En kollega og jeg var i Wien for at besøge en cementfabrik, og det var en god tur, selvom firmakortet var defekt, så jeg måtte lægge ud.
”Forkert PIN-kode,” sagde displayet, da jeg i onsdags skulle betale taxien i Aalborg Lufthavn.
Jeg var 100 % sikker på, at PIN-koden var korrekt, men det samme gentog sig ved 2. forsøg. Pokkers! Jeg fandt mit eget Dankort, og det fungerede uden problemer.
Det gamle firmakort var udløbet, og jeg havde fået et nyt en måneds tid forinden. Det er ikke ofte, jeg bruger firmakortet, men jobbet sender mig som regel på rejse en gang eller to om året, og så er det praktisk.
Vi mellemlandede i København, og jeg ringede til EuroCard. Den flinke dame sagde, at hun ville kunne se, hvis der var brugt en forkert PIN-kode, men hendes skærm var blank, så taxiens kortlæser var sikkert defekt. Det lød jo sandsynligt, selvom den ikke havde problemer med at hæve mine penge.
Fra Wiens lufthavn skulle vi med taxi til cementfabrikken, som ligger ca. 67 km fra lufthavnen. Taxier i Østrig tager kun mod kontanter, så der skulle hæves i lufthavnen.
Vi fandt en automat, men den ville heller ikke kendes ved firmakortet, så igen måtte jeg ty til mit eget kort og hævede 250 euro uden problemer.
”Grüss Gott” hilste chaufføren, og med GPS’ens hjælp fandt han frem til den lille by Wopfing, hvor Wopfinger Baustoffe ligger, og hvor tegnebogen bliver 117 euro lettere.
Den slags besøg er ikke usædvanlige. Man skal måske se en bestemt maskine i aktion, og leverandøren formidler kontakt til en anden fabrik, som ikke er konkurrent. Vi blev gæstfrit modtaget og fik set det, vi kom for, samt en del mere.
Brænderen i cementovnen
Det er altid spændende at udveksle erfaringer, for langt hen ad vejen har alle fabrikker de samme procesproblemer. Der er mange måder at tackle dem på, så man har altid noget med hjem efter et besøg – om ikke andet så ny viden om hvad man ikke skal gøre.
Vi fik en lift til Wiens vestlige udkant og fik hjælp til at tage metroen til det absolutte centrum, hvor vi skulle bo. Det var pærelet. Metroen slås ikke med trafikpropper, og denne tur kostede mig kun 4,40 euro, selvom den var lang.
Hotel Trend Europa i Kärntnerstrasse 18 er udmærket. Det ligger pladask i centrum, og prisen var rimelig. Da pigen i receptionen bad om et kreditkortnummer som sikkerhed, stak jeg hende mit eget. Nu havde jeg lært lektien.
Vi gik en tur i aftenmørket og spiste på en OK italiensk familierestaurant i nærheden af hotellet. Også her lod jeg firmakortet skamme sig i tegnebogen og betalte med mit eget.
Sightseeing
Dagen efter havde vi formiddagen til at se på byen. Vejret var tørt og mildt (ca. 10°), så det var perfekt til at spadsere.
Jeg prøvede lige firmakortet i en pengeautomat. Den ville godt acceptere PIN-koden, og jeg afbrød, da jeg blev bedt om at angive beløbsstørrelse. Underligt – havde de mon gjort noget hjemme?
Stig havde ikke været i Wien før, så vi fandt Stefansdom, Hofburg, Den spanske Rideskole og hvad der ellers er af kejserlige pompøsiteter i centrum. Derefter travede vi midtbyen tynd – der er nok at se på med de mange palæer, kirker og specialforretninger.
Wien er en flot by, om end der flere steder er en græsselig sammenblanding af fortidens arkitektur med nutidens stål og glas. Fx spejler Stefansdom sig i et hotels glasfacade.
Da benene blev trætte, faldt vi ind på en gammel café og fik kaffe. Her var højt til lysekronerne i loftet, og mange læste avis. En ældre, korpulent herre sad ved vinduet og småsov. Tjeneren lod ham slumre, han var sikkert stamgæst.
Der er 18 km fra hotellet til lufthavnen, så 27 euro for en shuttle er bestemt rimeligt. Vi tog af sted i god tid, for man skal ikke tage chancer med storbytrafik.
I Kastrup fik vi noget at spise. Pengeautomaten i Wien havde givet mig optimismen tilbage, så jeg forsøgte mig med firmakortet: ”Forkert PIN-kode”.
Som afslutning er det vel passende at rette en tak til Arbejdernes Landsbank og VISA-kortet, der ikke svigtede i nødens stund.
Næste gang jeg modtager et nyt kreditkort, prøver jeg det af i en pengeautomat, før jeg skal bruge det. Rejseafregningen bliver så besværlig, når man låner arbejdsgiveren penge.
/Eric
Wien er en okay by at gæste, og har man flere kort, kommer man ikke til kort.
Det er altid en god ide at have flere kort at trække på.. Jeg kender ikke noget til Wien, men det lyder som en skøn by.
@ Eric
Man skal ikke rejse til hovedstæder med defekte kreditkort, for så risikerer man at måtte trække på sit eget kreditkort. Det er en rigtig god idé at afprøve det inden afrejsen.
Lige netop!
Det var da træls med sådan et kreditkort, men selvfølgelig må der være problemer med selv nye sådanne af og til.
Jeg har været i Østrig i utallige gange, men kun i Wien en enkelt. Det er en fin by at tilbringe et par dage i.
Ja, vel var det træls, for man føler sig jo lidt som forbryder, når den med “Forkert PIN-kode” kommer på skærmen. På den anden side gav det en historie at fortælle, og nu ved jeg, at man gør klogt i at afprøve kortet, før det skal i brug for alvor.
Og ja: Wien er en flot by, hvor man sagtens kan bruge et par dage. Nu kørte vi kun med metro/S-bane én gang, men det synes at være en fin, hurtig og billig måde at komme rundt på – ganske som i andre store byer med metro.
Jeg har besøgt Østrig flere gange men aldrig været i Wien. Det har været Tyrol, jeg har huseret i, og det er jo mest landlig, friseret, renskuret idyl og vilde alper. Det kunne være, man skulle overveje at rejse til Wien, hvis man nu kom over sin rejsefobi.
Sig mig en gang, når man sådan har måttet låne penge til sin arbejdsgiver, hvor meget kan man så opkræve i rente, hvis det skulle trække i langdrag med tilbagebetalingen? 😉
Wien er nok et besøg værd. Der er palæer og paladser i rigt mål, og som i de fleste storbyer er der masser af museer og kulturelle tilbud som fx koncerter. Jeg så mere denne gang, end da Helle og jeg var der en smut i 2006, men jeg tror ikke, vi vender tilbage på ferie – bortset fra Rom, foretrækker vi mere intime steder.
Spørgsmålet om rente er interessant, men skulle betalingen falde for trægt, er der vel intet i vejen for at sende sin arbejdsgiver til inkasso 😉
Det kan gå hen og blive besværligt. Men du ved så ikke hvorfor og hvorfor ikke, altså ,at det firma kort opførte sig som et blinklys. Mærkeligt.
For snart mange år tilbage, måtte jeg også til “lommerne” i forbindelse med en lejrskole tur til Sverige. Bilen vi kørte i gik i stykker og rep. blev så dyr, så vi ikke havde penge til at betale. Firma kort var der ikke tale om, vi havde kontanter. Jeg måtte kontakte min egen bank, for at få grønt lys, til at hæve et to cifret tusindkroners beløb, så vi kunne komme hjem med kolleger og elever.
Ja, der kan snart ske noget, når man rejser. Det var da godt, at din bank var samarbejdsvillig!
Jeg havde penge nok på kontoen, så jeg tager det bare som en oplevelse, at jeg har ydet min sagesløse arbejdsgiver et rentefrit lån.
Min teori om kortets svigt er, at chippen er defekt, og at automaten, hvor det virkede, læste magnetstrimlen i stedet; men det er bare et gæt, og ligegyldigt er det. Jeg skal have et nyt kort, og det bliver afprøvet i god tid!