Afbestillingsforsikring og en smut til Sæby

Man kan sige meget om forsikringsselskaber, men det ville være urimeligt at beskylde dem for hastværk, når de skal udbetale erstatninger.

Julestjerner på Tenerife

Vi har en rejseafbestillingsforsikring hos Europæiske, og det er snart tre uger siden, jeg sendte dem al dokumentation for Grækenlandsrejsen, der blev aflyst pga. sygdom.

Jeg modtog et autosvar som kvittering, men siden har jeg intet hørt fra dem, selvom sagen synes klokkeklar.

I min mail spurgte jeg også, hvordan og hvorledes med den vinterferie på Tenerife, vi har bestilt for længe siden, så det har jeg heller ikke fået svar på.

I dag betalte jeg så den sidste portion af billetprisen for Tenerifeturen. Det er sikkert for egen risiko, for forsikringen dækker næppe, hvis jeg bliver syg igen, da jeg jo er i behandling.

Den besked får jeg måske, når vi er vendt hjem fra ferien. Sidst jeg skulle have erstatning fra et forsikringsselskab, formåede de at trække sagen i flere måneder, selvom den var helt banal.

Men det var det multinationale Chartis, og jeg gør måske Europæiske blodig uret, det vil tiden vise.

Jeg er nu ikke bekymret for at blive syg igen. Jeg har det strålende, og man skal ikke blive handlingslammet, fordi der er en fjern risiko.

Sæby

Som en lille erstatningsferie har vi booket værelse på et lille hotel i Sæby nogle dage i oktober. Med den aflyste rejse har vi en masse ferie til gode, og hvis vi ikke kommer i gang med at få den brugt, bliver der panik før lukketid i april.

Nu er Sæby ikke Grækenland, men det er en hyggelig lille by. Helles forældre havde sommerhus lidt nord for byen, og der tilbragte hun sin barndoms ferier. Det er omtrent 30 år siden, vi var der sidst, og det skal blive sjovt med et gensyn.

Jeg tror ikke, at byen har ændret sig ret meget, men der er da kommet nogle restauranter til, som skal prøves, og i dag bemærker vi andre ting, end vi gjorde dengang for mange år siden.

/Eric

10 thoughts on “Afbestillingsforsikring og en smut til Sæby

  1. Lene

    God tur til Sæby, der arbejdede jeg som køkkenhjælp, rengøringshjælp på en af Københavns Lærerforenings feriekolonier to somre, da jeg var ung. Dengang var det mest stranden og bylivet, der trak ;-)Angående ferie i udlandet, så siger man at hvis man har været indlagt inden for de sidste to måneder før sin afrejse, så skal man kontakte SOS for at høre om man skal have tillægsforsikring. Det samme gælder så også for visse sygdomme uanset tidspunkt for indlæggelse, så jeg håber du snart hører fra dem, ellers så prøv SOS.

    Svar
    1. Eric

      Tak Lene, jeg er sikker på, at vi får nogle behagelige dage 🙂 Med hensyn til forsikringen, kommer jeg nok til at ringe til dem, men det er mest for afklaringens skyld. Er rejsen for egen risiko, får det være.

      Svar
  2. henrik mortensen

    Jeg vil nu hellere tage til Sæby, end jeg vil tage til Grækenland…

    Jeg har dog kun været en enkelt dag og da kun nogle få timer i Sæby og det endda i denne sommer. På en lille plads – eller i en stor gård – var der masser af fine malerier til salg. Og niveauet på disse var efter min mening langt højere, end det man ser på fx Læsø eller Bornholm. Og købte jeg da så noget? Nope, men jeg var fristet, dog var tanken om, at jeg skulle have ekstra bagage med toget hjem til København, det som dræbte disse tanker.

    God kamp i dysten mod forsikringsselskabets tidsrøvende manøvrer.

    Svar
    1. Eric

      Såvel Sæby som Grækenland har charme, men hvad angår vejret, vinder Grækenland på point i september/oktober. Ekstra bagage er en hæmsko, men det anede mig, at du samler på andet end bøger.

      Lad os se, hvad der sker med forsikringen. Skal jeg vente på mine tudser, er der sikkert stof til en historie.

      Svar
  3. Eric

    Ja, det burde være en formssag, men lad os nu se. Intet forhindrer mig i at rejse udenlands, men måske har vi ingen forsikringsdækning. Det havde H.C. Andersen heller ikke, og vi tager det roligt – livet stopper ikke pga. forsikringsbetingelser.

    Svar
  4. Ellen

    Det er slet ikke så tosset at ture lidt rundt i Danmark, når man nu ikke må tage til udlandet i et stykke tid – det kan jeg godt skrive under på 🙂
    Vi fik set en masse, vi nok ellers ikke havde fået taget os sammen til at se.
    Det burde være en ren formsag med den forsikring … håber ikke du skal til at bøvle med dem.

    Svar
  5. Stegemüller

    Sæby lyder rigtig dejligt. Jeg var der vistnok i 2005 i forbindelse med slægtsforskning. Vi traf en gæv gammel mand, som havde mod på at digitalisere alle gravstenene . Og han gjorde det skam færdigt. “Flot stykke arbejde Thorkild Søndergaard”..

    OK Sæby modsvarer ikke Grækenland, men der er meget at opleve og mærke i Sæby.

    God tur.

    Svar
    1. Eric

      Tak Hanne 🙂 Sæby er ikke Grækenland, men det er ikke afgørende for at have kvalitetstid sammen.

      Det var ellers noget af en opgave, han gav sig selv med at digitalisere alle gravstenene!

      Svar
  6. Henny Stewart

    Man hører ofte om forsikringsselskabers sendrægtighed. Selv har jeg to gange skullet have store udbetalinger, den ene gang fordi jeg fik kræft, og den anden gang fordi stormen Bodil fjernede mit tag. Begge gange faldt udbetalingerne pronto. Måske har jeg bare været heldig.

    Sæby er en hyggelig og idyllisk by. Det er bare med at få det ferie brugt inden den første maj. Det er jo en del af lønnen!

    Svar
    1. Eric

      Jeg er måske også lidt tidligt ude med mit forsikringsbrok, men i mine øjne burde det være en ekspeditionssag.

      Vi ser frem til nogle dage i Sæby – det er nemlig en hyggelig by.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *