Opdigtede samtaler med katten som kunne være virkelige eksempler på misforståelsens kunst.
Miav?
Hva’ søren Misser, er du stået op.
Miav?
Er du sulten?
Miav.
Jamen, så finder vi noget til dig.
Miav.
(…)
Misseeer! Så er der mad.
Miav.
Hva’, vil du ikke ha’ noget alligevel? Det er da samme slags som det, du spiste i går.
Miav.
Kattens, kræsne kat. Du får ikke rejer!
Miav!
Er det fordi, du vil ud?
Miav.
Okay, og fang så en mus, din kræsenpind.
Miav.
(…)
Miav … Miav!
Hvad? Vil du allerede ind? Du har kun været ude i tre minutter.
Miav … Miav!
Jamen, så kom da ind med dig. Er der for koldt?
Miav.
Misser, du skulle neddrosle det intellektuelle niveau.
Miav.
(…)
Miav!
Hvad nu? Nåååh, skal du ha’ vand, og er døren lukket …
Miav!
Ja ja, jeg kommer nu.
Miav.
(…)
Miav?
Nej, du kan spise det, jeg har serveret.
Miav?
Jo du kan!
Miav!
Okay, så kommer du ud igen. Men en halv time – mindst!
Miav.
(…)
Miav … Miav!
Jeg sagde en halv time!
Miav … Miav!
Der er ikke koldt!
Miav … Miav!
Det regner heller ikke!
Miav … Miav!
Nå, okay så.
Miav.
Ikke ligge i den stol det ved du godt!
Miav.
Misser, på en eller anden måde får du altid det sidste ord.
zzzz
/Eric
Enten er der noget galt med dine lyttelapper/dine transkriptionsevner, eller osse har den mis et meget monotont ordforråd. De katte, jeg kender, miauer i lange sætninger med forskelligt tonefald. Ganske vist er det ikke altid forståeligt, hvad de vil, men man er aldrig i tvivl om, at de vil noget specifikt, som fx bare gøre opmærksom på egen tilstedeværelse eller have brug for, at man rører ved deres hoved/løfter dem udenfor/furminerer dem eller, putter noget mere i madskålen, selvfølgelig.
Det er mine manglende evner udi lydskrift, og derfor forfaldt jeg til det stereotype. Jeg opgav fx at formidle det præcise lydbillede af en kat, der kurrer/gurgler som en erotisk opstemt due på en tagryg. Forslag hertil modtages med tak.
Det der, det hedder misrøgt! Jeg går ud fra, at det mismodige forhenværende misfoster modtager sin misopfattelse af dette med sin egen form for misfornøjet misbilligelse.
Hehe – du misser sandelig ikke noget 😉
Kun katteelskere MISforstår ikke denne dybsindige animalske konversation. Og samme KATegori af menneskeheden nikker heftigt og smiler kærligt ved tanken om den uafviselige MISkundhed, der gemmer sig bag sandheden i den sidste sætning.
Samtale med en kat er per definition fjollet, for den fatter ikke andet end udsigten til mad, men det afholder os ikke 🙂
En sand katteelsker har talt. Det er præcis sådan, det er, at have kat. Den får altid det sidste ord overfor dens ydmyge tjener.
“Ydmyge tjener” – meget rammende 🙂 I kattens verdensbillede er vi skaffedyr.