Den videre behandling og dagligdagen på kardiologisk afdeling, hvor man kompetent og af et godt hjerte hjælper dårlige hjerter.
Patienter på kardiologisk (hjerteafdelingen) har en femarmet blæksprutte på brystet. Armene samles i en aflang, firkantet krop, som trådløst sender data til overvågningscenteret.
Ved sekstiden om morgenen kommer en sygeplejerske rundt og måler blodtryk. Vi får et termometer, så vi selv kan tage temperaturen.
Nogle dage måles der blodtryk 2-3 gange mere. Blodprøver tages der også mange af. Daglige vejninger bruges til at vurdere effekten af den vanddrivende medicin, som næsten alle hjertepatienter får.
Kl. 07:50 er der morgenmadsbuffet på gangen, og de patienter, der er for svage, får bragt. Ved 9:30-tiden starter stuegangen.
Lægen forklarer mig, at mit hjertes pumpekraft er for lav, og at det i første omgang skal styrkes med medicin. Jeg er omtåget af søvnmangel og synes irrationelt, at jeg har det meget bedre. Jeg vil gerne hjem.
Lægen lytter tålmodig til mit ævl, og siger så, at de ikke vil slippe mig, før jeg kan sove liggende. Mine ankler og fødder er opsvulmede, og hun ordinerer noget vanddrivende oveni det hjertestyrkende.
Efter stuegangen kommer sygeplejersken med lidt sødt og lidt frugt. Det gør hun nogle gange om dagen – små, styrkende mellemmåltider. Lidt i 11 får jeg at vide, at jeg skal ned til røntgen.
Røntgen
Jeg tager selv elevatoren fra 6. til 1., melder mig og spørger, hvor jeg finder det nærmeste toilet. Den vanddrivende medicin gør sin virkning.
Knap er jeg kommet på toilettet, før jeg hører mit navn blive kaldt. Jeg kommer ind, og få minutter efter er min overkrop røntgenfotograferet.
Da jeg vender tilbage til 6. sal, venter lægen på gangen. Der er godt en liter væske i højre lungehinde og knap så meget i venstre. I hvert fald den højre skal drænes, og det skal ske på Røntgen.
Ventetid
Jeg venter og venter og venter. Jeg har det forfærdeligt, men det bliver ikke i dag, jeg kan få lagt dræn. Røntgen har travlt, og de må prioritere.
Jeg sidder i stolen, det eneste sted jeg kan få luft. Jeg prøver at hvile hovedet på en pude på bordet foran, men det fungerer kun kort, og jeg har pokkers ondt i ryggen.
Helle kommer, og skønt hun kun kan trøste, hjælper det på humøret. Jeg springer aftensmaden over.
Måske er det den hjertestyrkende medicin, der virker, for jeg får sovet lidt i sengen, da jeg kører den til næsten lodret og ligger på siden. Jeg ”drukner” ikke så ofte.
Lungedræn
Fredag formiddag køres jeg ned til Røntgen. En kvindelig læge smører mig ind i gel og skanner på kryds og tværs.
Stikket med lokalbedøvelsen gør ondt som bare pokker, men derefter mærker jeg intet. Drænet bliver lagt og føres til en plasticpose, som kan hænge i bukselinningen eller på sengekanten.
Nye patienter på stue 622
Patienter kommer og går. Fredag kommer T og P.
T er lastbilschauffør. Han har døjet med svimmelhed et par uger, og da han i morges skulle køre fra Støvring, var den helt gal, og han kom på hospitalet babu-babu. Diagnosen er hjerteflimmer.
T er solbrændt og tatoveret og har stort, hvidt hageskæg som en vædder. Han har et slagfærdigt frisprog, og det morer ham at få de yngre sygeplejersker til at rødme. Han får to nikotinplastre af de kraftige, men høster kun fnys, da han foreslår en bajer.
P er enlig pensionist. Han har længe døjet med for lidt luft og kan ikke ligge ned om natten. Det er blevet værre og værre.
Den sidste uge har han været ved lægen hver dag, mere og mere desperat, men lægen kiggede bare på tågede røntgenbilleder og vævede om undersøgelse for lungekræft.
P er den sagtmodige type, og det vidner om hans desperation, at han i dag sagde til lægen: ”Enten indlægger du mig nu, eller også sætter jeg mig ud på parkeringspladsen og ringer 112!”
Lægen fik ham indlagt, og på hospitalet tog det dem et kvarter at konstatere, at det var et hjerteproblem, og at kroppen var bristefærdig af vand.
P fik en indsprøjtning med noget vanddrivende, og før han nåede 6. sal, var han på toilettet 5 gange, og ankommet på stue 622 afleverer han yderligere 1,7 liter (vistnok), og SÅ kan han ligge ned og trække vejret samtidig.
Fra hans mund lyder en strøm af taksigelser, og så falder han i en udmattet søvn.
(Fortsættes)
/Eric
Pingback: Lægerne har sikkert ret, men jeg er bange
Jeg sidder her og smiler over din fine beskrivelse af T og P, og glæder mig på dine vegne over at det igen går den rigtige vej for dig.
Iført regionens rummelige underbukser er vi alle lige, og på en hospitalsstue kan man møde mennesker fra kredse eller sociale lag, man normalt ikke har kontakt med. Det er forfriskende.
En pudsig ting, som slog mig, var, at flertallet af patienterne på afdelingen talte med dialekt (altså jysk).
Det er smukt på sin egen måde. Jeg er forbavset over pensionisten P, – det fortæller du godt.
Jeg tror også, at P var forbavset over sig selv 🙂 Som sagt var han den sagtmodige type, og som jeg hørte hans historie genfortalt til nye besøgende, blev den ikke dårligere. Det er godt med nogle sejre.
Da vores C var et halvt år, blev jeg meget bange, da lægen sagde at hun havde hul i hjerteskillevæggen. Efter nogle år fik vi at vide, at hun kunne blive soldat, hvis det var det hun ønskede. Pyh, det lettede. Og med en mor der har vlrer hjertepatient i mange, mange år, kender jeg til en del til hjerteafdelingen her på øen, og den afdeling har vi også kun godt at sige om. Heldigvis er der stadig noget, der virker i systemet.
Fortsat god bedring til dig.
Tak Pia. Efter mit møde med kardiologisk i Aalborg er jeg fuld af beundring for det dygtige og dedikerede personale – de kan virkelig deres kram. Der kunne være ventetid, men som patient fornemmede jeg aldrig svigt i kvaliteten pga. travlhed eller stress – alle var søde og utroligt hjælpsomme.
Nu ser jeg frem til mødet med hjertesvigtsambulatoriet, og hvad de kan gøre for at hjælpe mig videre.
Tak for beretningen Eric. Det er en hård og ubehagelig oplevelse. Godt, at du er på vej mod bedring.
Velbekom Helle. Jeg valgte at skrive om det i den tro, at nogen måske kan bruge det til noget. Om ikke andet synes jeg, at P’s historie viser, at man kan være nødt til at tage sagen i egen hånd. Man skal stole på de signaler, kroppen sender, og ikke nødvendigvis andres fortolkning af samme.
Det er en god fortælling om dét, du har været igennem og god læsning for dem i lignende situationer. Så dejligt du fortæller. Og P’s læge vækker ikke anerkendelse – tænkt som læge at stå og væve om en diagnose på et ganske u-undersøgt grundlag – ikke imponerende. Desværre er man ofte ikke så ressourcestærk, når man er syg, men den sagtmodige P var stærk i situationen og fik en kompetent undersøgelse – det var godt gået.
P’s læge har ikke imponeret, men netop i det lys er P’s historie opmuntrende. P vil gerne skifte læge, men hvor går man hen i dag? – De fleste læger har lukket for tilgang af nye patienter, så det er ikke så ligetil.
Din beskrivelse af den tur fra 6. ned til 1. triggede mit PTSD-light. Den tur tog jeg rigtig mange gange, de fleste liggende og med ulideligt friske portører som motorer. Men sidste gang gik jeg selv, både ned og op igen, og jeg havde ovenikøbet en patient i rullestol, hun var vist blevet lidt glemt, med op igen. Så syntes de, at det var på tide, at jeg kom hjem en tur.
Du har også erfaret, at det er vigtigt at have sin bedre halvdel med, selv om h/n ikke har medicinsk embedseksamen, og i mit tilfælde selv om han ikke en gang var i stand til at kommunikere med personalet.
Jeg var rigtig glad for at have Helle med. Ikke kun til at stille spørgsmål, hjælpe med at huske eller hjælpe med praktiske ting, men mest af alt for hendes nærvær og støtte.
Det er noget af en omgang, du har været igennem – det er godt, at systemet, virker når det skal … det er åbenbart mere de praktiserende læger, det kniber lidt med (historien om P).
Er det et meget hurtigt sygdomsudviklingsforløb, eller har du tidsforkortet historien? Hvor lang tid gik der, fra du ‘druknede’ første gang, til du blev indlagt?
Og så ikke alt det pjat med at forlange at komme hjem – du kan være helt sikker på, at de slipper dig, så snart du er egnet til at blive sluppet – de er ikke interesseret i at beholde dig længere end nødvendigt 🙂
Pøjpøj og god bedring.
Forløbet kan virke kortere, når man læser mine indlæg. Jeg bestilte tid til den 29.8. hos min praktiserende læge og primært pga. de natlige vejrtrækningsproblemer, men også åndenød i almindelighed. Jeg troede, at det var et lungeproblem, og det var lægens fortjeneste, at opmærksomheden blev rettet mod hjertet, og han konsulterede specialisterne på kardiologisk.
Fra den første konsultation den 29.8. fik jeg det hurtigt meget værre, og da jeg blev indlagt den 7.9., var jeg helt ude i tovene.
Jeg kom hjem mandag aften, og omstændighederne vil fremgå af næste og sidste indlæg i denne serie. Jeg har det nu meget bedre, og i morgen vil jeg begynde at afprøve mine kræfter, så jeg kan få en fornemmelse af, hvornår jeg kan begynde på arbejde igen.