Med hilsen fra Sahara

Der var gråt og en smule blæsende i går i Siracusa. Det regnede i måske 5 minutter, og alt blev pudret i støv fra Sahara.

Støv fra Sahara

Støv fra Sahara

Bortset fra en smut i supermarkedet valgte vi den dovne version i går, og foretog os ikke rigtig noget før ud på eftermiddagen, hvor solen brød igennem. Det var, som rejsetrætheden sad dybt i kroppen.

Trivelige Theresas drive through-restaurant lige om hjørnet var væk. Her stod tidligere tre borde op ad den faldefærdige kirke fra 1700-tallet, og Theresa serverede fra et lille lokale overfor. ”Alta cucina,” stod der på skiltet, hvilket betyder noget i retning af ”høj gastronomi”.

Hun skældte arrigt ud på bilerne, som kørte gennem hendes restaurant, og man skal have set Theresa for at kende stretch-tøjs forbløffende potentiale.

Vi tænkte, at hun måske måtte lukke, fordi der faldt for mange duelorte fra kirkens tag og ned i drinksene, men i dag var duelort og stumper af en tagsten fejet sammen i en lille dynge, og Theresas drive through-restaurant er åben igen.

Energiske gik vi ned på promenaden ved Fonte Aretusa. Det var læsiden i går, og solen begyndte at få magt ud på eftermiddagen.

Aperitif

Her er det godt at sidde og glo på de mange typer, som passerer. Glasset dugger, og over kanten ser man bugten, hvor sejlbåde og milliardær-yachter i silhuet duver for vind og strøm.

Senere droppede vi ind på Osteria da Mariano. Først siciliansk antipasti og derefter (til deling) penne i rig sauce med mandelmel samt spaghetti med havets frugter.

Antipasti

En stille start på ferien, hvor alt blev pudret i rødligt støv fra Sahara. I dag er vejret som forvandlet. Den sicilianske sol er tilbage, fuldt restitueret. Himlen er høj, og vi har været på markedet; men herom mere senere.

Snart er det tid til siesta.

 

11 tanker om "Med hilsen fra Sahara"

    1. Eric Bentzen

      Ja, man lærer at være praktisk. Jeg plejer at bruge tobakspungen. 😉 Videoen, du linker til, må vente på en hurtigere forbindelse.

      Svar
  1. Stegemüller

    Hvor ser det bare dejligt ud, specielt er jeg vild med billedet af jeres antipasti, som kunne gøre det ud for et helt måltid, hvis man er single.

    Der er ikke noget som at sidde og kigge på alle dem der går forbi, det er rigtig ferie. Selv glæder jeg mig som et barn, til jeg skal af sted.

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Maden (de rigtige steder) er super, og vi har lige siddet 1½ time det samme sted som i går og gloet. 🙂 Jeg kan forestille mig, at du tæller dagene nu – der må være noget med en uge til. Fire uger på Telendos, mums!

      Svar
      1. Stegemüller

        Jeg tæller i den grad dagene. Det er gået op for mig, hvor hårdt det egentlig har været at være ny to gange lige oven i hinanden først i statsregnskabskontoret i et ½ år og derefter i RejsUd i snart tre måneder. Begge steder har jeg skullet være frisk og veloplagt og glad og udadvendt hver morgen, og det er hårdt for mig, der er meget indadvendt. Der har ikke været tid til bare at ‘skunke’ foran pc’en. Jeg har været ‘på’ konstant og glæder mig nu helt vanvittigt til de fire uger på Telendos.

        Svar
    1. Eric Bentzen

      Ja, det er til at klare. Lige nu er der 25 grader på vores skyggefulde terrasse, og nu slapper vi af, til vi senere skal prøve en anden restaurant i nærheden.

      Svar
    1. Eric Bentzen

      Nej, der var til to personer, og vi klarede fint pasta bagefter, men ikke secondo. Italienere, som kan klare antipasto, primo, secondo og dolce, må være født med større mavesække end vi nordboere. 😉

      Svar
  2. Anne Folehave

    ÅH::: det lyder da helt fantastisk dejligt. Fortsat god nydning. Tak til mere rejse beskrivelse. Det er lige hvad der er brug for her ,hvor der arbejdes 14 dage i træk.

    Svar

Skriv et svar til Henny Stewart Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *