Penthouse med havudsigt på Kos

Vores lejlighedsreservation i Mastichari på Kos var kikset, og således fik vi et penthouse med havudsigt.

Altanudsigt Kos

Det var en strabadserende rejse til Kos i går. Op kl. unævneligt og via København til Athen, hvor vi skulle vente 6½ time på forbindelsen til Kos.

Lidt over fem ringede jeg til værtinden for at sige, at vi nok dukkede op ved 21:30-tiden. Det er ældre mennesker, og de ville nok sætte pris på den melding.

Jeg havde reserveret lejlighed hos Andrea’s Apartments i den lille by Mastichari, hvor vi har boet før. Manden hedder Ilios, men vi kalder dem Kaj og Andrea.

Det kom helt bag på Andrea, at vi ville komme i dag: ”Jeg troede, du først kom i morgen!” – sagde hun.

Det begreb jeg ikke et kvæk af, vi havde en klokkeklar aftale, og nu havde de ikke plads.

”But you can sleep with your parents and then flit tomorrow,” syntes jeg, hun sagde, men det kunne jo ikke passe, så hun mente nok, at vi kunne bo hos hendes forældre til i morgen.

Kaj og Andrea er selv oppe i årene, så forældrene må være tudsegamle, men man ved jo aldrig med græsk yoghurt, olivenolie og alt det der. Jeg skar af og sagde, at vi kom, og så fandt vi nok ud af det.

Ankomst til Kos

Det lille Crash 8-fly landede som en hoppebold, og vi kom ind til bagagebåndet umiddelbart efter en hoben hollandske turister, som var fløjet ind med KLM. Om man diskret favoriserer de lokale flyselskaber (i dette tilfælde Olympic Airways), ved jeg ikke, men vores kufferter kom ret hurtigt, og vi fiskede dem ud gennem den hollandske kødrand.

Taxichaufføren spurgte, om det var i orden at tage en passager mere med, men jeg var ikke stemt for at vente en halv time på en måske-passager og bad ham køre.

Så gik den med 120 ad de små, men udmærkede veje, og vi var i Mastichari på ingen tid. Andrea ventede udenfor og bød os på en velkomstforfriskning. Nu havde hun historien om, hvad der var gået galt.

Hun havde forvekslet mig med en anden Eric, som skulle støde til sine forældre den 12. Det var ikke helt klar tale, men jeg er sikker på, at vores reservation er gået til en anden. Andrea er undskyldt, jeg tror ikke hun hører så godt, og hun misforstår en del, når vi snakker engelsk, selvom jeg bestræber mig på at tale langsomt og tydeligt.

Men som ventet havde hun arrangeret noget: en ferielejlighed hos naboen. Og således gik det til, at vi nu bor i et toværelses penthouse med altan hele vejen rundt (undtaget mod syd) og en herlig udsigt.

50 meter fra os buldrer havet, og på den anden side af strædet ligger Kalymnos. Aldeles pragtfuldt! Om muligt bliver vi her til på fredag, hvor turen går videre til Kalymnos og Telendos.

Så må vi se, hvad det koster at bo i penthouse, men det går nok, for solen skinner, og havet er åh så blåt.

Relateret:

12 tanker om "Penthouse med havudsigt på Kos"

  1. Lisa

    Surprise? at verten mente at dere først skulle komme neste dag..Min erfaring er den samme, så ‘finner man likevel et sted’ gjesten kan innkvarteres. Først må diverse konsulteres, men en seng får man dog. Selv stopper jeg ikke mer i Mastichari.

    Men dere har jo gleden over å komme til Kalymnos og Telendos.

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Ja, det var en “surprise,” Lisa. Jeg tror dog helt bestemt, at det var en oprigtig fejltagelse – forklaringen var meget plausibel. Under alle omstændigheder ankommer vi så sent til Kos, at vi er nødt til at overnatte i Mastichari, før turen går videre.

      Vi er nu ankommet til Telendos, og det er som at komme hjem. Ingen fejltagelser, pragtfuld lejlighed og herligt vejr. 🙂

      Svar
  2. Ellen

    Årh, der gad jeg godt side og stornyde udsigten. Sommetider er det godt, når det går galt … kan godt forstå, I ikke gider tænke på de pekuniære konsekvenser pga. Andreas heldige misforståelse.

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Du kan tro, vi har nydt den udsigt – især i dag hvor det ikke har blæst så meget. Vinden var næsten overfrisk i går.

      Vi afregnede i dag kl. 16, og værten spurgte, hvad vi betalte hos Andrea. Jeg sagde, som sandt er, at jeg ikke kender dagsprisen, men at vi i fjor betalte 40 euro for en nat. Vi sporede et drag af smerte før den flinke mand bad om 120 for tre nætter. Han har sikkert lavet en aftale med Andrea om, at vi skulle betale samme pris pga. hendes brøde.

      Men vi har ikke dårlig samvittighed. Vi fik ingen kvittering, så det fortravlede skattevæsen bebyrdes næppe, og han er 120 euro rigere, end han ellers ville have været.

      Svar
  3. Stegemüller

    Hvor ser det bare skønt ud. Også jeg er en lillebitte smule misundelig. En penthouse lejlighed er da ikke at foragte. Der kan I rigtig slappe af og nyde solen og varmen og en Ouzo kl 17:00

    Jeg ville ikke være tryg ved at flyve med et fly, der hed Crash, men sådan er vi jo så forskellige.

    Det er ærgerligt, at der ikke er internetforbindelse på Telendos. Jeg ville gerne have fulgt jeres tur her på bloggen.

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Hanne, for få år siden havde SAS nogle uheld (b.a. i Aalborg) med deres Bombardier Dash 8 et eller andet fly, og vittige hoveder omdøbte dem fra “Dash” til “Crash”.
      Bortset fra det, var det en fin lejlighed med mageløs udsigt. 🙂

      Svar
    1. Eric Bentzen

      Hej Søren. Jeg skal ikke nyde noget. Vi sidder på en café med WiFi, og jeg er bange for, at hastigheden er så lav, at vi tager den på næsen under landingen. 😉

      Svar
  4. Anni

    Åh, hvor ser det dejligt ud, rigtig god ferie, håber at få lejlighed her på din blog til at følge lidt med jer på rejsen .

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Tak Anni, det er dejligt. Bare i dag har vi mærket mere sommer end hele sæsonen hjemme. Der skal nok komme mere om turen, men det bliver nok i retrospektiv, for når vi kommer til Telendos på fredag er det så som så med internetforbindelse. Der er (som her) en restaurant med WiFi, men det var dræbende langsomt sidste år, når det virkede. Telendos ER, hvor kragerne vender!

      Svar
  5. Inge

    Fantastisk udsigt, nu ved jeg selvfølgelig ikke hvad I havde booket, men det kan da næppe ha’ været bedre end der hvor I er endt.
    God ferie.. selv om misundelse ikke er så pænt, så mærker jeg en snert af det lige nu. 🙂

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Ja, udsigten er super (øen i baggrunden er Kalymnos). Lejligheden er afgjort bedre end den, vi havde booket. Vi får sikkert også lov at betale, men skidt med det. Vi nyder det. Misundelse kender vi alle til. Den kan skabe drømme og er slet ikke så ilde.

      Svar

Skriv et svar til Ellen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *