Husnavne

Gennem 25 år har jeg set dem masser af gange uden rigtig at se dem alligevel. Lidt ligesom det man først bemærker, når det er væk.

Husnavn

Det er husnavne, jeg tænker på – husnavnene i det ældre Vejgaard i og omkring Langgade.

Der er nok ikke så mange huse med navne, som der har været, men nogen er der da: Fortune, Home, Flid, Iris, Fruelund, Emelie anno 1913 og ikke at forglemme: Eros.

På nettet kan man finde mange flere eksempler – der er folk der samler på og har hjemmeside med husnavne.

I gamle dage havde gårde på landet navne, og ofte navne som havde noget med beliggenheden at gøre – fx Lindegaard eller et eller andet med holm. Så kunne man bedre finde dem.

Senere gav overklassen sine villaer navne, og det blev efterlignet af ejerne af mindre byhuse. Før husnumrenes tid var det også en praktisk ting.

I dag er det nok mest sommer-, fritids- og kolonihavehuse, der får navne.

Men ”Emelie anno 1913” er malet på for nylig. Det stod der i hvert fald ikke, da Google kørte forbi og tog billeder til Street View. Mon ikke også Fortune og Home er af nyere dato?

Der er noget nostalgi over husnavne, men de siger også noget om ejerne, som gav dem navnet.

Vores hus er fra 1947, og jeg synes ikke, det er hustypen, der skal have navn. Jeg ved heller ikke, hvad det skulle være.

Vi vandt ikke pengene i lotteriet, og ”Flid” ville få enhver, der ser forhaven, til at grine.

”Caissa”, som de fleste nok skal slå op, ville være for prætentiøst, men ”Stille!” kunne måske give folk noget at tænke over.

Afbestillingsforsikringen

Forleden var jeg ude med riven efter forsikringsselskaberne, så det må være på sin plads at skrive, at jeg i dag fik mail fra Europæiske, og at erstatningen for den aflyste rejse betales en af de nærmeste dage.

Det er okay.

/Eric

17 tanker om "Husnavne"

  1. Lene

    Hver gang jeg kører forbi huset Fløidenkik på Kong Christians alle, smiler jeg, fordi jeg første gang læste det som Fødeklinik. Det fandt jeg så ud af senere , at der faktisk havde ligget en fødeklinik der, og at den nuværende ejer blot havde byttet rundt på bogstaverne til det nuværende 🙂

    Svar
    1. Eric

      Jeg kan huske, da der var fødeklinik, og da huset fik det opfindsomme navn. Det er ved at være mange år siden. Dengang var huset rødt, men om det stadig er det, ved jeg ikke – det er år og dag siden, jeg sidst kom forbi.

      Svar
  2. Anette

    hus navne er så hyggelige

    et hus her heder Tårnhøj… hvis jeg husker rigtigt, noget med tårn, selv om det ikke har et rigtigt tårn, men sådan som taget er et sted kan jeg godt se det… lidt….

    hvis jeg købte et hus med en speciel historie eller særligt udsende/placering kunne jeg godt finde på at navn give det.

    Svar
  3. Ellen

    Sjovt med husnavne. Da jeg var lille, troede jeg, at huse skulle have et navn, så jeg brugte mange og lange stunder på at tænke over, hvilket navn jeg ville give mit hus, når jeg som voksen fik et.
    Jeres hus skal da hedde Helleric. Med tryk på første stavelse 🙂

    Svar
    1. Eric

      Jeg foretrækker nu “Stille!”, men det bliver ikke til noget.

      Du fandt vel frem til, at huset skulle hedde “Den stråtækte” 🙂

      Svar
  4. Karl

    Her i Ingstrup var der et hus der hed “Lars Jensens Minde”. Jeg har dog ikke truffet nogen der vidste hvem Lars Jensen var!
    Men det er vel det samme som med Arentsminde, hvem var Arent??

    Svar
    1. Eric

      Den Lars Jensen, jeg kender er sprællelevende, så ham er det næppe. Arent kan være både for- og efternavn.

      Svar
  5. Helle

    Minder om husnavne bringer mig tilbage til min barndom i Vejgaard, hvor vi boede i min farmors hus – der hed FRYD. Senere blev jeg gift med Peter og flyttede til hans hjem, der ikke havde et påmalet navn, men derimod en sjov historie. Huset er fra 1872 og er med på gamle postkort med “Motiver fra Bouet” – huset er kendt som “Hestens Hvile”. I gamle dage var huset en form for “traktørsted”, hvor man kunne fået lidt mad og drikke – og især hestene kunne få mad og drikke efter den lange tur fra landet – inden den sidste korte tur til Storstaden.

    Svar
    1. Eric

      Jeg er sikker på, at der er mange sjove historier som din – problemet i dag kan måske være at kende baggrunden for navnet.

      Svar
  6. Rasmine

    Emelie? Nå ja, det skulle såmænd ikke undre mig, om nogen på et tidspunkt har blandet Amelie og Emilie sammen og faktisk givet en stakkels pige det navn. Så var de da sikre på at give hende lidt besvær, hvis hun ikke skulle få det på anden vis.Er virkelig ingen huse i Vejgaard, der hedder Pax? Det forekommer mig, at det var det mest populære husnavn i min barndom – men jeg kom også temmelig sjældent i Vejgaard …

    Svar
    1. Eric

      Det skulle undre mig, om ikke der var et par Paxer i Vejgaard, men ikke lige i Langgade.

      En Googlesøgning på “emelie” giver over 11 mio. hits, så mon ikke det er mere almindeligt end som så 😉

      Svar
      1. Rasmine

        Der kan man bare se! Jeg havde aldrig set eller hørt det før og (ja, undskyld!) havde svært ved at tro, at Emelie skulle være så almindeligt. I alt fald ikke i Danmark. Her er, hvad jeg fandt:Emelie : Pigenavn, der blev givet til 8 danske piger i perioden fra 1985-1996. Ifølge Danmarks statistik var der 89 personer med navnet Emelie i Danmark pr 1. januar 2008.Det trøster mig lidt. Jeg blev jo helt bange for, at jeg nærmest var blind og døv 😉

        Svar
        1. Eric

          Hvem ved, måske var fruen i huset en af de otte? Eller måske var hun importeret, hvilket i dag er nærmest ulovligt?

          Svar
  7. Henny Stewart

    Vores hus har nu heller ikke noget navn. Næsten ligegyldigt hvad vi ville finde på, ville være et udtryk for helt upassende fine fornemmelser. Vi klarer os også fint med et nummer.

    Godt, at forsikringsselskabet kom til lommerne.

    Svar
    1. Eric

      Fine fornemmelser skal man vogte sig for – især i Vendsyssel 😉

      Og ja, de kom til lommerne, selvom jeg alligevel synes, at 3-4 uger er længe for noget, der burde være en formssag. Men alle virksomheder hæger om likviditeten.

      Svar

Skriv et svar til Helle Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *