COOP fyrer 62 og sender regnskab og bogholderi til Indien. Hvis alle gjorde som dem, kunne COOP sende butikkerne samme vej og omdøbe Samvirke.
Globaliseringen er ustoppelig, men jeg kan ikke fri mig for at tænke, at det ikke er særlig kooperativt at sende arbejde og skattekroner til Langtbortistan.
Bevares, jeg under inderne det godt, og COOP er presset på indtjeningen, og når inderne bliver for dyre, kan man sikkert flytte arbejdet til Bangladesh eller Sudan.
Men der er altså noget dødsspiral over alt det der med at outsource til udlandet og jamre over de høje danske lønninger.
For hvis alle gjorde som COOP og flyttede arbejde til udlandet, eller hvis arbejdsgiverne for alvor fik held til at banke lønningerne ned, hvor de helst så dem, hvem pokker skulle så købe deres varer? Inderne?
Hvem skulle så betale for infrastrukturen og alle de andre ting, som er en forudsætning for at drive virksomhed her i landet og betale stadigt lavere selskabsskat, hvis virksomheden da overhovedet betaler skat? Inderne?
Der er noget destruktivt over egoismen og fravalget af ansvar. Der må være en smertegrænse for fællesskabet.
Sydeuropas lønniveau er danske arbejdsgiveres våde drøm, men hvor stærkt snurrer hjulene så i Portugal, Spanien, Italien og Grækenland? – De sparer (på EU’s bud), så samfundet går i stå, og befolkningen synker i armod.
Globaliseringen er på mange måder ustoppelig, men det er lidt af et paradoks, at virksomhederne jagter besparelser i Indien og vil presse lønningerne herhjemme, når deres indtjening i så høj grad afhænger af lønarbejdernes købekraft.
Undskyld, det skulle selvfølgelig have været: ”Købekraften hos lønarbejderne i andre virksomheder.”
For hver eneste virksomhed ville jo egentlig helst, at kun deres egne ansatte havde en lav løn. Alle andre lønmodtagere skal helst beholde deres arbejde i Danmark og tjene godt, så de fortsat kan være gode kunder.
De kunne da starte med at udlicitere topledelsen da de jo sikkert har væsentlig højere lønninger end deres indiske modsvar. Så kunne priserne måske bleve lavere. Ellers må vi jo droppe vore medlemsskaber og købe ind hos konkurrenterne
Hej Bo
Det er en besnærende tanke, men topledelsen er ofte det sidste, der ryger, og hvad enten det sker eller ej, er det altid dem uden ansvar for de økonomiske eventyr, der må holde for. DSB er et aktuelt eksempel.
Jeg ved ikke rigtig mht. at handle andre steder – se mit svar til Ole.
Så fuldstændig enig. Solidaritet, er ikke noget man beskæftiger sig med længere. Den der med oplæringen af indisk arbejdskraft, hopper de herboende ansatte, forhåbentlig ikke på. Fagforeningerne må nu lade høre fra sig.
Man kan dårlig bebrejde inderne, for at tage vores arbejde. De er formodentlig lykkelige, for at kunne tjene til brødet. Men at Coop rykker ud, det er noget svineri. Klingen mønt har nu altid styret og det bliver nok ikke anderledes.
Klingende mønt plejer at styre, fordi aktionærernes afkast er det målsøgende missil; men her er situationen en anden, for hvem ejer COOP?
Det er der vist nogen, der har glemt, og man kan jo kun håbe, at de finder ud af det, næste gang der skal fordeles kontorer.
Hej Eric
Glimerende indlæg. Fuldstændig enig i dine betragtninger og meget ærgelig over, at et dansk kooperativ ikke kan udvise større samfundsansvarlighed end dette.
Det irriterer mig grænseløst, at vi i Danmark smider flere og flere arbejdspladser væk for at maksimere indtjeningen i de enkelte selskaber, til hele samfundets ugunst. Jeg mener ikke dermed, at virksomheder skal drives ineffektivt – tværtimod – men der skal være plads til solide etiske værdier i et driftsregnskab!
Min umiddelbare reaktion var da også at undlade at handle i COOP’s forretninger, men hvad ville det medføre? Endnu flere mistede arbejdspladser, hvis alle gjorde som mig, og Lidl og Aldi i stedet?
Jeg tror desværre ikke, at det længere er nok at stemme med fødderne, vi må alle udvise et større verbalt mod og sige “nej” så det kan høres.
Hej Ole
Var det et privatejet firma eller et aktieselskab, ville det ikke røre mig en disse at boykotte, hvis noget lignende kom mig for øre; men COOP er vores allesammens butik, og jeg har et forfængeligt (måske naivt) håb om, at medlemmerne kan påvirke kursen ved at råbe op – fx på Facebook, hvor mange har givet lyd for deres mishag over for Superbrugsen, som nu øver sig på damage control.
Og tak for din kommentar. Den røg til godkendelse, fordi det er første gang, du kommenterer her. Kommer du igen, kommer kommentaren på straks, hvis du bruger samme e-mail.
Jeg er så enig.
Vores ledelse har antydet nogenlunde det samme: truede i forblommede vendinger med at det kunne blive nødvendigt at flytte virksomheden til Spanien, hvis ikke vi makkede ret og accepterede 0-stigning i løn. Jeg røg direkte i blækhuset til direktionen og spurgte hvor de havde pakket deres CSR, samfunds- og andre sind hen? Og hvad pokker de havde forestillet sig, at den slags skulle kunne løse af problemer? Det være sig interne som eksterne. Hold kæft, jeg blev tosset, og det er jeg også over dette med COOP og tidligere med CSC. (Kan det være dem, du tænkte på med PBS?)
Ja, det var CSC, jeg ikke kunne huske navnet på. Jeg kan se dig for mig – skrive med flammeskrift så det ryger. 🙂
At det netop er COOP der er på banen her, overrasker mig en del, hvor mon de har arkiveret den andelstanke det hele startede med..
Deres udspil med at bede de fyrede medarbejdere lære inderne op, håber jeg virkelig ikke de lykkes med. Der må da være et par fagforeninger som har en mening om det.
Det overrasker og forarger mange. Når de så tilmed gerne vil have de fyrede medarbejdere til at oplære afløserne, er det at føje spot til skade. Det er ganske uanstændigt.
Det er rigtig godt set med paradokset – så klart har jeg endnu ikke set det stillet op. Jeg troede ikke, at COOP ville hoppe på den vogn, men hvad gør man ikke, når profitten skal maksimeres?
Det går jo nærmest ad helvede til i Portugal, Spanien, Italien og Grækenland. Det de er ude for kan ingen ønske sig, måske højst arbejdsgiverne? Jeg kan godt frygte for outsourcingen vil ende til sidst. Jeg tror, der kan ryge rigtig mange opgaver til Kina på et eller andet tidspunkt.
Jeg nærer ingen illusioner om bankers og andre aktieselskabers samfundssind, men når en virksomhed som COOP render fra ansvaret og lader regningen gå videre til dens ejere, os, bliver jeg pikeret.
Så har man sat de forkerte regnedrenge i spidsen for organisationen.
Jeg hørte en halv nyhed fra radioen i morges. Det var noget arbejde, der skulle outsources, og ledelsen havde lovet sine danske medarbejdere en hel måneds løn, hvis de ville oplære deres indiske efterfølgere. Jeg ved ikke, om det var Coop. Men det er faktisk en væmmelig sag, for hvis medarbejderne siger, at de ikke vil oplære deres efterfølgere, så vil det jo kunne konstrueres, som om de selv har sagt op. Så vil de kunne komme i karantæne!
Coop står jo for “cooperativ”. Gud ved om sådan en outsourcing har været oppe på generalforsamlingen, så alle de samarbejdende har haft lejlighed til at godkende beslutningen?
Det er COOP. Der var en lignende sag sidste år, hvor medarbejderne i en stor IT-virksomhed (jeg husker ikke lige navnet, men det er dem der bl.a. styrer PBS) skulle oplære deres indiske skruebrækkere, før konflikten brød ud! Det blev heldigvis forpurret.
Beslutningen om, at bogholderne skal brokke sig over fakturaen på hindi eller karryengelsk, er givetvis truffet på de bonede gulve.
Jeg er så fortvivlende enig med dig. Det hele formelig emmer af kortsigtede gevinster og snæversynethed, når det kommer til det omgivende samfunds aktiver i forbindelse med at have en virksomhed og et marked. Jeg tænker, at når pumpefabrikker, legetøjsfabrikanter, biotech industri og nu levnedsmiddelbutikskæder udflager til Kina, så var det passende at flytte hovedkvarteret med ud. Så kunne ledelsen ligesom også være tættere på virksomheden i Kina, Indien, Pakistan, Burma og alle de andre super demokratiske velfærdssamfund med gode skoler, hospitaler, ældreforsorg m.m. som er så eftertragtelsesværdigt for en direktør i tresserne med sit på det tørre og vi ville slippe for deres slibrige indlæg i beskatnings- og beskæftigelsesdebatten
Iøvrigt ser det ud til at I slipper denne gang, hvor vi herovre får en ordentlig omgang sne. Dette er en service fra vores nye vejrmeldetjeneste 🙂
Ja, det er bedrøveligt. Altså det med at løbe fra regningen, og ikke at vi slipper billigere for sne. Men det er OK, vi trænger ikke så meget som jer sydpå.