Første maj er ikke officiel fridag på Sicilien, med den gamle by myldrede med familier og turister, som nød det gode vejr.
Typisk altan i Ortigia, Siracusas gamle by.
Her, onsdag morgen den 2. maj, er vejret gråt og trist med byger. Regnen vasker luften, og det hvide terrassebord er gulliggråt. Det er vel støv, vulkansk aske, fint sand fra Sahara og hvad ved jeg, som bæres oppe af den varme luft, til regnen kommer.
Anderledes godt var det i forgårs og i går med høj sol og svag vind. 1. maj er mig bekendt ikke en officiel fridag, men som i Danmark er der nok aftaler og tradition, for det myldrede med mennesker i den gamle by.
Sicilianerne, og vel italienerne som helhed, lader ikke en chance gå fra sig til at promenere med familien, vise børnene frem og snakke med venner, bekendte og familie.
De spadserer gerne side om side, måske går farmand i front med den mindste på armen, så de fylder, når gaden er smal som fx Via Cavour, der fører til/fra domkirkepladsen.
Familietempoet er sat efter de korteste ben, og det kan være svært at komme forbi. Især hvis der også er turistselskaber med førerhund.
Turister på udflugt i flok er som kvæg. De følger førerhunden blindt og er slet ikke opmærksomme på, at de spærrer for al anden trafik.
Da vi var på markedet om formiddagen, var det endnu ikke så slemt, men da jeg gik ud ved tretiden, var der for alvor menneskemylder. Helle havde mest lyst til at hygge sig hjemme, så jeg gik alene.
Der var fyldt godt op med spisende på restauranternes fortovsafsnit, og når de ikke er færdige med frokosten ved tretiden, forstår man bedre, hvorfor de spiser sen aftensmad. Eftermiddagsisen forklarer det ikke alene.