Der var gråt og en smule blæsende i går i Siracusa. Det regnede i måske 5 minutter, og alt blev pudret i støv fra Sahara.
Bortset fra en smut i supermarkedet valgte vi den dovne version i går, og foretog os ikke rigtig noget før ud på eftermiddagen, hvor solen brød igennem. Det var, som rejsetrætheden sad dybt i kroppen.
Trivelige Theresas drive through-restaurant lige om hjørnet var væk. Her stod tidligere tre borde op ad den faldefærdige kirke fra 1700-tallet, og Theresa serverede fra et lille lokale overfor. ”Alta cucina,” stod der på skiltet, hvilket betyder noget i retning af ”høj gastronomi”.
Hun skældte arrigt ud på bilerne, som kørte gennem hendes restaurant, og man skal have set Theresa for at kende stretch-tøjs forbløffende potentiale.
Vi tænkte, at hun måske måtte lukke, fordi der faldt for mange duelorte fra kirkens tag og ned i drinksene, men i dag var duelort og stumper af en tagsten fejet sammen i en lille dynge, og Theresas drive through-restaurant er åben igen.
Energiske gik vi ned på promenaden ved Fonte Aretusa. Det var læsiden i går, og solen begyndte at få magt ud på eftermiddagen.

