Avast er et udmærket og gratis antivirusprogram, men det blev sgu en kende for emsig, da det forhindrede mig i at sende e-mail.

Pludselig kunne jeg ikke sende e-mail, men jeg kunne godt modtage. Fejlmeddelelsen fattede jeg ikke en dyt af, bortset fra at serveren ikke ville give hånd. Her et uddrag:
”SSL_connect error 1:error:14077410:SSL routines:SSL23_GET_SERVER_HELLO:sslv3 alert handshake failure”
Jeg kontaktede selvfølgelig Support, og den vakse fyr foreslog, at det var mit antivirusprogram, der krypterede mailen, og at den derfor blev afvist af serveren, fordi forbindelsen ikke er SSL.
Spørg mig ikke, hvad det betyder, men det er nok noget med, at har man sagt A, skal man også være B-menneske.
Jeg satte Avast i skammekrogen, og vupti kunne jeg sende mail. Derefter fandt jeg en blindtarm langt inde i maven på Avast, hvor jeg kunne slå det SSL-krypteringspjat fra, og nu virker det igen, som det skal: Jeg kan sende mail.
Programmet blev opdateret for nylig, men de er nu lige lovlig emsige af og til. Altså bare fordi de har fået lov til at passe på mig, skal de ikke bure mig inde.
/Eric
Sikke en frækhed, sådan bare at tage styringen uden tilladelse fra dig.
Jeg har ikke din viden og ekspertise i den retning, så jeg havde nok måtte opgive og betalt en redningsmand. for at få selvbestemmelsen tilbage.
Ja, der var de vel smarte, og da der er mange brugere verden over, skal det nok give dønninger. Det er næppe alle, der får så kvalificeret support af deres udbyder.
Ja, her var supporten kærkommen. Jef tror ikke, jeg havde løst problemet uden hjælp – det havde i hvert fald taget lang tid.
Det er noget sært noget, men det er jo fint at support kan lede en på sporet. Lad os håbe vi bevarer evnen til problemløsning til vi ikke længere kan betjene en pc.
Den form for kirurgi ville jeg aldrig, aldrig have fundet ud af. Det må være ret fedt at bo sammen med sådan en som dig – og bare rolig … det er skam ikke et frieri. Jeg tror vi begge er udmærket tilfredse med vores respektive, men hvor ville jeg sommetider ønske, jeg ikke var sådan en it-tumpe.
Åh, det var såmænd en Google-søgning, der viste vej til blindtarmen. Det med at søge er godt. 😉
Frækt at blive spærret inde af sin egen beskytter..
I den grad! Nu har jeg også befriet Helle 🙂