Tvunget af omstændighederne kørte vi i byggemarkedet i dag. Byggemarkeder vækker normalt altid mit mishag, men i dag skete miraklet.
Et bedaget armatur til lysstofrør over køkkenbordet er gået heden, og dets makker har fået sovesyge og er længe om at vågne. Nu er der mørkt om morgenen, noget skulle ske.
Lampeforretninger i Aalborgs centrum fører ikke den slags, fandt jeg ud af, så igen måtte jeg modstræbende i byggemarkedet.
Denne gang tog Helle med, og det var pænt af hende, for så var vi to om at lede. Man ved aldrig, hvad der kan ske, når man skal i byggemarkedet – sidst fik jeg fx en flue i øjet.
Efter nogen søgen var det da også Helle, der fandt armaturerne. De hang til skue på gavlen af en reol. Vi stod og snakkede om, hvilken størrelse vi skulle vælge, og hvor de mon lå henne, da miraklet skete:
”Skal I ha’ hjælp?”
Når jeg tidligere har haft brug for hjælp i byggemarkedet, har det enten været umuligt at finde en ansat, eller også har der været kø for at komme i audiens.
Jeg var derfor himmelfalden, da pigen tilbød sin assistance, og da Helle spottede, at prisen på hylden var 30 kr. højere end på demo-modellen, skrev sælgeren straks en seddel til kassen, så vi sparede 60 kr.
Pigen spurgte, om det ikke var noget med et bit-sæt på tilbud? ”De er nærmest uopslidelige!” sagde hun.
Jeg svarede høfligt, at jeg har de bits, jeg skal bruge, og da hun var dagens mirakel, undlod jeg at tilføje, at der bestemt heller ikke er fare for, at mine bits slides op.
Ved kassen måtte jeg takke nej til sprinklervæske på tilbud, men alligevel var mit syn på byggemarkedet mildnet, da vi cyklede hjem.
Personligt så hader jeg byggemarkeder. Jo større de er, jo værre. Man kan jo komme til at vade flere kilometer efter en eller anden åndssvag dims, som de så viser sig ikke at have alligevel. Det der selvbetjening kan godt overdrives. Her i byen havde vi en tømmerhandel lige i centrum. Der ligger et foretagende, der hedder “Metropol” der i dag. Nå, men den tømmerhandel så for lægmand ud som noget af en rodebutik. Men man skulle bare gå op til disken og bede om sin forkromede bagknastakselbolt i størrelse 12½, hvorpå ekspedienten ville sige: “Ja, lige et øjeblik” og forsvinde ud i baglokalet og komme tilbage med lige præcis den dingenot, man havde bedt om. Se det er god service. Desværre er der ikke ret mange af den slags butikker tilbage.
Nemlig! Så er det sagt.
Den slags butikker er virkelig en sjælden race, men heldigvis findes de her og der endnu og jeg har da en naiv tro på at de får et (delvist) comeback en dag.
Problemet er at alt for mange mennesker faktisk ikke ved hvad de skal ha’ eller ikke vil betale prisen for kvalitet og god service.
…Og så køber folk sig fattige i impulskøb og fylder kasseapparatet.
Ja, man kan håbe, men det går li’som den forkerte vej … desværre.
Sikke en god service – jeg kan godt forstå, at du var himmelfalden, for det sker bestemt ikke hver dag.
Jeg har det ligesom dig med byggemarkeder og med de der kæmpesupermarkeder, hvor man skal have bil for at handle, da de altid ligger langt fra alting ude på en pløjemark. Jeg får det som Svante i supermarkedet og kan overhovedet ikke huske, hvorfor jeg kom, og så kommer jeg hjem med det helt forkerte.
Ja, det var sandelig nye takter. Og minsandten om ikke det lykkedes også at finde et par røgalarmer til erstatning for Hystaden, som jeg har givet det hvide snit. En ny dørklokke blev det også til. Sådan er det med byggemarkeder: Kan man finde tingene, bliver man hurtigt fattig, men det kan man heldigvis sjældent.
Med sådanne små succeshistorier ender det med, at du ligefrem kommer til at holde af at komme i byggemarkeder 🙂
Jeg tvivler. Det at besøge et byggemarked indebærer jo gerne, at man skal i gang med et eller andet gør-det-selv-halløj, og det bliver aldrig nogen hobby, men det kan jo være, at de med tiden får noget mere, som gør det selv, så jeg ikke skal. A la robotplæneklippere 😉