Oprydning, storskrald og bestiller-ordning

Når man ikke har bil, er det praktisk, at man kan bestille afhentning af stort affald, og når man gør, åbner en ny og venlig webside.

Redningsbåden køres gennem klitterne

Har man ikke bil, og var der ikke mulighed for afhentning, var stort affald omtrent så besværligt som det, de har gang i på billedet. “Redningsbåden køres gennem klitterne” af Michael Ancher, 1883 (SMK)

Når man har god plads, men ingen bil, har tingene med at hobe sig op i stedet for at ryge ud – i hvert fald her i huset.

Kælderen er derfor en veritabel kirkegård for computere, skærme, printere, tidsskrifter, et fjernsyn, skrammel, tøj og hvad ved jeg. Ude af øje, ude af sind.

Men efter renoveringen af udestuen rider vi på en bølge af energi, og da der er storskrald på mandag, tog vi fat i dag og fyldte sække med forskelligt brændbart.

Nu skal det være! Ordnung muss sein!

Containeren til genbrugspapir blev (igen) fyldt med gamle bøger og papirer, vi ALDRIG får læst. I dag var det fortrinsvis materiale fra studietiden.

Man trænger altså til at få ryddet op, når man kan finde en kuvert med stencils til en spritduplikator!

Storskrald tager kun brændbart affald nu om stunder, men 4 gange om året kan man bestille afhentning af andet stort affald (max 3 ting), og det er jo fin service.

Som det sidste pillede jeg derfor harddisken ud af en gammel PC, gik ind på skidt.dk og bestilte afhentning af 1 computer og 2 computerskærme. En ny side åbnede, og der stod:

Vi har modtaget din bestilling. Bestillerordningen holder sommerferie til og med uge 32.

Du vil høre nærmere fra os.

God sommer,
Aalborg Forsyning, Renovation

Fin service her i uge 42, og jeg takker for venligheden. Nu må vi se, hvornår de kan komme. Måske kan vi nå at bestille en afhentning mere i år. 🙂

/Eric

12 tanker om "Oprydning, storskrald og bestiller-ordning"

  1. Inge

    Uhhh jeg husker med gru sidste år ved denne tid, hvor vi var i fuld gang med sortering og bortskaffelse af både loft og kælder indhold.. Pokker til arbejde, men det var fedt at få det overstået. 🙂

    Svar
  2. Pia

    Vi har både bil og trailer, alligevel hober ragelset sig op, mest i udhus, værksted og garage. Hvert forår tager jeg en kæmpe udsmidningsrunde, men næste år ser er det det samme igen. Det kommer på forunderligste vis snigende ind ad bagdøren.
    Loppesager behøver man ikke køre nogen steder med her. Vi ringer til spejderne, idrætsforeninger eller andre loppemennesker, de henter ganske gratis. I hvert fald her på øerne.

    Svar
  3. Jørgen

    Ragelse er hvad man gemmer i 25 år og smider ud dagen før man får brug for det.
    Jeg kender så glimrende en spritduplikator og også til at for meget gemmes. Her i huset er ved at indefinde sig en “få-det-væk-med-det-samme”-holdning. Det går meget godt i haven og med ting fra loftet – og mangt og meget er kørt til genbrugsbutikker og genbrugsplads. Men meget, meget mangler.
    Det er klogt at kassere for alvor.
    Trist at kommunen ikke har styr på sagerne. Det er besynderligt, men vældig humoristisk. En historie med klimaks.

    Svar
    1. Eric

      Glimrende definition på ragelse 😉

      På et tidspunkt indfinder sig et mætningspunkt, og det er når den gode plads er ved at slippe op. Jeg startede faktisk den brutale smid væk-kampagne i foråret, men den kommer til at fortsætte en rum tid endnu. Det er som en smertetærskel, der skal overvindes, men så går det slag i slag, hvis man holder dampen oppe. Det, der gjorde mest ondt til at begynde med, var nok bøger, men nogle foræres væk, andre ryger ud. Sortering med hård hånd.

      Svar
  4. Ellen

    Falder man ikke lidt i nostalgi, hvis man kan sige sådan?
    Det gjorde vi, da vi ryddede op på loftet; der kom mange “åh, kan du huske …?” – men ud røg det alligevel. Når man ikke har brugt det i over 20 år, er der en vis sandsynlighed for, at det aldrig mere vil komme i anvendelse.
    Et dødsbo? Husk at loppemarkeder altid er interesserede – men nok ikke i gamle computere …

    Svar
    1. Eric

      Jo, minder banker på igen og igen og sløver processen. Det er da heller ikke ALT, der ryger ud, men som du selv siger: Hvis man ikke har brugt det i xx år, så …

      Ja, det var et dødsbo, og bortset fra nogle gode reoler, et skab og et dannebrogsflag var det ragelse for os, og jeg gad/gider ikke have besværet med at fragte fx henkogningsglas og mørnede gummiringe nogen steder hen. Henkogningsglassene står stadig i kælderen, for det kunne jo være, men snart ryger de ud!

      Svar
  5. Henny Stewart

    Jeg bestilte en gang en container. Vi fik en 800 liters til at begynde med. Den var fyldt på ingen tid. Så bad jeg om sådan en badass-ting, der fylder hele ladet af en lastbil. Den blev også fuld. Der var stadig ragelse tilbage i huset. Ragelse har det med at formere sig. Nu tror jeg, der ville være nok til 3 af de store containere. Og vi har hverken kælder eller loftsrum. Vi har derimod en garage, som vores stakkels bil ikke nyder meget godt af.

    Svar
    1. Eric

      Hehe, ja, det kræver disciplin og vedholdenhed. Med disciplinen er det så som så, men vi skal nok få bund i det – også det ragelse vi overtog, fordi vi købte huset som dødsbo 🙂

      Svar
  6. Stegemüller

    Du milde en spritduplikator! Unge mennesker i dag aner ikke, hvad du taler om. Jeg kan stadig fornemme duften, den var behagelig.

    Jeg har heller ikke bil, så mit kælderrum indeholder fx to udtjente printere og et mikrokortapparat, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme af med det; men jeg kunne jo starte med at tjekke kommunens hjemmeside, og jeg gør det NU.

    Svar
    1. Eric

      Nej, de ved næppe, hvad en spritduplikator er, og derfor har jeg også linket til Wikipedias side med beskrivelse og billeder 😉

      Jeg tror, at de fleste byer har en lignende ordning, hvor man kan få afhentet større ting, hvis man bestiller det.

      Svar

Skriv et svar til Eric Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *