Det er altid træls at få ny en PC op at køre, og Windows 7 (64) driller opfindsomt, når der skal installeres gamle programmer og drivere.
Den gamle bærbare er 5 år gammel og viser tegn på alderdomssvækkelse og demens. Den kan ikke huske, at den har et DVD-drev, låget er revnet osv., så jeg besluttede, at tiden var inde til fornyelse.
Jeg udså mig en passende muskuløs kandidat, og kl. 10:10 i formiddags stod jeg uden for den lokale computerforretning. Men biksen var lukket, selvom der står på døren, at åbningstiden er 10-14.
Det lovede ikke godt for clockfrekvensen, og selv en computer ved, at vi først skifter til vintertid i nat. Jeg tog hjem igen, og ved middagstid var ekspedienten stået op.
Som lovet på hjemmesiden havde de den passende muskuløse kandidat, men prisen var 200 kr. (eller var det 300?) højere end angivet på hjemmesiden. Jeg fik den selvfølgelig til den rigtige pris og gad ikke sige noget om vintertid.
Setup gik som smurt. Derefter skulle jeg have fjernet en stribe programmer, jeg absolut ikke vil prøve gratis i 30 dage, og så er der alt det vante, man efterfølgende skal installere og kopiere. Pyh!
Windows 7 (64) er en drillepind, når det kommer til gamle drivere! Fx kunne jeg ikke få maskinen til at se det ene af mine kameraer – den nægter pure at samarbejde med Canons driver.
Jeg søgte vidt og bredt og fandt så løsningen: Kameraet skal sættes til at kommunikere med en printer i stedet for ”Tilslut PC”. Goddaw do.
Lige nu er maskinen ved at installere 62 (433,8 mb) opdateringer. Undervejs er jeg blevet opmærksom på, at jeg kunne have installeret en ”virtual machine,” som kan køre Windows XP under Windows 7, så jeg kunne have sluppet for mange af drillerierne.
Tiden går godt, når man får ny PC. Man burde nok droppe Windows, men vanens magt og alt det der …
Tillykke med din nye muskelmaskine.. 🙂
Tak Inge. Det er en uvant fornemmelse at se “614 GB ledig af 680” (harddisken). Det skal jeg nu nok få gjort noget ved de kommende år, og 6 GB RAM vil sikkert også føles som en spændetrøje på et tidspunkt. Sådan er det, men for en tid er det rart 🙂
Nyd det så længe det varer, den slags kan man hurtigt vænne sig til.. 🙂
Tillykke med din computer; der er noget særligt ved at få en ny pc, lige klar fra forhandleren, men det er et pokkers arbejde at få installeret alt igen. I de situationer forstå man virkelig, hvorfor det hedder en personlig computer; den fabriksnye computer kan jo slet ikke en brøkdel af hvad den skal kunne. Først når den kan det er den atter blevet personlig.
Jeg har haft leget lidt med Ubuntu på Linux og jeg er ret fascineret af det. Jeg har sågar købt en lille mini-pc, hvor der kun ligger Ubuntu på. Men jeg er ikke rede til at tage det store spirng, som det trods alt vil være at droppe Windows.
Leg godt med din nye pc nu hvor du får en hel time ekstra til at gøre det i 🙂
Tak Hanne. 🙂 Ja, det er noget særligt, og selvom det tager lang tid, er det også dejligt at flytte ind på en ny computer, hvor der er bedre plads, og hvor “de hårde hvidevarer” bare er hurtigere og mere effektive. Jeg kan bande over Windows’ manglende kompatibilitet bagud, men får jvf. mit svar til Peter nok aldrig gjort noget ved at migrere – i hvert fald ikke før efterlønnen.
Ja, det er hårdt arbejde, men tillykke med dit nye dyr 🙂
Ja, vel er det hårdt! I dag står den primært på overførsel af data fra den gamle computer, og det er ligesom at flytte – man skal vurdere, om tingene skal med eller smides ud.
Hej Eric
Ubuntu/Kubundtu Linux 12,10 er et meget godt bud på en erstaning til windows, men når den så driller så driller det så også for alvor.
Kubuntu er nok den er nemmest at gå til for os windows tosser
Hej Peter
Det er fristende, men vil nok bare koste en masse tid på en anden led, nemlig at man ikke kan bruge de vante programmer, men først skal finde og siden lære at bruge egnede erstatninger.