Da jeg hørte, hvad jeg skulle betale for medicinen, kunne man have væltet mig med et solstrejf.
Førhen fik jeg stort set kun medicin i høfebersæsonen. Kiloprisen på det til næsen var højere end for guld, men doserne var meget små, og det var jo kun en gang om året.
Så startede hjertehalløjet, og jeg erfarede, at også anden medicin kan være rasende dyr.
Men så er det da godt, at den virker – den blodfortyndende får virkelig tegnebogen til at styrtbløde.
Det var vist 16-17 kroner pr. pille og knap 500 kr. for en pakke med fortynder. Og så gav skidtet bivirkninger. Det var nix pille, og man måtte skifte til et andet mærke, som ikke var billigere.
I går var jeg så på apoteket for at få noget af den anden medicin, jeg skal vænne mig til at tage.
På apoteket
Det starter fint: Knap har jeg trukket mit nummer, før jeg kan gå til skranken, hvor en ung kvinde smiler så sødt som sommersol.
Da hun har set, hvilke præparater jeg skal have, spørger hun:
”Skal jeg vælge de billigste? Det aktive stof er det samme.”
Jeg svarer:
”Det vil jeg da sætte stor pris på.”
vel vidende at det lyder som en dårlig vits, det med stor pris. Jeg stikker dankortet i malkemaskinen og ruster mig mentalt til chokket.
”26 tyve” siger den unge pige.
Jeg må have hørt forkert og be’r hende gentage.
”26 tyve”
Man kunne have væltet mig med et solstrejf. Jeg valgte at betale kontant og følte det næsten som pral, da jeg stak hende en halvtredser.
Forklaringen var dels, at disse tre slags medicin ikke kostede ret meget (i alt ca. 114 kr.), samt at jeg nu har købt for så meget, at jeg er berettiget til et klækkeligt tilskud.
Det klager jeg skam ikke over. Jeg har bare aldrig haft grund til at sætte mig ind i reglerne, så jeg blev noget overrasket.
Det får mig så til at tænke på, at nogen ikke har råd til at købe medicin for 935 kr., som udløser laveste tilskud på 50 %, endsige for 3325 kr. som udløser højeste tilskud på 85 %.
Valget kan stå mellem den medicin, man skal have, og mad på bordet til ungerne. Det er ikke rart at tænke på, men det har politikerne selvfølgelig gjort, og for nogen har det nok ikke været ikke rart.
Det kan absolut betale sig at være rask, men ganske som med arbejde er det ikke bare et valg, enhver kan træffe.
/Eric
det dejligt du nu kunne få det billigt.
men så trist med dem der er tvunget til at vælge mellem mad og medicin…. og måske mister bolig også.
ang tilbyde det billigste, så kan bindestofferne være noget andet, så ar du allergier kan du være tvunget til at tage det du kender (og håbe de ikke har ændret på den del af opskriften, for det må de uden varsel), så igen gør en sygdom at du ikke har et reelt valg.
når de nu skære så meget i pengene, så burde de da snart udlevere medicin gratis hvis man er på offentlig ydelser…
Det nye kontanthjælpsloft har barske konsekvenser for rigtig mange mennesker. Det første, vi får at se, er, at mange mister deres bolig. Konsekvenserne på længere sigt for de børn, der vokser op i fattigdom, ser vi først om flere år.
Ja og den konsekvens kan hvis vi uheldig blive hængende i generationer, det altid nemmer at falde end at rejse sig op.
Sikke mange gode kommentarer om priser og tilskud!! Jeg vil tage tråden op med journalisterne, pressen, vagthunden, den fjerde statsmagt, som skal gøre opmærksom på når noget går skævt. Det er kendte sager altsammen, men det drukner i informationsstrømmen: Medcinalfirmaerne skeler til forretningsmuligheder! (shock!) og de hidtil foretagne forsøg på at justere, så livsvigtig medicin kan fremstilles og sælges/bruges til forhindring af en verdensepidemi er lige så forretningsmæssigt forstyrrede som reguleringen af regler for kopimedicin.
Nyudvikling af medicin kan være kostbar, derfor har medicinalfirmaerne mulighed for at have patent i en årrække. Vi er vante til at tænke på at så burde man stats-støtte – for vi (min generation) er vokset op med en stat, som blev ledet af idealister og hvor tilllid mellem industri, folk og stat var stor. Men tilskud kan medføre problemer med uigennemsigtighed – man kan også snyde med tilskud og det er ikke sikkert at lederne kan lede lige så godt, hvis de tænker mere på tilskud end på at få succes på markedet.
Ja, der er noget jungle over det marked. Om der snydes med tilskud, eller om tilskud gør tingene uigennemsigtige, ved jeg ikke. Jeg tænker blot, at hvis der ikke var tilskud, ville en del af befolkningen ikke købe den medicin, de har brug for.
Det fremgår her, at egenbetalingen ændres hvert år:
http://www.a-apoteket.dk/693/medicintilskud
og jeg tog for et stykke tid siden kvitteringerne frem, da jeg mindes en egenbetaling førhen på ca. 800 kr. og lavere.
Så er det på plads 🙂
Det er længere siden end i nullerne – min mor døde i 2001, og da havde tilskudsordningen været sådan i mange år (hun havde fået medicin siden jeg var 16 år). Jeg husker ikke, hvem der indførte systemet, men under alle omstændigheder har der hverken været røde eller blå regeringer, der har fundet det nødvendigt at ændre på det.
Det er ikke altid, at kopimedicinen har den samme virkning; det har jeg hørt mange erfaringer om. Det aktive stof er godt nok det samme, men formuleringen (det hedder det altså) er forskellig, og dermed er hjælpestofferne ligeledes forskellige, hvorfor både virkning og bivirkning(er) kan opleves anderledes end ved den originale.
En søgning viser, at medicintilskuddet blev forringet under Nyrup-regeringen i efteråret 1998. Om det er forringet yderligere siden, ved jeg ikke.
Det lyder troligt, at kopimedicinen ikke altid virker som den originale, men den giver vist altid færre lommesmerter. Man må vel stole på, at medicinen har en dokumenteret virkning for at blive godkendt.
Både ja og nej. Originalen skal igennem hele møllen med toxikologitest plus tre kliniske afprøvninger, hvilket jo også er det, der koster pengene, og hvorfor medicinen er patentbeskyttet i en årrække for at give ‘opfinderen’ en chance for at tjene pengene hjem igen. Det koster mindst en milliard at sende et nyt produkt igennem systemet. Måske mere i dag – milliarden var i nullerne, og godkendelseskravene bliver stadigt reguleret.
Når det patent udløber, kan andre firmaer kopiere på livet løs – der skal ikke flere af de dyre test til, hvilket selvfølgelig er årsagen til, at det kun koster en brøkdel.
Tja, jeg husker snart ikke, hvornår systemet for alvor blev forringet, men skal vi ikke gætte på nullerne? Det kunne også sagttens være under Thornings og nødvendighedens nødvendighed, de var ikke meget bedre..
Det lyder som noget i retning af et rabatmærkesystem. Sindssygt, at systemet ikke tager medicin mere alvorligt.
Du vil så senere opleve, at medicinpriser kan svinge meget uden grund. Jeg får Simvastitin for kolesteroltallet – det har kostet op mod 800 kr for en pakke med 100 tabletter. Lige nu er det vist ca. 40 kr. – jeg er holdt op med at checke i detaljer – det koster hvad det koster. Andre ting kan også svinge – men det er det voldsomste jeg har oplevet. I “gamle” dage nåede jeg nemt de 85% – nu er jeg 10 måneder ude i tilskudsåret og har netop kvalificeret mig til 50% tilskud. Så når du opnår ret til mimrekort kan det være du stadig har råd til medicin.
Ja, det lyder virkelig sært, hvis det ikke har noget at gøre med kopimedicin, som Henny er inde på i ovenstående kommentar. Men skal ma ha’ det, må man betale ved Kasse 1, hvis man kan.
Det er ikke et godt system, især hvis man vitterligt ikke har råd.
Vi andre kan ryste på hovedet og vente på det højeste tilskud, men den luksus er ikke alle forundt. Og ja, det er sindssygt, hvad man kan spare på at vælge et kopiprodukt. Som jeg har forstået det, skal de altid tilbyde det, men jeg ved af personlig erfaring, at det ikke altid sker.
Jeg lytter til de erfarne og tror dem gerne. Min egen erfaring er endnu for beskeden, men dog stor nok, til at jeg undres …
Jeg har læst om mennesker under kontanthjælpsloftet, der også må vælge mellem mad og medicin. Andre beder om at få kredit på apoteket , mens andre beder om at tage det dyreste fra og går fra det.
Det er forstemmende. Er der ikke en journalist, der vil ringe rundt til landets apoteker og spørge til omfanget, som de oplever det?
De skal altid tilbyde den billigste løsning..
Jo det ville være fint at sætte en journalist til det. Det er sikkert dyrt, men så kunne man da ansætte et par studenter i stedet. Det er en god opgave for dem. Jeg vil gerne betale en halvtredser for at se de rå data, og ikke det der kommer ud efter en politisk talknusning.
Det kan kun være et spørgsmål om tid, før Berlingske, Jyllandspeteren eller Børsen gør det 🙂