Helle har købt en sovesofa på nettet, og i går blev den samlet. Når man ikke er slangemenneske, kan det være besværligt.

Havde det så bare været sådan en størrelse …
Sofaen med chaiselong kom i tre kasser, og de to var meget tunge. Vi fik delene ud af emballagen og med møje slæbt dem op ad trappen til 1. sal, hvor sofaen skal stå i det nyrenoverede værelse.
Da jeg var ung, hjalp jeg ofte venner med at flytte, men blev jeg spurgt i dag, ville jeg sige pænt nej, medmindre jeg kan nøjes med at knappe øl op, heppe og fortælle røverhistorier.
Det var sådan set ikke svært at samle sovesofaen, det var blot nogle radbrækkende arbejdsstillinger, man skulle indtage, når bolte skulle skrues i huller, man ikke kunne se, og derefter spændes.
Engang kunne jeg sidde i lotusstilling uden smerter, men i dag kan jeg med 61 års dømmekraft sige, at min krop ikke er designet til at samle en sovesofa med chaiselong.
Et sovesofasamlekropsdesign har røntgensyn, kuglelejeled, en rygrad af skumgummi og en skiftenøgle implanteret i begge hænder.
Men nu er sofaen samlet. Den er noget af et skrummel, men den var billig, og man både sidder og ligger udmærket. Helle er tilfreds, og det er vigtigt.
Der er to spændskiver i overskud. Jeg ved godt nu, hvor de skulle have siddet, men det bliver ikke udbedret.
Det vil være en ubetydelig, skjult mangel, når vi engang sælger huset med sofaen som nagelfast inventar, og spændskiverne kan køber få som indflyttergave.
/Eric
Ikea-ting har vi absolut ingen kendskab til, men vi samler gerne ting selv. Jeg tager altid de akavede stillinger, og kravler ind der, hvor det er umuligt at komme til.
SlangePia 🙂
Hehe.. godt gået.. 🙂
For 2 år siden købte vi en tilsvarende sovesofa, heldigvis kunne vi lokke yngste søn og svigerdatter på middag og samle-sofa-projekt.. 🙂
Det var smart! Desværre kender jeg ingen egnede kandidater, som jeg kunne invitere, ellers ville jeg tage ideen til mig med kyshånd 🙂
Morsomt! Ja det er en udfordring at komme rundt om tingene når der skal samles, gøres rent, repareres. En moster sagde til mig, meget formanende: Husk nu at nyde at du er ung og rask!
Det er maaaange år siden.
Og mosteren havde ret 🙂
Kunne sofaen ikke placeres i forskellige positioner under samleporcessen så radbrækkeriet blev mindre udtalt? Min erfaring med at samle ting og sager er at jeg kommer til at svede. Det er anstrengende, men det lykkes. Dog med aktivering af en vis beundring af folk, der lever a at samle og sætte op.
Det kunne og blev den, og i øvrigt fik jeg det også varmt, så det er du ikke ene om.
Jeg kunne lære noget af din mand, jeg mener det med at “du gør det selv”. 🙂
Spøg til side. Vores sofa var heller ikke svær at samle sådan intellektuelt, problemet var de radbrækkende stillinger, man skulle indtage for at gøre det. Jeg hælder som Farmer til det præ-samlede, så man er fri for det besvær. Og emballagen alene fyldte en masse affaldssække.
Nu vil jeg jo ikke træde på nogle, endsige hoverer men……. Altså jeg er blevet ret god til det der samleri. I efteråret 2014, lige inden efterlønnens indtrædelse, besluttede jeg at der skulle nye køkken elementer ind i rønnen her. Min mand sagde blot, gør du bare det , men du gør det selv.
Så Ikea blev frekventeret og køkkenet blev afhentet i et utal af kasser. Systematisk er jeg ikke, men her var jeg klar over at jeg ikke skulle begynde at tænke selv, blot holde mig til “opskriften” Det blev sjovt. Ligefrem noget jeg så frem til efter arbejdstid. Jeg sprøjtede køkken elementer ud af ærmerne, de stod over det hele.
Min maand indvilligede i at hjælpe med opsætningen af elementerne da der var brug for en både over og under skabene. Det fungerer upåklageligt, jeg glædes over letløbende skuffer dagligt og lågerne lukker helt til.
Siden er der samlet sofa og klædeskab efter samme “opskrift” Lad være med at tænke selv, bare gør som der står. Ikea fører dog i de bedste og mest idiotsikre “opskrifter”
Kom ikke og sig at jeg vigter mig…..
Jeg beundrer dig virkelig. Dette med møbelsamling er en udfordring for krop og sjæl.
Seneste møbelkøb, – 2 trepersoners sofaer og 2 stole- blev købt som leveret, samlet og opstillet. Alt andet ville her i huset være en for stor udfordring for de stive kroppe og et mere end 38-årigt samliv 🙂
Du er en klog mand, Farmer, at købe forhåndssamlede og -opstillede møbler.
Fruen er glad, så er alle glade.
John har præsteret at samle en sovesofa, skille den ad igen 1½ år senere for så at gensamle den hernede i Den Stråtækte, så det kan skam sagtens lade sig gøre 😀
Men han bandede en lille smule …
“Sagtens”? Lad mig høre Johns version …
Jeg kender godt det med ikke længere at være slangemenneske. Da min seng skulle samles, måtte jeg have hjælp, og jeg forbandede Ikea langt væk. Men det lykkedes for dig. Flot klaret! Det går nok uden de spændskiver.
God søndag.
Vi var jo også to om det, men det kan godt være besværligt alligevel 😉