Første maj er ikke officiel fridag på Sicilien, med den gamle by myldrede med familier og turister, som nød det gode vejr.

Her, onsdag morgen den 2. maj, er vejret gråt og trist med byger. Regnen vasker luften, og det hvide terrassebord er gulliggråt. Det er vel støv, vulkansk aske, fint sand fra Sahara og hvad ved jeg, som bæres oppe af den varme luft, til regnen kommer.

Anderledes godt var det i forgårs og i går med høj sol og svag vind. 1. maj er mig bekendt ikke en officiel fridag, men som i Danmark er der nok aftaler og tradition, for det myldrede med mennesker i den gamle by.

Sicilianerne, og vel italienerne som helhed, lader ikke en chance gå fra sig til at promenere med familien, vise børnene frem og snakke med venner, bekendte og familie.

De spadserer gerne side om side, måske går farmand i front med den mindste på armen, så de fylder, når gaden er smal som fx Via Cavour, der fører til/fra domkirkepladsen.

Familietempoet er sat efter de korteste ben, og det kan være svært at komme forbi. Især hvis der også er turistselskaber med førerhund.

Turister på udflugt i flok er som kvæg. De følger førerhunden blindt og er slet ikke opmærksomme på, at de spærrer for al anden trafik.

Da vi var på markedet om formiddagen, var det endnu ikke så slemt, men da jeg gik ud ved tretiden, var der for alvor menneskemylder. Helle havde mest lyst til at hygge sig hjemme, så jeg gik alene.

Der var fyldt godt op med spisende på restauranternes fortovsafsnit, og når de ikke er færdige med frokosten ved tretiden, forstår man bedre, hvorfor de spiser sen aftensmad. Eftermiddagsisen forklarer det ikke alene.

Casa delle farfalle

Casa delle Farfalle, sommerfuglehuset, ligger inde bag Piazza Minerva ved domkirken. Det er ikke et rigtigt hus, snarere et telt med faste vægge.

Billetdamen siger venligt, at jeg ikke må fotografere med blitz, og jeg nikker lydigt. Det gør jeg alligevel aldrig.

Da jeg træder ind, dugger brillerne omgående til. Det er som en sydamerikansk regnskov, meget varmt og med maksimal luftfugtighed.

Jeg pudser brillerne og opdager så, at kameralinsen også er ramt. Sommerfuglene er flotte. Især de store blå, som jeg dog ikke får et ordentligt billede af, fordi de næsten hele tiden er på farten, og når de endelig sætter sig, folder de vingerne sammen og ser anonyme ud.

Små maskiner spyr damp ud med mellemrum, og jeg bliver der ikke længe. Varmen er trykkende, og jeg frygter, at kameraet ikke har godt af luftfugtigheden – når det kan kondensere på linsen, kan det vel også kondensere andre steder.

Jeg går til supermarkedet i Via Cavour, der i dag er en kødpølse af mennesker, og vælger en hurtigere omvej hjem.

Aftentur og la famiglia

Facaderne gløder i aftensolen. Som tidligere på dagen er der mange ude at promenere, fare la passegiata, langs havnefronten.

Der er gang i en karrusel, og ungerne hviner. En mangemillionær-yacht har lagt til siden i går. På den gad jeg nok være skibshund.

Det vrimler også ved Fonte Aretusa og på Lungomare Alfeo, men vi får plads på en café og nyder en aperitivo, mens solen går ned. Den akavede knægt, der serverer, ligner en juniorudgave af Mr. Bean og har omtrent samme kropssprog, om end ufrivilligt.

Da solen er gået ned, slentrer vi til Osteria Mariano. Småbådene i bugten ses i silhuet, og skyerne forgyldes nedefra af solen, som nu er under horisonten.

Vi får et bord lidt væk fra døren, træk og trafik og bestiller misto pesce, blandet fisk. De har ikke hjemmelavede patate fritte i dag, så vi nøjes med salat og brød.

Italienernes system med tilbehør, contorni, er genialt. Man bestiller en hovedret og vælger så, hvad man vil have af tilbehør, og om det skal være en til hver eller til deling.

Vores blandede fisk er en skive grillet sværdfisk, en kæmpereje, en lille blæksprutte med ben og en større uden. Den store er af slagsen, man kan skære ud i ringe, dybfryse og servere friturestegt på græske restauranter som calamari.

Helles kæmpereje har fået for lidt, så den er svær at pille, men ellers er det godt. Fisk ligger ikke så tungt.

Da vi går, står Paolo udenfor, og vi giver afskedshånd. Jeg siger: ”A domani” (til i morgen), hvortil han svarer, at de har lukket i morgen.

Men vi kan besøge hans søns restaurant. Den ligger lige over for teatret, og Paolo begynder at tegne.

Vi ved godt, hvor det er. Vi bemærkede restauranten før koncerten i søndags og genkendte sønnen, som vi troede var en nevø eller sådan noget, da han hjalp til sidste år og tydeligvis havde særstilling i forhold til de andre tjenere.

Hvis ikke det styrtregner, går vi nok hen og spiser hos sønnen. Her på Sicilien er la famiglia meget vigtig.

/Eric