Kufferten som forsvandt

Mandag formiddag fik jeg besked om, at kufferten var kommet til Catanias lufthavn, og at kurerfirmaet ville kontakte mig snarest.

Lungomare Alfeo

Som nævnt i forrige indlæg var min kuffert ikke med, da vi landede i Catania lørdag, så det gav ro på at høre, at de normalt ville levere mindre end 24 timer efter.

Tirsdag middag havde jeg imidlertid ikke hørt en lyd, så jeg ringede til Lost & Found i Catanias lufthavn. En maskine svarede, og da jeg oplyste referencenummeret, fik jeg at vide, at sagen var afsluttet, ”Farvel”.

Jeg sendte en e-mail til Lost & Found. De svarede efter et par timer:

”We just called the courier, they are delivering in a few hours.”

Det gjorde de måske, men ikke til mig. Nu svarer Lost & Found ikke på mine e-mails, og jeg kan ikke kontakte dem på nogen måde.

Jeg kan se på TripAdvisor, at der er mange dårlige oplevelser med forsinket bagage i Catania, og det skulle ikke undre mig spor, om det er organiseret svindel; vi er jo på Sicilien.

Kufferten er god, men synligt berejst. Indholdet har ikke megen værdi for andre end mig, så det kan dårligt være berigelseskriminalitet.

Mere nærliggende er, at kurerfirmaet fx smider kufferten på lossepladsen og sparer udgiften til at bringe den til Siracusa.

Jeg håber, den dukker op, men tror ikke længere på det. Den naturlige reaktion i Danmark ville være at melde tyveriet til politiet, men det kan være anderledes her, og vores værtinde ved sikkert, om den slags anmeldelser bare arkiveres lodret. Jeg vil spørge hende til råds om et par dage.

Affæren lagde en grå sky over de første feriedage. Kufferten og det manglende tøj fyldte i bevidstheden som en kartoffel, man ikke kan synke, og vi bevægede os ikke for langt væk, for hvis de nu ringede …

Men nu er jeg ved at lægge det bag mig.

Ferielivet

Vi har dog nydt det alligevel. Vi går ture i den gamle by og langs vandet. Vi besøger det sprudlende marked dagligt, og vi nyder en aperitif til solnedgangspriser på Lungomare Alfeo, før vi går ud at spise.

Aperitivo

Vi spiser gerne på Osteria Mariano i gyden rundt om hjørnet, hvor maden er god, og hvor vi bliver forkælet.

I går besøgte vi Artemision, som er rester af et græsk Artemistempel under Piazza Minerva ved domkirken. I samme udgravning finder man resterne af en krypt, som var i den nu nedrakte kirke, San Sebastionello.

Jeg troede først at stenstolene med hul i sædet var gamle lokummer, men sandheden er mere makaber, nemlig ”den dobbelte død”.

Putridarium

Når en af brødrene døde, skulle hans sjæl guides fra det jordlige til det hinsides, og hans døde krop blev sat i en af stolene, hvor den rådnede op. Kropsvæskerne blev opsamlet i en beholder under sædet, derfor hullet.

Vi så noget lignende, da vi besøgte Castello Aragonese på øen Ischia, og vil du vide mere, kan du søge på putridarium.

Lige nu slapper vi bare af i lejligheden efter en spadseretur til fastlandet, hvor jeg købte en skuldertaske til erstatning for den gamle, som var i den forsvundne kuffert. Siden vi kom, har jeg transporteret pibetøjet i en plasticpose, det er slut nu.

Jeg købte også en pullover i en forretning, hvor indehaverne ikke var en dag under 80. Han kunne knap gå endsige bøje sig, og hun var lille og krum med fantastisk hennahår.

Planer? Jo, jeg overvejer en siesta efter frokosten.

/Eric

9 tanker om "Kufferten som forsvandt"

  1. Stegemüller

    Åh for f…… da med den kuffert! Men nu hvor du har givet op, har du gjort det rigtige: givet op. Din ferie skal ikke ødelægges af en kuffert på afveje.

    Svar
  2. Jørgen

    Det gode råd til næste gang må at tage alt tøjet på og et par sko i håndbagagen. Så skulle problemet med svindlerne være løst. Håber du tabet passende kompenseret.
    Det var en noget særpræget tradition med de religiøse retualer.

    Svar
    1. Eric

      Hej Rasmine
      Jeg overså indtil i dag, at dine kommentarer lå til godkendelse. Af en eller anden grund er din emailadresse blevet “stemplet”, så spamfilteret går i aktion. Derfor bliver du bedt om at bekræfte, at du ikke er en robot. Du kan nemt komme uden om dette ved at angive en anden mailadresse – få dig en gratis et eller andet sted og angiv den, når du kommenterer.

      Svar
  3. Rasmine

    Det er den slags,der gør, at jeg hellere bliver hjemme. TV ER opfundet og ganske lugtfrit, og man får ikke sin bagage stjålet.

    Svar
  4. Henny Stewart

    Nu er Italien ikke det værste sted at være tvunget til at købe tøj, men alligevel er det da øv, hvis de bare har smidt din kuffert på losseren.

    Godt, at du ikke lader det ødelægge din ferie.

    Den der “dobbelte død” havde jeg godt nok ikke hørt om før. Det må have lugtet interessant.

    Svar
  5. Ellen

    Ih altså og øv. Du har nok ret i din mafiateori – lad os håbe, at værtinden ved hvad du skal gøre. Men du kommer vel ikke udenom at melde det til politiet, hvis du vil erklære kufferten for stjålet? Eller kan man ‘nøjes’ med at erklære den for forsvundet?
    Der må have været en noget stram lugt i rummet med hullerne i sæderne – og i miles omkreds af det!

    Svar
    1. Eric

      Jeg har tænkt det samme. Hævntørsten byder at melde det til politiet som tyveri, om end det næppe fører til noget som helst. Vil man opnå noget, er det måske bedre at gøre luftfartsselskabet opmærksom på, at de entrerer med kæltringer (skønt de sikkert ved det). Først bruger det ressourcer på at finde kufferten og flyve den til Catania, dernæst forsvinder den ud i det blå, og ingen kan drages til ansvar. Hvis det passer, at den er overgivet til et kurerfirma, kunne dette drages til ansvar, men næstsidste led i kæden, Lost & Found, er døve over for enhver henvendelse. Det er sgu et smart setup, må man lade dem!
      Ja, stanken i krypten må have været forfærdelig, men de havde vel menthol og næseklemmer – eller noget lignende. Hvad religion dog har drevet folk til …

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.