt stærkere (historisk-betinget) position end det norske Senterparti.
Den nuværende – faktiske – SF-ledelse bestående af den sprogbegavede, koldingensiske skolelærer og DK-udenrigsminister samt hans to ungersvende skattemin. Thor Möger P. og den unge næstfmd. Mathias Tesfaye forekommer at kunne gradbøje begrebet “politisk pragmatisme” i nogle kasus, der ukendt på ethvert sprogstudium. Til trøst for omgivelserne er den tidligere så magtfulde Ole(g) Sohn pacificeret af de gentagne variable minder fra hans kommunistiske fortid, herunder broderlige kindkys i DDR-hovedstaden Østberlin kort før rædselsregimen brasede sammen.
Hertil kommer i denne sæbeopera alias DK-politisk teater, at den magtglade, bilagsusikre, tørstige og detroniserede statsminister Lars Løkke fortsat opfatter sig selv som landets sande leder; uanset om han anskuer det fra den lokale købmandsdisk på Græsteds hovedgade eller et fem-stjernet hotel i Rio de Janeiro foruroligende tæt på de svansende ungmøer på Copacabana Beach.
Og ja – blogejeren har igen fat i essensen, nemlig de såkaldte (jf. prof. Marlene Wind) “legetøjspenge” i omegnen af 1 mia. kr. i reduceret EU-tilskud. Nu kan den embedsmandsagtige Corydon jo ikke mere presse hverken KL eller Regionerne efter endt forhandlingsresultat for 2013, når samme ca. 1 mia. kr. formentlig skal findes. Forsvaret skal spare omkring 15 procent af deres budget, så det må nok blive en anden konto, der bliver dehydreret af den magtfulde departementschef David Hellemann i Finansmin.
Og tænk så bare på den store scene i Bruxelles, hvor “det politiske totalteater” spiller for fuld huse næsten hver aften bl.a. med DK-statsminister HT-S på rollelisten. De kan lide hende i EU-teatret og den sympati får hun sikkert også brug for efter næste valg, når teaterdirektørerne i Bruxelles tilbyder hende et rollehæfte med et indhold, som hun kan lære udenad (det siges hun at være rigtig go´ til). 😉
PS. Kommentaren er kraftig forkortet i forhold til den oprindelige, men alligevel undskyldes længden overfor blogejeren.
… og stakkels Eric, der sådan havde glædet sig til den nye regering 😉
øøh jeg bliver nødt til at smutte – skal til begravelse af Troværdigheden … for tyvende gang 😉
Er det ikke anstrengende at skulle bære sorg hele tiden? 😉
Jeg ventede mig intet særligt af den nye regering for så vidt angår økonomisk politik, og den historiske lære er blevet bekræftet: Socialdemokratisk ledede regeringer kan føre en mere borgerlig politik, end de borgerlige kan slippe afsted med. Sådan har det altid været, og det er ikke ændret.
Dog er jeg yderst tilfreds med, at indvandrerhysteriet er blevet kraftigt nedtonet sammen med DF’s indflydelse.
Ja du siger sgu noget Eric …
Der er ikke blevet uddelt nær så mange tudekiks til DF som førhen 😉 Herligt med den effekt 😀