Der er næppe en by eller flække i Italien uden et monument, en gade eller et piazza til ære for Garibaldi, men hvem var egentlig denne mand?
Klik for større billede
Mit kendskab til Garibaldi og Italiens rodede historie i det 19. århundrede var beskedent, men så faldt jeg over Garibaldis selvbiografi og blev fascineret af historien om hans eventyrlige liv.
Der er ikke mange, der som han har gjort en forskel i historien og vel at mærke helt uden egen vinding for øje – ikke for rigdom, ikke for magt, men for et ideal.
Den superkorte version er, at Garibaldi i spidsen for 1000 frivillige rødskjorter kom den sicilianske opstand til undsætning i 1860 og erobrede øen fra en knusende militær overmagt.
Hans hær af frivillige voksede, satte over Messinastrædet, bragte det despotiske kongedømme, Begge Sicilier, til fald og forenede Italien under Victor Emmanuel II (huset Savoy), som indtil da havde været konge af Piemonte og Sardinien.
Garibaldi beskrives som en beskeden mand, en filantrop, en poet af sind. Han havde en enorm karisma, blev tiljublet af sin samtid og forgudet af sine soldater. Der er skrevet bøger om hans liv, og her er kun plads til en appetitvækker.
De tidlige år og eksilet i Sydamerika
Giuseppe Garibaldi blev født i Nice i 1807. Faderen var sømand, og det blev Giuseppe også. I 1832 blev han kaptajn.
Italien var et kludetæppe af kongeriger, fyrstendømmer, pavestaten og (i nord) østrigsk besatte områder, og Garibaldi blev draget af ideerne om en forenet, italiensk republik.
Han blev medlem af et hemmeligt selskab ledet af Mazzini, og efter en forfejlet opstand i Piemonte i 1834 blev Garibaldi dømt til døden in absentia.
Ad omveje kom han til Sydamerika, hvor han og andre eksil-italienere kæmpede i revolutioner og borgerkrige, og hvor han i en periode var øverstkommanderende for Uruguays flåde.
Garibaldi skrev selv om disse år, da han var i eksil i New York i 1850-51 (link til gratis e-bog sidst i indlægget).
Forsvaret af Rom og fornyet eksil
Klik for større billede
1848 var revolutionernes år i Italien, og i 1849 deltog Garibaldi i forsvaret af den nyslåede, selvudråbte republik i pavestaten, men Frankrig (den senere Napoleon III) sendte tropper mod Rom for at forsvare pavestaten. Overmagten var for stor, og Garibaldi gik igen i eksil.
I 1854 vendte han tilbage til Genova, og med arven efter en bror købte han halvdelen af den lille, stenede ø Caprera nord for Sardinien og slog sig ned som bonde.
Piemonte og Sardinien var ét kongedømme under Victor Emmanuel II, og i 1859 ledede Garibaldi med held en frivillig enhed, Alpejægerne, i krigen mod Østrig og vandt stor popularitet.
Syditalien (fra pavestatens sydlige grænse) og Sicilien var på det tidspunkt kongeriget ”Begge Sicilier”. Det var en politistat af værste skuffe, hvor befolkningen blev udpint, og tusinder af politiske fanger rådnede op i fængsler under uhyrlige forhold.
Kongen var Francis II (bourboner), og hovedstæderne var Napoli og Palermo.
Garibaldi og de 1000
Liberale kræfter på Sicilien bad Garibaldi om at komme dem til undsætning, og det lovede han, under forudsætning af at de selv startede revolutionen. Han var da nået til en praktisk erkendelse af, at skulle Italien forenes, måtte det være under Victor Emmanuel II.
I maj 1860 sejlede han med lidt mere end 1000 dårligt bevæbnede frivillige ud fra Genova og gik i land i Marsala på Siciliens vestkyst.
Neapolitanernes militære overmagt var knusende, men deres general var uduelig, og med folkelig opstand lykkedes det rødskjorterne at erobre Palermo. Flere og bedre bevæbnede frivillige fra Norditalien stødte til, og snart havde de kontrol over øen.
Kongerigets krigsskibe og forterne på Calabriens kyst kontrollerede Messinastrædet, så Garibaldi søgte mod syd og udskibede nogle tusinde mand fra Giardini (nær Taormina), og landede ved daggry den 19. august i det sydlige Calabrien.
Giardini i dag. Taormina ligger i højderne til venstre i billedet.
Herfra gik det (undskyld udtrykket) slag i slag, og for at gøre en lang historie kort ”overrakte” han samme efterår kongeriget til Victor Emmanuel og trak sig tilbage til bondelivet på Caprera.
Den gamle kriger deltog i flere militære eventyr, men intet der kunne måle sig med foreningen af Italien.
Alle bidrager vel i større eller mindre grad til at ændre historien, men Garibaldi er en af de få, som virkelig gjorde en forskel.
Christian IV byggede ikke Rundetårn, det havde han folk til, og Garibaldi forenede heller ikke Italien; men uden ham var det ikke sket, da det skete. Det var Garibaldi alene, der på det tidspunkt kunne samle en hær af begejstrede frivillige og føre den til sejr.
Han inkarnerede sandt lederskab, og man kan fundere over, hvad der fik folk til at følge ham med den begejstring, de gjorde.
Karisma og militær succes spillede afgjort en rolle, men man skal ikke undervurdere Garibaldis integritet, at han var en rollemodel, man kunne beundre i en tid, hvor man (heller) ikke var ubekendt med korruption, nepotisme og magtsyge.
Han var ikke bleg for at tage teten i kugleregnen (og overlevede mirakuløst), han udstod strabadserne på lige fod med tropperne og søgte ikke vinding for sig selv.
I øvrigt fattede Garibaldi på sine gamle dage sympati for socialismen og gik ind for kvindernes frigørelse.
Han døde i juni 1882 i sit hjem på øen Caprera.
Historiens ironi?
Historiens ironi er, at Garibaldi med sin vision om Italiens forening måske blot blev den nyttige idiot, et redskab for Victor Emmanuel II’s royale ambitioner.
Kongen af Sardinien og Piemonte kunne af storpolitiske årsager ikke bare angribe det Bourbonske ”Begge Sicilier,” og så var det bekvemt med Garibaldis hær af frivillige, som han uofficielt kunne støtte og officielt fornægte.
Styret i Syditalien blev ifølge nogle kilder ikke mindre repressivt efter Italiens forening, og Sicilien hensank i værre armod end under Bourbonerne.
Men sejrherrerne skriver historien, og det ændrer ikke på, at Garibaldi var en af de helt store.
Gratis e-bøger:
- “The Life of General Garibaldi by Giuseppe Garibaldi”
- “Garibaldi’s defence of the Roman Republic” af George M. Trevelyan. Flere udgaver på https://archive.org/
- “Garibaldi And The Thousand” af George M. Trevelyan. Flere udgaver på https://archive.org/
- “Garibaldi and the making of Italy” af George M. Trevelyan. Flere udgaver på https://archive.org/
- Der er ikke læst ordentlig korrektur på de scannede udgaver, jeg har set på archive.org, men de kan læses alligevel.
- Et alternativt syn på foreningen af Italien: Best of Sicily
- Derudover er der masser af artikler på nettet, hvis man søger.
/Eric
Pingback: Giardini Naxos og Garibaldi
Tak for historien. Alle kender nok navnet Garibaldi og ved, at han har gjort et eller andet godt for Italien, men udover det var (også) mit kendskab til ham mere end perifert.
Jeg havde det på samme måde, og af mindesmærkerne i Italien havde jeg fået et indtryk, der vel kan beskrives som “operettehelt”. Virkeligheden viste sig at være en anden. Historie kan være fascinerende.
Tak for historien om Garibaldi. Det er meget længe siden jeg har beskæftiget mig med ham, men det er naturligvis en person man ender.
Du beskriver ham fint som en vaskeægte leder, en mand med stort format, og det er jo ikke så skidt at høre om sådanne, når man tænker på vore politikere der opgiver muskertereden om at rette sig efter Vederlagskommissionens anbefalinger. Må vi bede om bare lidt format.
Med tanke på netop vores tids ledere luner det med historien om en mand med integritet og format. Desværre er de få, og verden er en anden, men det giver en gnist af håb, at der har eksisteret personer som Garibaldi.