Turist i egen by: Iagttagelser og tanker på en spadseretur til Aalborgs historiske museum.
Himlen skumler, og paraplyen i rygsækken er en beskeden mérvægt for at undgå regn.
Jeg går gennem Østre Anlæg, hvor man ikke længere må fodre ænderne pga. faren for rotter. ROTTER står med stort, så ingen kan være i tvivl om alvoren.
For år tilbage indfangede og aflivede kommunen parkens vilde katte. Dengang var der ikke fodringsforbud; måske er der en sammenhæng.
Kommunen købte grunden i 1917 og gjorde den til park. 60 år forinden var der teglværk, og søen er den gamle lergrav. Parken er kvarterets grønne oase.
Karls mindeplade
Kort derfra, ved Østerbro nr. 49, er der indmuret en lille mindeplade for ”Karl”, som jeg har passeret utallige gange de sidste 40 år. Først i dag søgte jeg historien bag.
Karl August Algreen Møller var modstandsmand og blev dræbt af Gestapo den 26. april 1945. De havde pejlet senderen og stormede nr. 49.
Karl nåede at gemme senderen og skrive et afskedsbrev, før de fandt ham. Han var 21 år gammel, og få dage senere kapitulerede tyskerne.
Hvert år er der nogen, der hænger en krans på pladen i nr. 49.
Mere gadekunst
Længere inde ad Østerbro er der for ikke så længe siden kommet et nyt gavlmaleri (billedet øverst i indlægget). Kunstneren er franskmand og har bl.a. arbejdet med tegnefilm og tegneserier.
Ved indgangen til Karolinelund (over for Nordkraft) har han også udsmykket nogle blændede vinduesåbninger.
Budolfi Plads har længe været byggeplads. Det bliver en grøn oase, siger de. Mod syd og vest er der opført et stort skrummel af et hus, som sikkert vil sørge for, at oasen bliver skyggefuld; men kvadratmeterne er jo også dyre der i centrums centrum.
Historisk Museum
Aalborgs historiske museum er nabo til byggepladsen. Det er måske 10 år siden mit sidste besøg, og dengang så jeg kun den midlertidige udstilling.
Et nyt besøg var på min liste over planlagte aktiviteter som turist i egen by.
Nyt siden dengang er udstillingen om fundene i Algade, hvor ”Gavlhuset” lå. Gavlhuset var ikke kun butik med brugskunst og sjove nipsting, men også et rigtig gammelt bindingsværkshus. Arkæologerne gravede, da huset var væk.
Måske har jeg ikke fået mit bedste museumshumør med i dag, for jeg finder udstillingen for informationstung. Jeg er nok urimelig – man kan jo ikke bebrejde arkæologerne, at de ikke fandt noget mere spektakulært end gamle glasperler og stegespid.
Byens gamle skarprettersværd fra (vistnok) 1600-tallet kan man se og gyse af i nabolokalet. Jeg kan ikke se nogen steder, hvor mange gange det har gjort folk hovedløse; måske ved man det ikke.
Udstillingen om Aalborg under besættelsen går jeg hurtigt igennem, skønt der er interessante effekter fra krigens tid og fotostater med gamle avisartikler.
Sølvkammeret har en imponerende mængde sølvtøj, hvis man interesserer sig for den slags. Godt jeg ikke skal pudse!
Aalborgstuen henligger i mørke så mørkt, at det er omsonst at fotografere (blitz må ikke bruges).
Malerisamlingen med lokal relevans finder jeg ganske interessant. Jeg er jo gammel cementmand og ser straks maleriet af den hedengangne cementfabrik, Norden. Billedet er fra 1920’erne.
Man bemærker, at der ikke er røg fra skorstenene. Holdt ovnene virkelig stille, eller pynter maleriet på virkeligheden? Der var ikke elektrofiltre dengang, og skorstenene svinede helt vildt – det var ikke kun vanddamp.
Der er også et maleri af Aalborg set fra Signalbakken i 1885. I dag er der så mange selvsåede og store træer, at man fra samme udsigtspunkt kun kan se dele af byen.
I dag er udsigten fra Hvilehøj faktisk bedre, selvom Hvilehøj er lavere end Signalbakken. I et tidligere blogindlæg, Søndagstur til Signalbakken, forvekslede jeg de to høje.
Jeg bliver ikke på museet så længe, som Aalborgs historie fortjener.
Som sagt var jeg nok ikke i det bedste museumshumør i dag. Museet virker slidt, og plads er der ikke for meget af. Jeg vil tro, at det udstillede er nul og niks, mod hvad der findes i magasinerne.
Men okay, 40 kr. for at komme ind er ikke nogen herregård, og det er billigere end cafébesøget bagefter.
Café Klostertorvet
Museumsstøvet har gjort mig kaffetørstig, så jeg går på café og bestiller espresso og tærte. Der er hele tre slags tærte at vælge imellem, og tillægsspørgsmålet er, om jeg vil have flødeskum eller creme fraiche?
Sådan er livet et hækkeløb af svære valg. Det er dog ikke svært at vælge bussen hjem, for himlen skumler endnu mere, end da jeg gik hjemmefra.
Jeg kommer dog hjem i tørvejr. Det virker altså, det med paraplyen. Hvorfor tvivlede jeg?
/Eric
Jeg kunne godt forestille mig, at dit museum mangler ny ledelse med nye visioner og ideer. Det behøver ikke nødvendigvis at være noget, der koster mange penge – sommetider er en ildsjæl, nytænkning og lidt fantasi det der skal til.
Måske har du ret, men det, man først tænker på, er, at de kunne bruge mere plads – jeg tror, at magasinerne bugner.
Påny blev læseren taget med og kunne betragte fin gade-/gavlkunst. Jeg har selv besøgt de større danske byer og kan næppe erindre nogen anden by, der besidder så mange (som du har vist) og så kunstnerisk flotte og varierede.
Krigskunst er noget ganske andet. Der lever efterhånden ganske få fra WW2. Selvom man ikke har oplevet 2. Verdenskrig, har forældre og familie ofte fortalt så livagtigt, som gik man selv rundt i bombekraterne, hørte nazityske støvletramp eller huskede at rulle mørklægningsgardinerne ned. Jeg finder det særdeles sympatisk at læse om Karls mindeplade. Jeg har tit reflekteret over, hvordan man selv ville have reageret under verdenskrigen?
At Aalborg museum ikke vakte den store tilfredsstillelse, kan skyldes flere forhold. Men man bliver ofte tørstig og sulten ovenpå kultur. 😉 – En egentlig skarp kontrast til Karls tidsalder; reelt føles det overordentligt balsamisk at skulle konfronteres med valget mellem flødeskum eller creme fraiche?
Der er nu mere end 60 af disse gadekunstværker, og det er imponerende, at der bliver ved med at komme nye til. Det glæder mig virkelig, de er en fornøjelse at se.
Ja, hvordan ville man selv have reageret under WW2? Det er umuligt at sige. Livet i dag er så anderledes, og det svære valg er mellem den ene og anden type luksus.
Karls mindeplade er ikke prangende, men den er der, og det er tankevækkende sympatisk, at nogen husker den årlige, beskedne krans.
@ Eric
Det er meget inspirerende med dine ture som turist i egen by. Har jeg mon nogensinde været på Bymuseet her i storstaden? Svaret er nej.
Malerierne er geniale. Jeg kan virkelig godt lide alle dem, du hidtil har vist. I dag sidder jeg og tænker, at der er noget nærmest genialt over måden, de blændede vinduer er udnyttede på.
Jeg synes, det er rørende, at der stadig nedlægges kranse for modstandsfolk. Man kan sige “det manglede da også bare lige”, men det er altså ikke nogen selvfølge.
Jeg synes, det er sjovt og givende at lege turist i egen by efter så mange år, hvor det bare har været “transport” fra A til B. Men jeg har skam også set bymuseet i København. I dette års forår var det dog lukket, det skal dele tag med Nationalmuseet, og de havde travlt med flytningen.
Jeg glæder mig over hvert mur-/gavlmaleri, der kommer til, og synes det er fantastisk, at det bare fortsætter og fortsætter – de gør byen så meget mere spændende.
Jeg ved ikke hvem (eller hvilket testamente), der stadig hænger en krans på mindepladen, men det varmer. Krig er noget stads, og det skal man aldrig glemme. Karl var blot en af mange, men en for meget.