En kollega og jeg var i Wien for at besøge en cementfabrik, og det var en god tur, selvom firmakortet var defekt, så jeg måtte lægge ud.
”Forkert PIN-kode,” sagde displayet, da jeg i onsdags skulle betale taxien i Aalborg Lufthavn.
Jeg var 100 % sikker på, at PIN-koden var korrekt, men det samme gentog sig ved 2. forsøg. Pokkers! Jeg fandt mit eget Dankort, og det fungerede uden problemer.
Det gamle firmakort var udløbet, og jeg havde fået et nyt en måneds tid forinden. Det er ikke ofte, jeg bruger firmakortet, men jobbet sender mig som regel på rejse en gang eller to om året, og så er det praktisk.
Vi mellemlandede i København, og jeg ringede til EuroCard. Den flinke dame sagde, at hun ville kunne se, hvis der var brugt en forkert PIN-kode, men hendes skærm var blank, så taxiens kortlæser var sikkert defekt. Det lød jo sandsynligt, selvom den ikke havde problemer med at hæve mine penge.
Fra Wiens lufthavn skulle vi med taxi til cementfabrikken, som ligger ca. 67 km fra lufthavnen. Taxier i Østrig tager kun mod kontanter, så der skulle hæves i lufthavnen.
Vi fandt en automat, men den ville heller ikke kendes ved firmakortet, så igen måtte jeg ty til mit eget kort og hævede 250 euro uden problemer.
”Grüss Gott” hilste chaufføren, og med GPS’ens hjælp fandt han frem til den lille by Wopfing, hvor Wopfinger Baustoffe ligger, og hvor tegnebogen bliver 117 euro lettere.
Den slags besøg er ikke usædvanlige. Man skal måske se en bestemt maskine i aktion, og leverandøren formidler kontakt til en anden fabrik, som ikke er konkurrent. Vi blev gæstfrit modtaget og fik set det, vi kom for, samt en del mere.
Brænderen i cementovnen
Det er altid spændende at udveksle erfaringer, for langt hen ad vejen har alle fabrikker de samme procesproblemer. Der er mange måder at tackle dem på, så man har altid noget med hjem efter et besøg – om ikke andet så ny viden om hvad man ikke skal gøre.
Vi fik en lift til Wiens vestlige udkant og fik hjælp til at tage metroen til det absolutte centrum, hvor vi skulle bo. Det var pærelet. Metroen slås ikke med trafikpropper, og denne tur kostede mig kun 4,40 euro, selvom den var lang.
Hotel Trend Europa i Kärntnerstrasse 18 er udmærket. Det ligger pladask i centrum, og prisen var rimelig. Da pigen i receptionen bad om et kreditkortnummer som sikkerhed, stak jeg hende mit eget. Nu havde jeg lært lektien.
Vi gik en tur i aftenmørket og spiste på en OK italiensk familierestaurant i nærheden af hotellet. Også her lod jeg firmakortet skamme sig i tegnebogen og betalte med mit eget.
Det er ikke så usædvanligt, at folk fra forskellige cementfabrikker besøger hinanden. Hvis man ikke er konkurrenter, kan der sagtens udveksles knowhow til fælles gavn.