Hvad man kan få en torsdag til at gå med i Siracusa på Sicilien.
Med kufferten forsvandt også min skuldertaske. Den har trofast transporteret mit pibetøj gennem mange år, men siden ankomsten til Sicilien har jeg måttet bruge en plastikpose.
Det har optaget en hånd og er ikke ideelt. Vi går derfor på markedet, hvor der er en stand med alskens tasker.
Skolebørn i Via Roma
Forinden smutter vi dog lige indenom Colors of Benetton på modestrøget, for at se om de har en pullover. Det har de, men farverne skriger og vil sikkert give hovedpine.
Standen på markedet har adskillige skuldertasker, men jeg er ikke tilfreds og hader i øvrigt at prutte om prisen, som sikkert er for høj. På mit forslag går vi derfor over broen til fastlandet.
Trafikken er heftig og osende, og undervejs må vi vente, mens et par lastbiler med kran løfter store ting ned på fortovet. De, der tager imod, kæmper, for at det ikke skal vælte, og det ser lidt farligt ud. Vi slipper forbi i en pause.
Minsandten om ikke der er en forretning, som sælger skuldertasker, og en af dem er perfekt i størrelsen.
Kvaliteten kunne være bedre, men hvad kan man forvente for 7 €? Der er også nogle pullovers, men de er i 100 % kunststof.
På vej tilbage gør vi holdt ved en lille tøjbutik, hvor der ligger en strikket pullover i vinduet. Vi går ind, og en meget gammel dame siger ”Buon giorno”. Hun er lille og krum og har stort hennahår, som blegner ved rødderne.
Jeg forklarer på hakkende italiensk, at jeg søger en pullover, og hun vækker den mindst lige så gamle mand af dvalen bag skranken.
Med besvær kommer han op at stå og krabber sig hen til en reol bagerst i lokalet. Med endnu større besvær får han bøjet sig ned, så han kan fiske nogle trøjer frem fra en af de lavere hylder.
En af dem går an. Jeg spørger lidt dumt, om de tager VISA, og betaler så kontant. Derefter går vi hjem til frokost og siesta.
Ved femtiden går jeg hen til den lille købmand, og på vejen bestiller jeg bord på den franske bistro, Le Vin de L’assassin, som vi kalder ”vinmorderen”.
Aften
Aftenturen går ad Via Roma, Via Cavour, langs havnen og forbi Fonte Aretusa, før vi slår os ned på en café på Lungomare Alfeo og får aperitif til solnedgangen.
Piazza Minerva. Fra aftenturen.
Jeg har skiftet til min nyindkøbte, italienske designerskjorte og de lyse bukser, som var i Helles kuffert. Jeg føler mig præsentabel.
Det summer med forskellige sprog. De fleste turister er franskmænd og amerikanere, der er nogle få tyskere, mens man kun sjældent hører dansk.
I går var der pålandsvind og lidt koldt, i dag er lunere, og nogle piger svanser forbi i shorts.
Kl. 20 er vi på den franske bistro, hvor betjeningen og maden er udsøgt. Helle får forårsruller med gedeost til forret, mens jeg får råmarineret laks.
Til hovedret får vi langtidsstegt lammeskank med kartofler og salat. Den sicilianske rødvin er tjenerens anbefaling, og han bliver glad, da jeg roser hans valg. Det er rigtig godt, men levner ikke plads til dessert.
På et tidspunkt går jeg ud for at ryge. Jeg tager et billede af bistroens facade. I det samme kommer et japansk par forbi. De kigger, for at se hvad jeg fotograferer, og tager så lige et par fotos, inden de går videre. Det kunne jo være en Siciliansk seværdighed.
Vi slutter af med kaffe og limoncello. Prisen er næsten det dobbelte af, hvad vi normalt betaler på Osteria Mariano, men så får man også kassebon, som sandsynliggør, at beløbet opgives til skattevæsenet.
/Eric
Det er godt at have gøremål sådan en torsdag i Siracusa!
Ja, men har man ikke, går det såmænd alligevel 😉
Det er et vigtigt gøremål at sidde på terrassen og løse div. opgaver og tænke store tanker.
Så glimrende sagt 😉
Dit svar til Pia giver udtryk for min største skræk for at miste en kuffert, for jeg har altid gaver med til børnebørnene. Når vi er i England, forstås … men naturligvis også, hvis vi besøger folk andre steder på kloden, hvad vi har gjort nogle gange. Tøj og sko kan man trods alt forholdsvis let købe de fleste steder, men gaver er altid noget særligt og ikke sådan lige at erstatte.
Nemlig. Selvom det er træls at skulle købe tøj på destinationen (jaja, jeg ved godt, at det er herligt for nogen!), er det med gaven det værste. Det er en bog, som forfatteren har dedikeret til vores ven, og det er helt umuligt at fare ud og købe en erstatningsgave, der matcher.
Thi hi.. Jeg kender til tøj, man bliver kvalt i , og mange andre ulemper, men ikke lige den, der giver hovedpine 🙂
Jeg kender et par, der for flere år siden, var på Secilien, og også mistede en kuffert. Den kom med taxa efter 14 dage fra hjemkomsten til Danmark. Man kan håbe du er lige så heldig, selvom det nok er nu, du har allermest brug for indholdet. Godt I nyder ferien alligevel.
Tro mig, de pullovers krævede solbriller 😉
Jeg er ikke helt uden håb for kufferten. Måske er kurertjenesten blot nogle amatører, måske kan jeg hente den i lufthavnen, måske kan den blive bragt til vores næste destination. Håbet er lysegrønt, men som du siger, er det nu, jeg har brug for indholdet. Ét er værdien, det værste er næsten den gave, jeg har med til en ven.
Hvor er det bare træls med den kuffert, men du tager det godt nok meget roligt 🙂
Hyggeligt at være med på jeres ture og I forstår da at nyde ferien.
Det med kufferten har fyldt en del, men det nytter jo ikke at hidse sig op. Og ja, vi nyder det. Vejret er mere ustadigt end sidste år, men det meste af tiden er det godt og solrigt, og uanset hvor man vender blikket, er der noget at se på, der ikke er som hjemme.
“Med kufferten forsvandt også min skuldertaske. Den har trofast transporteret mit pibetøj gennem mange år”… Så er det jo, at jeg ikke kan lade være med at tænke på, om der så også – om jeg så må sige – røg et par piber ved den lejlighed?! 😉
Nej, heldigvis. Piber og tobak var i min håndbagage 🙂
Det var godt. Ellers havde piben jo nok også fået en anden lyd… 😉 (undskyld, jeg kunne ikke lade være…)
Nej, det kunne du vil ikke 😉