Irritation på apoteket

Det har været en lang dag på arbejde. Jeg er træt og bombet i knolden, men der er jo lige den høfebermedicin, jeg skal hente på apoteket.

Det er praktisk, at man nu kan forny visse recepter over nettet, og da pollen har en græsselig uvane med at vende tilbage år efter år, er høfeberen forudsigelig

Mindre praktisk er det at glemme sygesikringsbeviset hjemme, så du må cykle turen ad Alpe d’Huez, før du tager på apoteket, trækker et nummer og konstaterer, at der er 20 i køen før dig.

Mange må stå, men ingen børn gør krav på miniputstolen, så med mine 57 somre sætter jeg mig med god samvittighed og lader knæene stritte. De ventende stokke og rollatorer ville alligevel ikke kunne komme op, hvis de kom herned.

19 før mig. Så, lad det nu gå lidt tjept, ik’?

En kunde ved håndkøbskassen skal til Tyrkiet og fortæller apoteknikeren, eller hvad sådan en nu hedder, om de mange myg, der var sidste år, og om den tyrkiske vidundersalve, som tog kløen, men hellere forebygge end og bla-bla.

Godt jeg ikke venter på en håndkøbskasse. 18 før mig.

Ved en receptkasse har en ældre mand fået og betalt sin medicin. Han er ca. 13 år ældre end 57 somre og burde vide bedre, men alligevel står han der og lader munden løbe om symptomer og meget andet, som rager mindst én træt kunde en høstblomst.

Apoteknikeren svarer høfligt de rigtige steder, og jeg kigger irriteret på uret. Kan han for stort F da ikke klappe i og humme sig? Han kan sgu’ da se, hvor mange der venter, og må selv have ventet, før han kom til.

17 før mig. Der er heldigvis andre receptkasser end sladderkassen.

Han bliver Gud hjælpe mig ved, og så slår det mig: Tænk, hvis han ikke har haft andre at snakke med i dag? Tænk, hvis dette er dagens højdepunkt? Tænk, hvis ensomheden venter uden for døren?

Måske er han bare en tankeløs gammel mand, men min irritation fordamper skamfuldt, og så er det pludselig min tur.

 

13 tanker om "Irritation på apoteket"

  1. Jørgen

    Efter mange år med brok over ubetænksomhed, selvcentrering eller hvad fænomenet nu skal kaldes, tror jeg mig nogenlunde sikker på at have lært at se afslappet på det, men på den anden side er dette med kundeservice et interessant fænomen. De senere måneder har ført os i lidt for hyppig kontakt med familielægen, som praktiserende læger nu kalder sig, og der kan man sandelig også gøre interessante studier i hensynet til kunden m.m.
    I dit tilfælde synes jeg personalet havde gjort klogt i at sige til den ældre herre, at der ikke var mere tid til snak nu og holdt fast i det. Det havde han måske fint forstået – og resten kunne komme 3½ minut før hjem.

    Svar
    1. Eric

      Ja, man kan gøre mange observationer i venteværelser o.l., hvis man ikke har en mobiltelefon implanteret i håndfladen.

      Og i mit tilfælde ved jeg snart ikke. Det var trætheden, der gjorde mig hudløs og irriteret mere end den gamle mand. Hvad betyder et par minutter, når det kommer til stykket?

      Svar
  2. Ellen

    Du har nok ramt rigtigt, og jeg har altid haft lidt ondt af de mennesker. Men jeg har samtidig altid været hammerirriteret over, at de gamle og ofte dræbende langsomme sludrechatoller kommer i ‘myldretiderne’. Hvis han nu var kommet om formiddagen, havde han ikke behøvet at irritere dig og andre, og ‘Apoteknikeren’ havde haft meget bedre tid til at sludre lidt med manden.
    John og jeg har lovet os selv (ikke mindst for vores egen skyld), at vi i vores pensionistliv aldrig vil genere jer arbejdende folk ved at handle i de få timer, I har mulighed for det. Det er stadig visse steder, der ikke har åbent 7-22 🙂

    Svar
    1. Eric

      Arbejdslivet ensporer os, så hurtigt og effektivt bliver synonymt med godt, men måske skulle vi undertiden have mere travlt med ikke at have travlt. Så ville man måske heller ikke lade sig irritere så let.

      Svar
  3. madonnaen

    Den ventetid kan man godt undvære, når man tilhører det arbejdende folk, men for pensionister og andet godtfolk gælder det om at få oplevelser, helst HVER dag, også selvom samtaleemnet kun er symptomerne på diverse skavanker…:-)

    Men vi bli’r jo alle ældre, men min tålmodighed rakte ikke så langt i mine yngre år, men nu nærmer vi os jo så småt, så man burde måske være mere overbærende…?;-)

    Svar
    1. Eric

      Jeg lover, at når jeg bliver pensionist, vil jeg altid gå på apoteket før normal fyraften, medmindre det er strengt nødvendigt. Så er der også håb om, at jeg kan sidde ned, mens jeg venter.

      Svar
      1. Madonnaen

        Mange gange går disse ubetænksomme pensionister først ud efter fyraftenstid, fordi der er chancen for at møde nogen, man kender og komme i kontakt med langt større, og så opstår der laaange samtaler i supermarkedet eller centret.

        Det er vores erfaring….

        Og når de så kommer til kassen, stiller de sig frejdigt op i køen, og råber højlydt op om, at ville ha’ åbnet en kasse mere…

        Gemalen er ret bramfri, og har sommetider set lidt sur på dem, der ikke et øjeblik tænker på, at dem, der er på vej hjem fra arbejde, både er trætte og stressede, og har mange gøremål ventende derhjemme, så nogen gange, har han gjort de ubtænksomme lidt flove ved at hæve stemmen og sige:

        – Har du SÅ travlt, skal du ikke bare hjem og sidde ‘på pinden’….?;- )

        Når jeg handler i en af apotekets filialer, irriterer det osse mig, når apotekerassistenter begynder at foklare op ad stolper og vægge, hvordan man skal tage medicin, selv dén man har fået gennem flere år, men den seneste der ekspederede mig, var så vaks at spørge, om det var noget jeg havde fået før, hvilket jeg roste hende, for at spørge kunderne om.:-)

        Det er altsammen tidsrøveri, og man burde tænke på, at måske ikke alle går i butikker for at få underholdning, men af ren og skær nødvendighed.

        Svar
  4. Anne Folehave

    Ja, ja det er en velkendt situation. Men du har muligvis ramt rigtigt. Den gamle har resten af live, til at sludre i. Måske kun med dem, som betjener ved kassen, hvor han køber ind. Trist tanke.
    Måske det var bedre, hvis han bare var ubetænksom.
    Håber at høfeber medicinen hjælper. Der er jo lidt langt imellem “skuddene”.

    Svar
    1. Eric

      Jeg håber, at han bare var ubetænksom. Medicinen hjælper, det ved jeg, og heldigvis er sæsonen til at overse.

      Svar
  5. Henny Stewart

    Jeg tænker, at det er sådan, det hænger sammen med den gamle mand.

    Men jeg kender godt til den irritation, specielt på apoteket. På mit apotek har de ovenikøbet reduceret antallet af stole til 2. Der plejede at være 6 stole, så nogle af de ventende i det mindste kunne slå r**** i sædet.

    Svar
    1. Eric

      Her er lidt flere siddepladser, men også mange kunder. Det kræver et godt bentøj at hente sin medicin – selv på et helt nyt apotek som dette.

      Svar
  6. Inge

    I min optik fik du fat i den helt rigtige tanke.. Og så blev tiden pludselig ikke så lang.. 🙂

    Svar

Skriv et svar til madonnaen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *