Med frygt for museumsforstoppelse har vi blot været en tur på markedet og slentret en lang tur på Rigas søndagsstille brosten.
Det gamle Riga er søndagsstille. Tilmed er der koldt og klamt, og det lægger sikkert også en dæmper på gadelivet.
Anderledes livligt var der i aftes, hvor musik strømmede ud på gaderne til rygerflokkene. Politiet patruljerede intensivt. Det er nok ikke slemt med ballade på denne årstid, men om sommeren kommer der vist en del englændere, som ikke kommer for at studere jugendstil.
Vi prøvede en anden restaurant, Peter Gailis. Gailis betyder hane, og der var da også haner overalt – altså figurer og billeder. Spisekortet så godt ud, men generelt var måltidet en skuffelse.
Forretten var ok: Små kammuslinger serveret med sprød tang og en strimmel dressing med hvidløgssmag.
Hovedretten var grillet lammekrone. Smagen fejlede ikke noget, men knivene kunne med fordel være meget skarpere, og tjeneren kunne med fordel bruge deodorant, når han ikke serverer vildsvin. Så er det vist sagt.
Markedet igen
I morges (hm: formiddags) besøgte vi markedet igen, og denne gang gav vi os bedre tid. Jeg skrev om markedet i et tidligere indlæg og skal ikke gentage mig selv, men blot tilføje at vi denne gang lagde mærke til, hvordan også ”affald” bliver nyttiggjort.
Man kan fx købe lakseskeletter med halefinner for 10 kr./kg, og hovederne koster godt 2,5 kr./kg. Kyllingeskrog kan man også købe til ingen penge. Det vidner om nøjsomhed fra årene med varemangel, men letterne er ikke just velhavende, og man kan altså spise billigt, hvis man vil tage til takke.
Slentretur og afsked med Riga
Ellers har vi bare slentret rundt, til vi trængte til at komme hjem i varmen. Der er meget at kigge på i Riga. Fx har mange af de gamle huse nedløbsrør af kobber, og hvad gør man for at sikre dem mod kobbertyve? Man sætter selvfølgelig gitter omkring.
I morgen går turen så hjem igen. Hjemme er der lunere end her, men Sicilien er det sgu’ ikke. Det er der heldigvis råd for, og inden længe kan jeg indskyde et ”snart”.
Det gamle Riga har gjort et godt indtryk. Vejret kunne have været bedre, men på den anden side har der været færre turister end om sommeren, og det har sine fordele.
Det gamle Riga er en tidslomme ikke ulig fx Tallinn og Krakow. Byer kan huse millioner af mennesker, men det er næsten altid i de gamle bydele, man finder charmen og atmosfæren.
Måske er der noget nostalgisk flugt over det: Tilbage til en tid, hvor man ikke byggede med betonelementer fra en fabrik, og hvor der var andet end nummeret til forskel på din og naboens gadedør.
Hvis jeg må generalisere, ligger det ligesom i luften, at skønhed er noget, vi skal bevare, ikke skabe, og så søger man hen, hvor den er bevaret, for lige at få et ekstra glimt.
Det er den bedste, mest interessante blog man kan ønske sig 🙂
Jeg kan faktisk godt lide at man passer bedre på ressourcerne og sælger ben og hoveder m.v. som jeg går ud fra at folk bruger til suppe og andre delikatesser – som de selv laver i stedet for at overlade arbejdet til industrielle produktionssteder, der er nødt til at søle tingene ind i konservering m.v.
Det var pæne ord, tak 😳
Det er, når man ser markeder som dette, at det for alvor går op for en, hvad man savner hjemme. Vi parterer som regel en kylling og koger fond på skrog og vinger. På markedet i Riga kan du købe skrog, vinger og kråse hver for sig til billige penge – du kan altså lave kyllingesuppe uden kylling eller fiskesuppe uden fisk så at sige. Suk, den slags ville jeg gerne have mulighed for!
Hvordan “affald” bliver nyttiggjort. Der var en udsendelse i TV, hvor det blev vist, hvilken type “kød” Tulip anvendte til deres pølser contra den type kød, som den selvstændige slagtermester anvendte til hjemmelavede slagterpølser. Skal der spises en dansk pølse fremover vil jeg så absolut anbefale slagterens.
Tak for din rejseskildring. Jeg spillede engang tennis med den Lettiske ambassadør i Danmark. Vi havde en aftale om en times tennis og hans sorte Limo rullede op foran klubhuset, hvor jeg ventede. Som den naturligste ting gik jeg hen og åbnede døren til Limo`ens bagsæde. I samme øjeblik snurrede chaufføren rundt med en lynhurtig hånd på skulderhylsteret under jakken. Heldigvis var ambassadøren også hurtig og fik fortalt chaufføren, at alt var som det skulle være. – Trods alt har vi måske mere fredelige forhold i Danmark ?
Jeg foretrækker absolut også slagterens pølser, men hvor får man dem, når man står i lufthavnen?
Herlig historie om din tennismakker. Ingen tvivl om, at forholdene er fredeligere i DK, men vi havde heller ikke 48 % immigranter fra primært Rusland i 1991, hvor Letland blev selvstændig igen. Et mindretal som havde beklædt magtens poster. At knække dén nød gøres ikke uden konflikter …
Det lyder som om det lune søndagsvejr ikke rigtig nåede over til jer..
Tak for gode Riga-beretninger, jeg får lyst til at smutte derover en forlænget weekend.
God tur hjem.
Tak Inge. Det gode vejr kom i dag, som vi skal hjem 🙁 Men sådan er det jo. Riga kan anbefales til en smuttur.
Tak for beretningerne. har kun besøgt Riga ved en mellemlanding . I flyet fik vi udleveret en pjece, hvori der blev advaret mod “forskellige mulige fristelser” i Riga. Godt I først rejser hjem morgen, i dag har tåge over Kastrup medført mange aflysninger af fly både til og fra Kastrup og bl.a Aalborg.
– God tur hjem
Ja, jeg læste om tågen. I dag skinner solen (lidt ironisk) fra en skyfri himmel.
Tak for rigatur og undskyld manglende kommentarer.
Alle indlæg er dog læst med interesse.
Jeg troede faktisk ikke, at det var i Baltikum, at kobberet blev stjålet 😉
Hvis jeg boede i en by og ikke kun var turist i en, ville jeg tage imod et marked med fiske’affald’ og kyllingeditto med kyshånd! Et perfekt grundlag for god basismadlavning, som Henny også siger.
Det er da ikke noget at undskylde. 🙂 Helle og jeg ville også godt have sådan et marked om hjørnet. Så ville den stå på fiskesuppe langt oftere.
Tak for turen til Riga, jeg har fået helt lyst til at følge jer. Bare sådan en smuttur på nogle dage, i lidt varmere vejr og med kameraet i hånden. Der ser ud til at være mange skønne steder at tage billeder. Hvis jeg skal dertil, vil jeg også bo i den gamle bydel, og så ved jeg jo, hvor jeg kan få de gode rejsetips.
Det er lidt varmere her, men ikke meget. De havde talt om 16 grader i dag, men det blev det altså ikke. Så på den konto er I ikke gået glip af noget.
Velbekom. Riga kan anbefales til en smuttur, og snakker vi bare om den gamle by, er det fint med en 2-3 dage. Der er masser af gode motiver.
Fiske-, kyllinge- og andre skrog til salg. Det tyder igen på husmødre med tid. Det er jo basismateriale til gode supper. Den slags, der tager tid.
Det har været spændende at følge jer i Riga. Hvis du havde flere billeder af huse i jugendstil, så måtte du da godt poste dem …
Ja, husmødre med tid og/eller fattige pensionister. Jeg fik ikke taget så mange billeder som ellers pga. vejret, men der gemmer sig måske et par stykker. 🙂