Gennem 25 år har jeg set dem masser af gange uden rigtig at se dem alligevel. Lidt ligesom det man først bemærker, når det er væk.

Det er husnavne, jeg tænker på – husnavnene i det ældre Vejgaard i og omkring Langgade.
Der er nok ikke så mange huse med navne, som der har været, men nogen er der da: Fortune, Home, Flid, Iris, Fruelund, Emelie anno 1913 og ikke at forglemme: Eros.
På nettet kan man finde mange flere eksempler – der er folk der samler på og har hjemmeside med husnavne.
I gamle dage havde gårde på landet navne, og ofte navne som havde noget med beliggenheden at gøre – fx Lindegaard eller et eller andet med holm. Så kunne man bedre finde dem.
Senere gav overklassen sine villaer navne, og det blev efterlignet af ejerne af mindre byhuse. Før husnumrenes tid var det også en praktisk ting.
I dag er det nok mest sommer-, fritids- og kolonihavehuse, der får navne.
Men ”Emelie anno 1913” er malet på for nylig. Det stod der i hvert fald ikke, da Google kørte forbi og tog billeder til Street View. Mon ikke også Fortune og Home er af nyere dato?
Der er noget nostalgi over husnavne, men de siger også noget om ejerne, som gav dem navnet.
Vores hus er fra 1947, og jeg synes ikke, det er hustypen, der skal have navn. Jeg ved heller ikke, hvad det skulle være.
Vi vandt ikke pengene i lotteriet, og ”Flid” ville få enhver, der ser forhaven, til at grine.
”Caissa”, som de fleste nok skal slå op, ville være for prætentiøst, men ”Stille!” kunne måske give folk noget at tænke over.
Afbestillingsforsikringen
Forleden var jeg ude med riven efter forsikringsselskaberne, så det må være på sin plads at skrive, at jeg i dag fik mail fra Europæiske, og at erstatningen for den aflyste rejse betales en af de nærmeste dage.
Det er okay.
/Eric