Jeg fik lyst til at cykle en tur og kørte langs havnen til barndommens land i vestbyen, hvor meget i dag er anderledes.
Lysten til at støvsuge, pudse vinduer, slå græs og rense fortov er stor, men lysten til at cykle en tur vinder.
Det er ikke fordi vejret er specielt godt; faktisk er det gråt, blæsende og lidt koldt, men det er lørdag, og så må man tage til takke.
Ved Musikhuset drejer jeg ned mod havnen. Det meste af Nordkrafts ene kulsilo er væk, der står kun noget af muren tilbage med strittende armeringsjern. Det var på den silo, Aalborg Universitet havde en reklame: ”Learning seriously affects your brain”.
Elbjørn er nu restaurant
Langs hele havnefronten er der bygget meget nyt, og har man råd, kan man få fjordudsigt. Jeg passerer havnebadet og Elbjørn, hvor man kan spise, hvis man skal bryde isen.
Fra Aalborgs havnefront
Jeg stopper op ved jernbanebroen og ser den nye kulturbro nedefra. Den er vist mægtig populær, men hvordan sådan en smule balkon kan løbe op i 25 millioner kan undre.
På pladsen ved lystbådehavnen har sejlerfolket travlt med at klargøre skibene til sæsonen, og efter skudehavnen drejer jeg fra mod Skydebanevej.
Her ligger kirken på hjørnet. Jeg gik i børnehaven lige ved siden af, og da de gravede ud til kirken, var det et mægtigt hul. Et stykke nede blev jorden afløst af blåler.
Senere, i gymnasiet, gik jeg i klasse med præstens søn. Han blev præst for Ydre Mission eller sådan noget. To andre fra klassen blev sognepræster, men tro ikke af den grund, at det var en særligt from klasse.
Et stykke ude ad Mølhomsvej ligger kolonihaverne ”Norden,” som har taget navn efter cementfabrikken, der lå her for år tilbage. Kører man gennem kolonien, kan man komme ned til en sti, der løber langs Limfjorden.
Følger man den østpå, kommer man til en oplagsplads for vindmøllevinger og må dreje mod Mølholmsvej. På venstre side ligger Nordens gamle fabriksområde bag hegn, på højre et rensningsanlæg. Søerne er sikkert gamle lergrave, men det er et gæt.
Jeg passerer Racing Arena, som vi uopfindsomt kaldte ”travbanen”. Lidt efter drejer jeg til venstre ad en sti, som fører ned til fjorden. Stien er skærvebelagt og frister ikke til fart.
Kysten er sikret med store sten. Jeg sætter mig på en bænk, får en smøg og kigger over på Egholm. Det er mange år siden, jeg har været på Egholm – i starten af firserne vil jeg tro. Med et par venner cyklede vi en tur derovre.
Stien langs Limfjorden
En familie i barndommens opgang havde sommerhus på Egholm. En bette rønne, men det var deres paradis. Sønnen var på min alder, hed Kurt og var vist lidt svagelig.
Gad vide, hvad der blev af Kurt? Mange mennesker i ens fortid er som bøger, hvor man kun har læst en side eller to.
Der er for koldt på bænken, så jeg fortsætter, og stien slutter ved den nye marina. Det var her, tyskerne anlagde vandflyverplads, og i en gammel hangar er der forsvars- og garnisonsmuseum.
På fjorden er der nogle kajakker. Min far havde også kajak i sin ungdom, enhver sin lyst.
Min far på Limfjorden
Ved færgelejet for Egholmsfærgen må jeg dreje op til Skydebanevej. Tidligere fortsatte stien langs vandet, men nu bygges der, og byggepladsen er indhegnet.
Jeg drejer til højre ved Vesterkærets Skole. Her gik jeg i 1. og 2. klasse. Klasselæreren var et fjols, der ikke konkluderede, at noget måtte være galt, når jeg ikke kunne se, hvad der stod på tavlen.
Det var min søster, der indså, at jeg skulle have briller. Det var omkring den tid, hvor Kennedy blev skudt, og vi blev pålagt nogle minutters stilhed i skolegården, hvor flaget var på halv.
Til venstre ad Engtoftevej hvor vi boede i nr. 21 på første sal. Vi havde oliefyret kakkelovn i stuen, og om vinteren var der isblomster på ruderne.
Til venstre ad Ny Kastetvej. Her cyklede jeg engang uden hænder og vågnede op på hospitalet med hjernerystelse. Min første og eneste indlæggelse til jeg fik hjertebøvl i fjor.
Forbi svømmehallen Haraldslund og op ad Ryesgade til Helgolandsgade, hvor vi boede i otte år. På hjørnet lå dengang et bageri, og det vakte stor opstandelse i kvarteret, da bageren blev arresteret for bankrøveri.
Da vi flyttede hertil, kom jeg på Ryesgade Skole og fik en kvindelig klasselærer. Vi kaldte hende ”frøken,” selvom hun var gift. Det gjorde man dengang.
Vi boede her, da den undslupne, sorte panter blev skudt i en opgang i Svendsgade i 1971. Svendsgade er i nabolaget.
Det går rask nu, minderne har medvind, og jeg cykler hjem til Vejgaard og nutiden. Her har jeg boet i meget længere tid end i vestbyen, men barndomsminder er ligesom fæstnet med en stærkere lim.
Dette har intet med ud i det grå at gøre, men lige for lidt siden har jeg sat en lammekølle efter dine anvisninger i ovnen med en sjat Grüner Veltliner. Det er ikke fordi det er påske, men fordi det faldt sig for. Glæder mig til smage køllen – med bouillonkartofler til.
Tak for gode opskrifter i tidens løb.
Bon appetit! Pudsigt nok har jeg lige marineret en udbenet lammekølle, som i dag skal steges rosa (forandring fryder) 🙂
Jeg måtte godkende din kommentar, fordi den var mærket som spam af Akismet. Det kan du evt. undgå ved at skrive en anden e-mailadresse.
Og jeg må kombinere de forriges kommentarer: For det første, du er virkelig god med ord, og jeg er imponeret over din evne til at huske tilbage. For det andet, så er jeg da glad for,at Ellen tænkte det samme som mig, da jeg læste de første linjer 🙂 For det tredje har jeg oplevet det samme som Jan, at man faldt tilbage til fordums betragtninger af hinanden, og det gør, at jeg ikke har lyst til reunions eller at blive \”venner\” med gamle skolekammerater på facebook – jeg er så heller ikke på facebook, faktisk af samme grund 😉
Tak Lene. Der er ikke grund til at blive imponeret af mine huskeevner, jeg skriver jo kun om det, jeg kan huske og ikke om alt det, jeg har glemt 😉 Fx er jeg et fjols til at huske navne, selvom jeg kan spille blindskak – hukommelse kan være særdeles selektiv.
De få gange jeg har mødt tidligere skolevenner, har det været hyggeligt, og det var interessant at høre, hvordan det var gået dem senere i livet. De fleste er i dag spredt for alle vinde …
Hvilken prægtig overspringshandling der kom ud af at lysten til hjemlige sysler nok var stor, men ikke stor nok til handling.
Det er så dejligt at blive taget med på en sådan tur. Man mærker når der dvæles, man mærker når det går så raskt omkring et hjørne at elcyklen lægger sig i en vinkel på 45 grader og du bliver 9 år igen.
Det var åbenbart ret hovedløst at cykle uden hænder i sin tid …
Med elcyklen er der kortere fra tanke til handling, når turlysten kommer over én.
Det hovedløse ved styrtet var bl.a. at cykle uden hænder, når der var is og sne. Børn er ikke gode til risikovurdering og tager heller ikke risikoen så alvorligt, hvis de ser, at den er der.
For det første tror jeg, at du lyver: “Lysten til at støvsuge, pudse vinduer, slå græs og rense fortov er stor”
Den tror jeg simpelthen bare ikke på kan være rigtigt (det med ‘er stor’), når man har fulgt dig og din blog over en periode, og jeg tror heller ikke der skal specielt meget til at overdøve den trang 🙂
For det andet er det tarveligt at skrive et indlæg, hvor hvert enkelt afsnit kræver en selvstændig kommentar. Christian sagde lidt det samme, og jeg er helt enig … men du kan jo også noget med ord 🙂
Jeg må træne selvironien noget bedre 😉
så hyggelig læsning.
Dejligt med så gode minder.
Man skal dvæle ved de gode minder og ikke tvære i de dårlige.
Herligt med barndomserindringer 🙂
Det her med gamle skole-/barndomskammerater er noget sjovt noget. Ofte er det desværre sådan, at ved sådanne “skole-reunions”, at lidt efter man er samlet, så falder folk ind i deres gamle rammer…altså…i den gamle hakke-orden, de gamle kliker, de samme gamle kliche’er….faktisk ret sørgmodigt, synes jeg.
Det er sjovt, det er lidt à la det Christian skrev i en tidligere kommentar. Jeg har kun været til to gensynssammenkomster, og der oplevede jeg det ikke. Men der er jo nok noget “kobbel-psykologi” i det.
Herlig skildring, Eric! Ikke mindst den med at bryde isen på isbryderen er sjov. 🙂 Og den med, at mange mennesker i ens fortid er som bøger, hvor man kun har læst en side eller to. Du skriver hver eneste sætning med en sådan omhu, at det burde være muligt at give stjerner for hver enkelt! 🙂
Hvad angår det med mennesker i ens fortid, har jeg desværre – efter at have set for eksempel gamle skolekammerater for første gang i flere årtier – oplevet, at nogle af dem mentalt faktisk ikke rigtigt var kommet videre, end dengang vi omgikkes som helt unge. Trist!
Tak Christian, det var pænt sagt, du har altid været en gentleman.
Det med fx gamle skolekammerater er meget blandet, synes jeg. De fleste har ændret sig, men man genkender alligevel personligheden og de små træk, man husker, når man ser dem.
Jeg mener hvert et ord, og jeg synes bestemt, du bør overveje at udsende alle disse fine erindringer samlet i bogform, når tiden engang føles moden.
Du fortæller så dejligt “Down meomory lane”, at jeg kan blive helt misundelig på at det, du har samlet sammen. Det er kun herligt!
Det man husker fra skoletiden – i sær de små klasser- er med til at forme dem, som vi er nu. Pudsig tanke egentlig…
Du skal være rigtig glad for, at du kan tage cyklen og køre igennem barndommens landskab (down memory lane).. Det er vi ikke så mange, der kan.
Tak Hanne. Man bliver lidt sentimental med årene, og så er det nemlig dejligt at kunne besøge barndommens gader.