Dagmar tog mig med storm i går, og i dag rusker Egon i hele huset. Jeg har en plan, og det er at blive inden døre.
Vi kørte mod Odense i går kl. 07:10, og det var ingen fornøjelse i buldermørke. Vinduesviskerne havde travlt, for det stod ned – først med regn, siden med tøsne. Motorvejen var en glidebane med dårlig sigtbarhed, men frem kom vi.
Vi var af sted i embeds medfør, fik det klaret på et par timer og afstod fra frokost i Odense. Vi ville godt over Vejlefjordbroen, inden de måske fandt på at lukke den for trafik.
Så Dagmar var medskyldig i, at jeg spiste en burger på MacDonalds. Det er ellers mange, mange år siden, men det var fint nok at få bekræftet, at jeg allerede i en ung alder kunne træffe fornuftige beslutninger på i hvert fald nogle af livets områder.
Dagmar rykkede godt i bilen på vores videre færd. Oppe nordpå lå noget af tøsneen stadig tilbage, men hjem kom vi.
I dag banker Egon så på husets bredside. Stormen har næppe fuld styrke endnu, men det lyder alligevel dramatisk. Træerne bøjer nakken, naboens flagstang svajer, og Egon pisker vinduerne med regn.
Mediestormen om begivenhederne i Frankrig lægger sig næppe så hurtigt som Egon. Politikerne vil værne om demokrati og frihedsrettigheder, og nogen vil bl.a. lukke en moske, hvis det kan lade sig gøre.
De vil også give PET udvidede beføjelser, ”hvis det er nødvendigt”. De kører i et loop af selvmodsigelser, mens de kaster bomber i Mellemøsten, terrorfrø som vil spire.
Men midt i al virakken og sørgeligheden kan man da glæde sig over, at Egon ikke er en snestorm. Skide godt, Egon!
/Eric
Det var da godt Egon ikke lavede mere ravage end tilfældet var – og at det ikke var en snestorm.
Har lige hørt at sodavandsforbruget stiger og stiger – og tænker at der sikkert dør langt flere danskere af sodavandsmisbrug end af evt. kommende terrorhandlinger. Måske skulle opmærksomheden flyttes bare lidt.
Må jeg udtrykke medfølelse med at du måtte spise på McDonald. Jeg har gjort det en enkelt gang, hvilket var en dårlig oplevelse og jeg fatter ikke folk spiser dér. Det går an at drikke en kop kaffe.
Din medfølelse modtages med taknemmelighed. Ja, sodavand er en dræber, det ved enhver, og ret beset burde det vel koste CO2-kvoter at drikke dem. 😉
Håber, at du undgik det her: http://en.wikipedia.org/wiki/Pink_slime – her har jeg indsat et link til en wikipediaartikel om “pink meat slime”. De påstår godt nok, at det ikke bruges i Europa, meeeen. Jeg har aldrig brudt mig særligt om McD’s produkter, men efter, at jeg hørte slimhistorien, har jeg holdt mig 100 % for god. Eller rettere, den har taget appetiten fra mig, så vi har sparet de penge.
Terroristerne, der er af egen avl, lykkes med deres forehavender i foruroligende grad: Hver gang, der har været noget, bliver der høvlet noget af vores demokrati og vores retsstat, takket være populistiske politikeres “gode forslag” til terrorbekæmpelse.
Jeg vil aldrig være andet end totalt modstander af at mennesker afliver andre mennesker, være de sig aldrig så store idioter. Men samtidig med Charlie Hebdo mordene, blev 2000 myrdet af Boko Haram. Det fyldte sq ikke ret meget i nyhederne.
Jeg havde læst om pink slime, og tænkte netop på det, da jeg satte tænderne i den burger! Og ja, de frihedsrettigheder, man siger, man vil beskytte, ofres i stigende grad med terror som løftestang. Hvem sagde NSA?
Egon er lidt en ballademager, men han holdt sig heldigvis rolig netop da jeg hentede formiddagskage imorges – hurra, ingen våd kokossnitter 😀
– Anne
I Aalborg var det mit indtryk, at stormen var rimelig hidsig om formiddagen. Så stilnede det lidt af nogle timer, men hen under aften tog stormen ved igen, så det knagede. Man frygter altid, at noget ryger af huset, men det holdt også denne gang.
McD kan jo blive en nødløsning for enhver – vi er der måske en gang hvert andet år.
Egon puster og pruster også her; vi har dog været ude at køre, men jeg tror nok, at han er noget mere aggressiv ovre hos jer.
Ja, han var en kende hidsig, og i den vestlige ende af Limfjorden er vandet steget til ubehagelig højde, kan jeg forstå.
McDonalds er ikke mad, det er crap, og så bliver man ikke engang mæt af sådan en burger.
Egon puster også her, men jeg kan jo bare blive inde og hygge mig med min slægtsforskning.
Selvfølgelig kan de ikke lukke den moske, og hvis de så alligevel gør det, samles ekstremisterne bare andre steder. De kan heller ikke hindre de nævnte byggeplaner, for der står ikke noget i planloven om, at visse religiøse fraktioner ikke må opføre en bygning. Hvis man alligevel indfortolker det, er det efter min bedste overbevisning tale om magtfordrejning.
De udvidede beføjelser til PET: Man overvejer nu at genindføre sessionslogning, der er i strid med EU-retten (men hvilken?). Vi haft sådan logning før, men den blev fjernet i sommeren 2013, fordi det ikke fungerede og fordi politiet ikke havde de nødvendige kompetencer! Jeg læste her til morgen en længere artikel online om det, men nu kan jeg selvfølgelig ikke finde den igen.
Så fandt jeg artiklen om sessionslogning af vores allesammens mobiler: http://www.information.dk/521021 Den er bestemt læsværdig.
God weekend.
Nej, de kan næppe lukke den, og det ville heller ikke tjene andet formål end chikane. Det slår mig blot som utroligt, at de det ene øjeblik kan tale om de ukrænkelige frihedsrettigheder, for i det næste at ville knægte dem både ved at ville lukke en moske og ved at udvide overvågningen af borgerne og deres privatliv.
Tak for dit svar. Jeg er fuldstændig enig. Læste du artiklen?
Ja, jeg læste artiklen, og intet kan efterhånden overraske – heller ikke deres manglende forståelse for, hvor store mængder data, vi taler om, eller deres ligegyldighed over for hvilke udgifter de påfører teleselskaberne og i sidste ende forbrugerne.
Det var stormende i går, men nu er det, som du siger, Egon (eller i Norge: Nina) som banker på huset, her er det som sædvanlig gavlen, der må holde for, og det lyder ildevarslende.
Her i Aalborg er det faktisk, som om han holder en lille pause lige nu, før han igen puster ud 😉 Jeg er glad for, at jeg ikke skal noget, som indebærer udendørs aktivitet.
Jeg ville egentlig gerne have set kysten de steder, hvor man har bygget kystbeskyttelse, men jeg turde ikke vove mig ud, lydene fra huset var så uhyggelige, at jeg forestillede mig at biler ville blive blæst omkuld og mennesker ville flyve gennem luften! 🙂
Ja, det er skræmmende. Det suser også godt i Nordjylland denne mandag. Egon rusker vist tremmer i Baltikum nu, så måske er det Yvonne.