Hurtig import af tekstfiler til Excel

Der er sikkert meget få Excel-nørder blandt bloggens læsere, men den skal jo leve op til sit navn, Dette og Hint, og det er jo agurketid.

Jeg har skrevet en side, om hvordan man hurtigt og nemt kan importere tekstfiler til Excel uden at skulle fedte med Excels irriterende import-guide. Man kan også downloade et regneark med eksemplet.

Det er Guds gave til dem, der importerer mange tekstfiler – intet mindre. Lad os forbigå i stilhed, at jeg var så længe om at finde ud af, hvad andre har fundet ud af før mig.

På cementfabrikken har vi et styresystem, som bruges til at overvåge og styre processen. Systemet kan bl.a. generere tekstfiler med proces- og kvalitetsdata, som man så kan sende til sig selv som e-mail.

Når det gøres på den måde (altså pr. e-mail), har det med sikkerhed at gøre – man skal ikke kunne tilgå systemet udefra.

Tekstfilerne kan man så hive ind i Excels matematiske og statistiske kværn, hvor man kan luge ud i data, sortere, finde sammenhænge og hvad ved jeg.

Det bruger jeg rigtig meget, og hver gang jeg skulle importere en tekstfil, åbnede Excels guide til tekstimport, og hver eneste gang skulle jeg fjerne og sætte de samme flueben og parametre, før jeg kunne klikke ”Udført,” og teksten blev importeret.

Dødsygt!

Så forleden lavede jeg en Excel-makro, hvor man bare skal klikke på en knap og vælge filen til import, så går resten automatisk og lynhurtigt.

Makroen på websiden er ikke identisk med den, jeg bruger på arbejde, men den vil helt sikkert kunne lette livet for de 6-7 andre danskere (eller hvor mange der nu er), som bruger Excel til den slags.

Så nu sidder jeg her på terrassen og føler mig godhjertet og generøs, fordi jeg deler frugten af min dovenskab. Det er bare en skam, at Excel ikke kan klippe hæk og den slags.

/Eric

14 tanker om "Hurtig import af tekstfiler til Excel"

    1. Eric

      Jamen Open Office kan skam også programmeres! Jeg har ikke kigget så meget på det, men det er Basic og ligner MS’ Visual Basic en del.

      Svar
  1. Stegemüller

    Bare jeg kunne noget VBA! Det er jo genialt. Det ser så legende let ud, når først koden er skrevet, men min hjerne vil ikke være med til at lære det. Jeg forsøgte ellers en gang med et netbaseret undervisningsforløb, men jeg måtte give op – jeg kunne simpelthen ikke lære det.

    Netop det med at hente tekstfiler er jo noget, man bruger rigtig meget, når man roder med Excel og anvendelsesområdet for din makro er derfor meget bredt. Jeg har i hvert fald downloaded og gemt hos mig selv. Mange tak.

    Svar
    1. Eric

      Det er med programmering som med så meget andet: Øvelse er nøgleordet. Du skal blot huske at ændre koden en smule, hvis du bruger en anden adskiller end semikolon, men det er let og står beskrevet i kommentarerne.

      Svar
  2. Donald

    Jeg bruger sjældent regneark og endnu sjældnere Microsoft-excel, men det er under alle omstændigheder en gribende indsats du har gjort og den fortjener egentlig at komme lidt længere ud – fx. via en sourceforge-entry eller en excel-club (sådan en må findes!)

    Fortsæt endelig de usel-viske anstrengelser, jeg følger med! og når den kan klippe hæk, så skal jeg nok råbe hurra!

    Svar
  3. Holger

    Jeg tror ikke, jeg får brug for din makro. Men du skal vide, at din begejstring for Excel er delt. Alt hvad jeg opbevarer af data ligger i Excel. Og det er vel ikke urealistisk på sigt at snakke om hæk-klipning 🙂

    Svar
    1. Eric

      Ja, hvorfor ikke – robotplæneklippere findes jo allerede. Der er vel lidt som at bruge klippebordet (CTRL+X) – man skal bare ikke paste (CTRL+V). 😉

      Svar
  4. Ellen

    Jeg aner et vist potentiale til at sikre dig selv en ubekymret alderdom …
    Du må se at få hovedet lagt i blød 🙂

    Svar
  5. Inge

    Hvis du kunne programmere Excel til hækklipning og alt det andet arbejde følger med hus og have, så ville du meget hurtigt blive en meget velhavende mand. 🙂

    Svar
  6. Henny Stewart

    Den sidste sætning tillader jeg mig at bide mig fast i. Et program, der kunne rydde op, før man sætter robotstøvsugeren i gang, se det ville man kunne bruge og lave penge på!

    Svar
    1. Eric

      Uha, jeg kan finde på mange gode projekter. Hvad med at pudse vinduer fx? Eller luge ukrudt? Så ville der komme gang i kodegeneratoren!

      Svar

Skriv et svar til Inge Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *