Hvidvask og forhør i banken

Sidst jeg modtog en check og gik i banken for at sætte den ind på kontoen, blev jeg til min overraskelse spurgt om, hvad det var for penge.

Klemmer

Jeg blev så betuttet over det uforskammede spørgsmål, at jeg kom til at svare ærligt i stedet for at sige: ”Hvad kommer det jer ved?”

Nu kender banken de fleste af mine indtægter, og det er helt OK, men hvorfor skal jeg fortælle om min privatøkonomi, når bankens andre kunder har ører så store som suppetallerkner?

Jeg ved godt, at spørgsmålet var affødt af loven om hvidvaskning og terrorstøtte, men man føler sig sat under mistanke i det offentlige rum, og det er ikke rart.

Spørgsmålet er også tåbeligt, for hvis jeg vaskede penge hvide eller støttede terror, var det nok ikke lige den sandhed, jeg ville buse ud med.

Bagefter var jeg voldsomt irriteret på mig selv, fordi jeg ikke havde svaret mere rådsnart. Den kender vi vist alle: ”Hvorfor sagde jeg ikke …?”

Gentagelsen

Nå, det var i vinters, og det er ikke ofte, jeg får checks.

Nu gik det hverken værre eller bedre, end at jeg i går skulle indløse en check. Denne gang på det femdobbelte beløb. Fem gange så mistænkeligt.

I de fleste af livets situationer er det en fordel at forberede sig, hvis man kan, så jeg forberedte mig mentalt. Episoden var ikke glemt. Når sandheden skal frem, gejlede jeg mig gevaldigt op. Jeg læste sågar bekendtgørelsen om loven om hvidvask etc.

Bankassistenten skal sikkert spørge i henhold til et internt bankdirektiv, men der står sørenjensemig ingen steder, at jeg er tvunget til at svare.

Man er imidlertid en ringe kender af bureaukratiske hjernesnirkler, hvis man ikke forudser den mulige konsekvens, at de så nægter at indløse checken.

Jeg besluttede mig derfor for at svare og gennemspillede scenen i fantasien, hvor man altid siger det rigtige.

Først ville jeg forhale og spørge, hvorfor de mistror en check fra et anerkendt, dansk pengeinstitut, når de ikke stiller spørgsmålstegn ved elektroniske overførsler?

Jeg nød allerede at være ovenpå, og scenen fortsatte:

Bankassistenten svarer, at det skal de desværre pga. og bla-bla-bla, hvorpå jeg modstræbende overgiver mig, og svarer … og det var her jeg vaklede.

Hvad skulle jeg sige? Jeg havde flere mulige svar (her kun finalisterne):

  • ”Jeg har solgt erindringerne fra mit liv som Napoleon.”
  • ”Det er arveforskud fra min tip-tip-tipoldefar.”
  • ”Jeg har solgt en sang fra de varme lande og mit patent på lunken fusion.”
  • ”Kuren mod malaria ville jeg ikke tjene på. Beløbet dækker kun omkostningerne til myggespray.”
  • ”Det er en påskønnelse af mit arbejde for The Flat Earth Society
  • ”Det er Fremmedlegionens gratiale for tapperhed i kamp.”

Et svært valg. Først i sidste øjeblik, da jeg parkerede cyklen uden for banken, nåede jeg en afgørelse. Jeg hankede op i rygsækken og gik ind med faste skridt.

Men tænk, hun stillede ingen spørgsmål og satte bare pengene ind.

Jeg følte mig ærlig talt lidt snydt.

/Eric

14 thoughts on “Hvidvask og forhør i banken

  1. Pia

    Det er snart en del år siden, jeg mødte det problem første gang, i en lidt anden form. Jeg skulle sætte både check og kontanter ind på firmaets konto. (Det var dengang vi stadig havde en kassebeholdning med kontanter) Tænk, selvom jeg var et kendt ansigt i banken, havde jeg nær aldrig blevet af med de penge, selvom jeg kunne redegøre for hvor de kom fra, Faktisk så de helst jeg satte dem ind på en konto med mit navn på, og ikke firmaets, selvom jeg havde fuldmagt over hele herligheden.
    I dag er det ikke let at få lov at aflevere kontanter i banken, med mindre man er en detailvirksomhed med døgnboksaftale.

    Svar
    1. Eric

      Utroligt at det skulle kommer dertil! Hvis du var et ubeskrevet blad, kunne man måske forstå det, men …

      Svar
  2. Inge

    Ajjj hvor ærgerligt at du slet ikke fik brug for dine geniale svarmuligheder, men jeg tænker du har hygget dig gevaldigt med at finde på dem.. 🙂

    Svar
  3. Donald

    Hæ hæ! Jeg ville troppe op ved kassen (hov har de overhovedet kasser? Her i byen er der ikke penge-institutter mere, ingen penge i bankerne, og udlån kun til folk, der ikke har brug for det!) og så ville jeg sige “jeg vil gerne materialisere denne påskønnelse af mit arbejde for ‘The Flat Earth Society'”; – det er den helt klare vinder mellem de godt udtænkte herkomst-historier!

    Svar
    1. Eric

      Jeg hældte mest til Fremmedlegionen, men måske det spiller en rolle, at jeg aldrig har været soldat 😉

      Svar
  4. Anni

    Jeg kommer til at tænke på en bogtittel “Skuffelser, der ikke gik i opfyldelse”

    Svar
  5. Jørgen

    Mental forberedelse er ikke det værste man kan give sig af med, men det er naturligvis ikke så godt når det fuser ud fordi bankdamen ikke stiller det rigtige spørgsmål.

    Svar
  6. Stegemüller

    jeg kan godt lide alle dine svarmuligheder, de må da lige have kunnet sætte bankdamen på plads, og så fik du desværre slet ikke brug for alle din finter, det var ærgerligt.

    Svar
    1. Eric

      Sådan kan det gå, men måske det kan tjene andre til inspiration, hvis de skulle komme i samme situation.

      Svar
  7. Henny Stewart

    Ja, jeg bliver da ærlig talt helt nysgerrig! Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har haft en check i hånden. Mit sidste checkhæfte havde jeg en gang i sluthalvfemserne. Jeg holdt ellers ud længe, “jeg vil ikke have et Dankort! Jeg har ret til et hævekort og et checkhæfte!” Det blev jeg ved med at sige længe, men på et tidspunkt sagde bankfunktionæren, “Ja, Henny, det her bliver så det sidste hævekort, vi laver til dig. Næste gang _skal_ du have et Dankort. Sådan er reglerne!” Jeg troede på damen, hun løj selvfølgelig. Jeg har siden truffet masser af folk, der kun har et hævekort. Men jeg må da indrømme, at jeg har lært at svinge Dankortet. Og Mastercard. Havde også et Amex en overgang, men den droppede jeg nu igen.

    Svar
    1. Eric

      Og sådan kom du til kort 😉

      Man kan stadig skrive checks ud, men det koster. Man kan også få banken til at gøre det, og det koster endnu mere.

      Svar

Skriv et svar til Donald Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *