Dovne rejseforberedelser før Riga

Jeg har ikke kunnet mobilisere megen energi til rejseforberedelser denne gang udover virtuelle slentreture i Riga med Googles Street View.

Fra Riga

Internet byder ellers på mange muligheder for at planlægge en ferie, men jeg har ikke rigtig orket, så det bliver nok bare en slentre-rundt-ferie uden særlige mål.

”Turen går til Estland, Letland og Litauen” interesserer sig mest for kedsommelige kirker og monumenter, men der er selvfølgelig altid museer (surprise!).

Jeg har sat mentale flueben ved krigs- og apotekermuseet som mulige kandidater, men det kommer an på vejret, og hvad turistkontoret ellers har af kulørte brochurer.

Jeg har også tjekket, hvor markedet ligger. Det er ikke så langt fra hotellet, men lad os se – hvis der er for mange mennesker, bliver jeg bare klaustrofobisk og vil ud og væk.

Praktisk har jeg fundet ud af, at lufthavnsbussen har stoppested få hundrede meter fra hotellet, og jeg har spadseret turen med Street View for at få visuelle pejlemærker. Det er nemt med bussen og koster os kun 2 * 5 kr. så hvorfor forgylde en taxi?

Hurra for Internet! Men det må være nok. Impulsiviteten får lov at råde i den gamle by med de smukke huse. Der skal også findes kulinariske kandidater, som serverer andet end kåldolmer, og man kan let klatte Lat på noget, som trænger til et godt hjem. Måske et baltisk ravsmykke?

Ferien bliver kort, men lang nok til ømme fødder, selvom vi indlægger siesta og et passende antal vandhuller.

Man kunne selvfølgelig bruge ferien på havearbejde i stedet, men havearbejde har en dårlig konkurrenceevne. Det kan regeringens mange reformer ikke ændre på, og hellere ømme fødder end ondt i ryggen.

 

10 tanker om "Dovne rejseforberedelser før Riga"

  1. Stegemüller

    Det er da en rigtig god anvendelse for Googles Streetview. God tur, som nævnt glæder jeg mig til rejsebeskrivelsen-/erne.

    Det er da også federe at få ømme fødder end ondt i ryggen – og er der ikke også noget med, at det er godt for betalingsbalancen at rejse ud og opleve verden? (eller er det omvendt?)

    Svar
    1. Eric

      Ja, Street View er genial til den slags. Det er godt for betalingsbalancen, hvis den helst skal være i balance. Uden bil skal man jo have udgifterne til at slå til. Tøhø 😎

      Svar
  2. Henny Stewart

    Man skal passe morderligt på, at det ikke bliver et arbejde at tage på ferie.

    Ang. baltiske ravsmykker: Undgå dem med en let klistret overflade! Baltisk rav er generelt meget nyere end den nordiske. De billigste stykker er knapt færdige med at trille ned ad fyrretræerne, eller hvor det nu er de kommer fra.

    Svar
  3. Søren

    Her er et link, som ikke er direkte, da det ikke kan lade sig gøre:
    http://www.tramvia.org/
    Linket handler om offentlig transport. Hvis du vil se 6 billeder fra Riga, skal du på linket klikke enter – så skal du klikke world – derefter klikke på Europa – der kommer et kort frem, hvor du kan klikke på Letland. Klik så på Riga og se de 6 billeder.
    Jeg har hentet det ene her:
    http://www.tramvia.org/galeria/050800-europa-jose/20056-riga.jpg
    Uha, det var 2 links 😉 god ferie 🙂

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *