Forberedelser til renovering og nedtælling til ferie

Der er stadig fuld gang i forberedelserne til håndværkernes indtog. Det er næsten som at flytte, men samtidig er det nedtælling til ferien.

Baghavens saftiggrønne græs vidner om vejret denne sommer. Alligevel har vi nydt det på terrassen (den overdækkede!) næsten hver dag, og om aftenen har pindsvinet aflagt visit og spist det, den kræsne kat har levnet.

Pindsvin

Pindgrisen er ikke kræsen. Han (hun?) placerer forbenene i madskålen og æder, til skålen er tom.

I dag stod rydning af stue og entre igen på programmet. De skal tømmes som madskålen. Det er næsten som at flytte, blot stuves det hele sammen i husets andre rum inklusive kælderen.

Det var et godt tidspunkt til at lave backup, så den startede jeg. Det sker for sjældent, fordi det tager lang tid, men med andre gøremål var tidspunktet perfekt.

Jeg smuttede hen til Vejgaard Tæppemontering for at aflevere en nøgle. De lægger tæpper på samme dag, som vi vender hjem om aftenen.

Jeg spurgte hvordan og hvorledes med betalingen. Han svarede, at det kunne vi ordne, når tæpperne var lagt – så havde jeg fået mit. Jeg kan godt lide forretninger, der behandler mig som kunde og ikke som en kassekredit.

Det samme med de vindueskarme som leveres i næste uge. Jeg har bestilt granitplader (efter mål) og betalt over nettet, men pengene trækkes først, når varen er leveret.

De ringede i går og angav et tidsrum på en time i næste uge, hvor fragtmanden kommer. Det synes jeg er fornemt – visse andre forretninger kender knap ugedagen for leveringen.

Ved Brugsens bager var der laaang kø. Der røg både kagemænd, pølsehorn og franske vafler over disken, før det blev min tur. Et filobrød og et ”Hav en god dag” for 26 kr.

I 2007 eksploderede prisen på brød sammen med verdensmarkedsprisen på korn, men selvom kornprisen er styrtdykket siden, er prisen på brød sjovt nok ikke fulgt med ned. For nogle varer er konkurrence en badestrand i Sibirien. De tager en vis legemsdel på os.

For to år siden kostede et brød 1 euro hos bageren i Platanos på Leros. Det er nok steget nu, for trojkaen har tvunget Grækenland til at hæve momsen, men mon ikke det stadig er overkommeligt for danskere?

Brød fra bageren i Platanos, Leros

Brød fra bageren i Platanos, Leros

Klokken 14 gad jeg ikke mere. Det allersidste ryddes i næste weekend. E-bogslæseren og kameraernes batterier blev ladet op i dag, snart står vores for tur.

Den hjemlige terrasse skiftes ud med en noget varmere, hvorfra der er udsigt til den gamle Johanitterborg højt over Platanos og Panteli. På Leros er der stadig sommer med lune aftner.

Vi tæller ned. Kali spera.

/Eric

16 thoughts on “Forberedelser til renovering og nedtælling til ferie

  1. Jørgen

    Efter denne ferie har I vel næsten et nyt hus. Eller mangler der en omgang til. Tillid – som fint beskrevet – er nu ikke det værste man kan opleve.
    Vi må bage flere brød selv.

    Svar
    1. Eric

      Ja, næsten. Der mangler lige ét værelse på førstesalen. Det kan ikke tages i denne omgang, fordi det er fyldt med møbler fra andre rum. Det planlægger vi at få lavet næste år, og SÅ kan vi læne os tilbage. 🙂

      Svar
  2. Inge

    Så lader I nok engang håndværkerne rumstere mens I slapper af i sydens sol. Det kræver god planlægning, men når det lykkes er det så smart.. 🙂
    God ferie.

    Svar
  3. Pia

    Jeg kan også godt lide, at man ikke betaler før man får varen, og sådan er det, og har det altid været her. Er det et meget stort entreprisearbejde eller byggeprojekt, der tager måneder, ser man dog at håndværkerne sender en a conto regning på udført arbejde.

    Svar
    1. Eric

      A contobeløb kan være helt rimelige – håndværkeren afholder jo udgifter, eller der kan gå lang tid. Ved normale varekøb foretrækker de fleste af os varen i hånden, før vi betaler, men i andre sammenhænge er det helt normalt at give sælger kredit i månedsvis – ved charterrejser fx.

      Svar
  4. Donald

    Jamen det er da så flot! Tænk, tænker jeg, tænk hvis jeg kunne rydde den ene halvdel af min stue over i den anden og få lagt nyt gulv! og repareret og malet vægge! Det ville være godt, det trænger efter 30 år.

    Jeg er vildt imponeret, ikke over ferien, eller over badestrande i Sibirien, men over at I har fået ryddet!

    Svar
    1. Eric

      Tak Donald, vi har det også godt med snart at være i mål. Det skal jo også på plads igen! Stuen er 9 x 4 meter, og lige nu runger den mindste lyd 😉

      Svar
  5. Farmer

    Jeg har vist været inde på det et par gange, men:
    Der er 400 g. hvedemel i et brød. Kornprisen udgør således ca. 46 øre pt., og var ved den højeste kornpris oppe på 72 øre.
    Allerede da jeg arbejdede med brødhvedeforsøg i 1980-erne var emballage- og reklameomkostningerne højere end kornværdien, og det er stort set kun gået een vej siden.

    Noget andet er så, at de rigtige bagerne -ikke “bagerbutikken” i brugsen- virkelig er trængte af præfabrikeret brød, som netop kæderne får nedfrosset fra brødfabrikker i Polen, og blot skal værdigbage.
    Smart måde at give duft i “bageriet” på.

    Svar
    1. Eric

      Skønt kornprisen kun udgør en lille del af brødprisen, var det ikke desto mindre den, man i sin tid brugte til at legitimere de voldsomme prisstigninger.
      Den med brødfabrikkerne i Polen havde jeg ikke hørt før. Jeg er dog ret sikker på, at kagemanden med “Tillykke Thomas” ikke var af polsk herkomst 😉

      Svar
    1. Eric

      Tillid fungerer 🙂
      E-bogslæserens batteri holder længe – en måned eller så, men det afhænger selvsagt af, hvor meget man bruger den. Og jo, mon ikke der løber noget i pennen?

      Svar
  6. Ellen

    Det, du skriver om forretningernes politik, flyttede vi ned til for et halvt år siden – det er skønt at opleve sådan en service. Da vi bestilte nye termoruder, var det pr. telefon, og han fremstillede ruder for en masse penge uden at have nogen som helst form for sikkerhed for, at vi kunne (eller ville) betale. Det samme gjaldt for tømreren, maleren og andre håndværkere, vi har været i kontakt med. Vi havde ingen byggegaranti, fordi vi ikke skulle låne penge, men alle stolede simpelthen på, at vi nok skulle betale.
    Det med ‘brødpolitikken’ har vi tit talt om her i huset – det var godt nok en kærkommen lejlighed for bagerne til at tjene flere gange mere på brødet end tidligere, man man sige.
    Hvor længe holder en e-bogslæsers batteri? Det lyder som om det er noget, du ikke gør særlig ofte.
    Jeg vil ønske jer en rigtig god tur, men vi hører vel fra dig igen, inden I rejser?

    Svar
  7. Stegemüller

    Godt du også lægger links ud i FB, for af en eller anden grund dukkede denne historie ikke op i min Sage Reader. Har du ændret på noget?

    Det er genialt, det I gør med at rejse væk, mens håndværkerne pukler. Det bliver jo næsten som at komme hjem til et helt nyt hus. Det lyder også som om, I er gode til at finde de rette steder at handle, nemlig steder hvor I får god service. Der er vist ikke mange, der er som tæppemanden, der gladeligt venter med betalingen, til leveringen er sket. Sådan burde det altid være.

    Hvor er den lille “pindgris” altså kær.

    Svar
    1. Eric

      Det er rart at slippe for at bo i rodet, og at arbejdet er færdigt, når vi kommer hjem.
      Jeg har ikke ændret noget ved mit feed, men om ny version af WordPress har lavet noget, skal jeg ikke kunne sige – jeg tror det ikke.
      Og ja, pindgrisen er et hyggeligt bekendtskab, og den er aldeles frygtløs.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.