Giardini Naxos og Garibaldi

Da Garibaldi havde befriet Sicilien, udskibede han sin hær fra Giardini, for næsen af den neapolitanske flåde der patruljerede i Messinastrædet.

Giardini Naxos

Giardini Naxos. Klik for større foto.

Giardini Naxos ligger som en lang, smal tarm langs bugten syd for Taormina. Det var Giardini i nord og Naxos i syd, men i dag er de smeltet sammen; det er her, vi er på ferie.

På Capo di Schisò, bugtens sydlige halvmånespids, kan man se murrester fra den første græske koloni på Sicilien. De bosatte sig her i 734 eller 735 f.Kr. Et år efter grundlagde andre grækere Siracusa i syd.

Siracusa blev en stormagt, Naxos forblev ret ubetydelig. Også dengang var politik noget rod, og de to byer holdt ikke med de samme hjemme i Grækenland. Der var altid krig på kniven.

Naxos nød længe religiøs beskyttelse, men religion er også noget rod, og en dag blev det for meget: Siracusa angreb og ødelagde Naxos. Nogen siger, at Taormina blev grundlagt af flygtninge fra Naxos; det skal jeg ikke kloge mig på.

Vi sidder på Ristorante Angelinas nordvendte fortovsafsnit med udsigt over havet. Det er et fast morgenritual at spadsere ud på havnemolen, hvorfra man kan se Etna, og ved titiden får vi kaffe på Angelina og nyder den formiddagsmilde sol.

Få hundrede meter bag os ligger resterne af den græske koloni, og mod nord, over havet, kan man ane konturerne af Calabriens kyst. Det var der, Garibaldi gik i land med sine tropper, da de havde erobret Sicilien.

Giuseppe Garibaldi 1866

Garibaldi, 1866

Og det var fra Giardini, Garibaldi udskibede sin hær i august 1860, for næsen af den neapolitanske flåde og dens allierede der patruljerede intensivt i Messinastrædet længere mod nord.

Få måneder tidligere, i maj 1860, var Garibaldi og hans 1000 letbevæbnede rødskjorter gået i land på Sicilien. Objektivt set havde de alle odds imod sig.

Sicilien blev regeret af den despotiske konge af Napoli (kongeriget Begge Sicilier), og kongens tropper var veludrustede professionelle. De uregerlige sicilianere skulle holdes nede med hård hånd.

Men med Garibaldis militære geni, hans rødskjorters entusiasme og en god portion held lykkedes det alligevel at befri Sicilien. Invasionen af Italiens fastland udgik fra denne bugt, og det gik, som det gik.

Da Italien var forenet, trak Garibaldi sig tilbage til en stenet ø nord for Sardinien. Han søgte ikke personlig vinding, han var revolutionær idealist. Om folket så fik det bedre af at blive forenet under én konge er en anden historie.

I dag har alle italienske byer en statue af Garibaldi, et mindesmærke eller et piazza, der bærer hans navn. Foreningen af Italien var en eventyrlig historie, ligesom Garibaldis liv var eventyrligt.

Helle er færdig med sin cappucino og jeg med min espresso. Vandflasken er også næsten tom.

Jeg går ind for at betale. Det bliver 4 €, men hun kan ikke give tilbage på en tier, og jeg har ikke mindre.

”Domani” (i morgen) siger hun og smiler.

/Eric

Relateret:

Garibaldi, manden der forenede Italien

6 thoughts on “Giardini Naxos og Garibaldi

    1. Eric

      Jeg læser med interesse om historiske begivenheder, men det er altså noget særligt at være lige der, hvor det skete.
      Forfængeligheden så jo gerne, at tilliden bundede i vores tillidsvækkende væsen, men det hang nok mere prosaisk sammen med, at vi efterhånden har drukket formiddagskaffe på Angelina en del ferier. I morgen onsdag har Tavrna Naxos lukket, og så er planen at spise på Angelina. Forretten skal være røget sværdfisk – den er helt vidunderlig.

      Svar
  1. Stegemüller

    Det er altid godt at få styr på historien.

    “Også dengang var politik noget rod” og “men religion er også noget rod”: Det er så sandt, så sandt!

    Svar
  2. Henny Stewart

    Jeg kender mest Garibaldi som en industrielt fremstillet kiks, der dog skulle være opkaldt efter personen, du omtaler her. Kiksen eller småkagen består af to lag dej lagt sammen om et lag fladtrykte rosiner. Derfor kaldes den også, af ikke-fans, “dead fly sandwich”.

    Svar

Skriv et svar til Eric Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *