Animerede diagrammer i Excel

Hvis man opdaterer et diagram hurtigt nok med nye værdier, bliver det som en tegnefilm, og så har man pludselig et animeret diagram.

I dag har jeg lavet en side om, hvordan man kan lave animerede diagrammer i Excel med VBA makroer, og når noget bevæger sig, er det jo oplagt at lave en video.

Jeg får de fleste ideer til programmer, fordi jeg får et behov på arbejde. ”Behov” er måske for stærkt et ord, men når en opgave skal løses mere end én gang, spørger jeg uvilkårligt, om den med fordel kan automatiseres.

For nogen tid siden lavede jeg en regnearksmodel (massebalance) af klorstrømmene i en cementovn, hvor man kan skrue på forskellige håndtag og se, hvad der så sker.

Klorstyring er vigtig, så modellen skulle demonstreres på operatørseminarerne i november, og jeg ville visualisere tingene med animerede diagrammer af forskellig type.

Det kræver lige et par tricks, men er slet ikke så kompliceret, som man kunne tro. Det vigtigste er faktisk at få koden til at køre langsomt ved at indlægge pauser – ellers går det så stærkt, at øjet knap kan følge med.

Det førte så til, at jeg nu har lavet siden om animerede diagrammer.

Det med at lave en video af aktiviteterne på skærmen var nyt for mig. Jeg prøvede forskellige gratis programmer, men det var ragelse fra en ende af, indtil jeg fandt den gratis version af Microsofts Expression Encoder.

Gratisversionen har begrænset funktionalitet, men den kan det, jeg skal bruge, og så gik tiden med det. 🙂

Siden jeg i marts 2013 lancerede en engelsk udgave af Excel-siderne, er besøgstallet steget meget. Det er sådan set ikke så underligt – engelsk er jo et meget større sprogområde end dansk.

Jeg havde dog ikke ventet, at Excel-sidernes besøgstal ville stige til +100.000 på et år og fortsat stige til nu ca. 20.000 om måneden. Makroer i Excel er trods alt en niche.

Men det er da rart at få bekræftet, at der er andre nørder derude.

/Eric

4 thoughts on “Animerede diagrammer i Excel

  1. Ellen

    Det var dog et voldsomt besøgstal! Der må virkelig være en del nørder derude 🙂
    Mit behov er faldende (vi taler stadig Excel …), det er der ingen tvivl om – bare jeg kan ordne regnskaberne, så er jeg tilfreds. Især så længe jeg stadig kan dupere John med at vise ham, hvad Excel er i stand til, og det er altså langt fra i klasse med din specialviden 🙂

    Svar
    1. Eric

      Ja, nørdemængden er overraskende stor taget i betragtning, at de fleste kan nøjes med at lave regnskab. 😉 Excel dækker næsten ethvert behov.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *