Ablationen, som jeg skrev om i forrige indlæg, blev gennemført som planlagt. Det var smertefuldt, men nu er det overstået.
Jeg kom på operationsbordet ved 11-tiden. Før de punkterede mig, spurgte lægen: ”Er du nervøs?”
Det spørgsmål gav ikke psykologisk topkarakter, men jeg var lige blevet dopet med morfin og missede måske en nuance.
Ellers skal jeg spare jer for detaljerne og blot sige, at det trods lokalbedøvelse i lysken gjorde ondt som bare pokker, da de gik ind med katetrene i begge sider, og selvom jeg var i morfindøs, gjorde det hamrende ondt, når de brændte i hjertets forkammer.
Det krævede al min selvkontrol at ligge stille, men heldigvis holdt de omgående pause, når jeg bad om det. Det var en ”rodbehandling”, som ikke skal gentages!
Med forberedelser og afsluttende standsning af blødning fra lysken lå jeg ca. 1½ time på operationsbordet.
Derefter skulle jeg ligge helt fladt i godt tre timer uden at løfte hovedet, og kl. 19 blev jeg løsladt, da sygeplejersken var rimeligt sikker på, at sårene var stabile.
Her, dagen efter, giver det af og til et sting i hjertet, og jeg er øm i lysken – det spænder. Jeg kan tøffe rundt som en gammel mand med små, slæbende skridt, og at tørre sig bagi er en atletisk bedrift.
Det positive er så, at lægen, der forestod operationen, mente, at jeg formentlig kan blive helt fri for hjertemedicin om en tid; det vil senere kontrol hos egen læge afgøre.
Personalet på hjerteafdelingen i Aalborg fortjener stor ros. De er dygtige, og patienterne får en omsorgsfuld behandling. Ethvert spørgsmål besvares tålmodigt.
Også ros til taxichaufføren der blev bedt om at køre engleblidt og virkelig gjorde det; han forvandlede sin højre fod og hjulene til vattamponer.
/Eric
Relateret:
Oh sikken en taxi-chauffeur! Forvandlede hjulene til vat-tamponer! 🙂
God bedring, det lyder som om du allerede er på rette vej.
Tak, jeg er jo ikke syg, men skal bare vokse sammen 🙂
Sygehuset er virkelig heller ikke mit yndlingssted. Men det er vel godt, at de er der, når nu det skal være. Sådan at blive rodet og raget med, mens man er ved fuld bevidsthed er noget l*rt. Det nægter jeg at være med til, nogensinde, igen. Men man kan vel ikke få lov at sove sig igennem den procedure, du har været udsat for?
Rigtig god bedring!
Man kan i hvert fald ikke få lov i Aalborg, jeg prøvede til det sidste. Tak for den gode bedring, men jeg skal sådan set bare vokse sammen i hver side og blive en voksen igen, jeg er ikke syg i gængs forstand, men er bare øm med sjov hudfarve.
Jaja, Eric, nu kan du da prale med at være en oplevelse rigere, som formentlig ikke mange har. Der er så nok heller ikke mange, der er grønne af misundelse over lige netop det der, men godt – og helt utroligt – hvis du kan blive helt medicinfri.
Jeg kondolerer – igen – med din mor. Det er altid trist at miste, og lidt underligt selv at blive den, der nu er den næste i rækken, men det er ikke nogen tragedie, når man er så gammel som din mor blev – og oven i købet led til sidst.
Hvis man ikke kan gøre andre misundelige, tjener det intet formål at prale 😉 Jeg har læst i dag, at flagren efter ablation kan afløses af flimmer, og så giver det ikke mening at stoppe med den blodfortyndende. Men hvis det ikke indtræffer efter en rum tid, er der vel ikke mere argumenter for medicinen, for så kunne man jo sætte hele befolkningen på de vildt dyre piller (> 2000 for en pakke med 168 – dér røg skattelettelserne!).
Tak for kondolencen, jeg er ganske enig med dig.
Ja, det var godt for mor. Hun kunne ikke give slip, selvom livet var en pine.
Jeg skal ikke kloge mig på faglige uenigheder uden for cementens verden, men ud over smerten ved indgrebet, følte jeg også et intenst psykisk ubehag ved at “være til stede”.
Det er ikke altid rart at vågne op efter narkose, men efter operationen havde jeg også en slags tømmermænd af morfinen, eller hvad de ellers gav mig. Morfinen gav mig ukontrollable rystelser efter et par minutter, som var der -20°. Heldigvis forsvandt de, da de supplerede med noget beroligende.
Det er vemodigt,men godt for din mor at få lov til at dø.
Godt din ablation gik godt, men det lyder godt nok som en slem omgang. Jeg tror du har ret i at der kan være faglig uenighed, og så skyldes det nok at begge måder i studier er lige gode.. Jeg har netop været til undervisning i trombektomi (fjernelse af blodprop i hjernen med kateter ført via lyskeblodåren. Her sagde lægen også at hun ville have det i generel anæstesi, fordi det gjorde ondt, når man trak blodproppen ud. Andre steder gør de det i lokal bedøvelse.
Så kunne din mor ikke være med længere. Jeg kondolerer. Mon ikke sorgens følelse særligt vil være præget af vemod. Hun var jo gammel og det måtte ske på et tidspunkt.
Godt at høre at operationen gik godt, men noget særpræget forekommer det at høre, at man -af den ene eller anden grund – vælger at genere patienten så meget som tilfældet var. Det lyder ikke som det var en fornøjelse at være deltager. Fremgangsmåden forekommer kun at være begrundet, hvis der var risiko for et dårligere resultat ved fuld narkose. Er der mon et svar at finde et sted?
God bedring.
Tak Jørgen, jeg mener helt alvorligt, at døden kom som en befrielse for mor. Hun frygtede den instinktivt, men sagde på det sidste ofte, at det ikke var et liv mere.
Min operation var særdeles ubehagelig, fordi den var så smertefuld. Læge og sygeplejersker agerede dog hurtigt og – var mit indtryk – særdeles professionelt.
Jeg gav i starten udtryk for, at jeg klart foretrak fuld narkose, men det blev afvist på en måde, så jeg kun kunne opfatte det som værende mere risikabelt.
Jeg vil dog mene, at der er en betydelig risiko for, at nogen spjætter som refleks, når brystet pludselig rammes af indre “stikflammer”, og så kan noget gå galt. Jeg har set, at nogle hospitaler tilbyder fuld narkose, så der er sikkert faglig uenighed om spørgsmålet, og så er det vel den regerende overlæge, der bestemmer – er mit gæt.
Dejligt at Ablationen er overstået. Mærkeligt så forskelligt, den samme operation kan være. Jeg mærkede sådan set intet, da jeg blev ablateret . Om man er mere følsom i forkamrerne end i det Hiskebundt. Måske. Dejligt at det lykkedes med det samme og tænk hvis du kan blive medicinfri. Men blodfortyndende slipper du vel ikke for på noget tidspunkt ?
Kondolerer med din mor, trist selv om hun var en gammel dame. Det er jo ens mor og selv om man er ved at være lidt voksen, så er man pludselig forældreløs. Noget af ens historie slutter.
God bedring. Nyd at du er nød til at holde dig lidt i ro.
Til Stegemuller¨: Man skærer ikke noget videre, et lille hul i lysken, hvor fra men foretager operationen. Der skæres ikke i hjertet som sådan. Det er ikke voldsomt.
Ja, det er i sandhed godt, at det er overstået. Selvom jeg var svimmel af morfin, har jeg aldrig oplevet så stærke smerter, så der må være forskel på, hvor de brænder henne. Da lægen sagde det med medicinen, spurgte jeg vantro, om det også gjaldt det blodfortyndende, og det bekræftede hun, men det hænger på en senere vurdering.
Ja, vel er det trist med mor, men det var også en befrielse – hun led.
Pyh ha… Det må sørme have gjort afsindigt ond, men du formåede at ligge musestille det til trods! Det er godt klaret. Det må være helt surrealistisk,at kunne se, mærke og høre når de skærer i ens hjerte.
Der er vel egl. ikke noget at sige til, at du i dag trisser rundt som en gammel mand. Det er godt, der er overstået! Der er vel også nogen, der har brug for dig i forbindelse med din mors død?
Det gjorde meget mere ondt, end jeg havde forestillet mig – det var ikke beskrevet realistisk i det skriftlige materiale! Og ja, jeg trisser. Dels gør det ondt, hvis man ikke trisser, dels skal man passe på, at sårene ikke springer op.
Min søster og svoger har klaret det praktiske med læge (dødsattest), bedemand m.m. Så kan jeg klare sådan noget som afmelding og opsigelse af det ene og andet fra lænestolen. Mor døde søndag eftermiddag, og jeg ville ikke aflyse operationen med så kort varsel. Det ville også være uoverskueligt – hvornår kunne det så blive?