Om sølle to kilo

Eller når sandheden skal frem. Det magelige efterlønsliv har sat sine spor, sådan ca. to kilo.

Michelangelos David

Michelangelos David

En af mine tidligere kollegaer yndede at sige: ”Man skal altid sige sandheden, men man behøver ikke at rutte med den.”

Sandheden er, at 1½ år på magelig efterløn har sat to kilo spor, og uden at rutte med samme sandhed kan jeg godt røbe, at de ikke sidder som jævnt fordelt og velproportioneret muskelmasse.

Det var en forventelig risiko for en magelig natur som min. Hvis jeg vil slette sporene eller fordele dem anderledes, skal jeg være mere disciplineret, så jeg sandfærdigt kan kalde spadsereturene for ”daglige”.

Det bliver for nemt til ”lejlighedsvise” ture. Jeg gider ikke altid, hvis jeg fx har været i supermarkedet, eller hvis jeg som i går skal vente på opvaskemaskine-montøren, og hvem man ellers kan tænkes at vente på.

Montøren profilerede sig i øvrigt med en halvcirkel, der trænger til væsentligt flere og længere spadsereture end jeg, og sådan kan man med et sidespring gøre to kilo til en bagatel.

Misforstå mig ikke, jeg holder skam af spadsereturene, når der ikke er for varmt, koldt, blæsende eller vådt. Mens jeg går, løber tankerne i forvejen som en hund uden snor, og turene har også underholdende momenter.

Det kan fx være hundelufteren med tre hunde, der får snorene viklet sammen, pigen med makeup som må være spartlet på, eller den røde varevogn i dag som bar teksten:

”Lene’s Malerservice. Hvis malingen skaller er det på Lene man kalder”

Måske skulle jeg kalde på Lene for at få malet de sidste trængende vinduer?

Hun skal i hvert fald ikke male Fanden på væggen. Det klarer jeg selv, hvis det bliver nødvendigt, og det bliver det slet ikke for to sølle kilo, når bukserne stadig passer, og man slet ikke er forfængelig.

Der er jo også lige det, at hvis Michelangelo skulle genopstå og lave David igen, ville han alligevel ikke vælge mig som model. Mine hænder er alt for små.

/Eric

6 thoughts on “Om sølle to kilo

  1. Ellen

    Det er et skråplan. Si’r det bare. Jeg ved det, for jeg er der også – og er for længst nået ud over de to kilo, men vægten synes dog at være stabiliseret for mit vedkommende, hvilket jeg har valgt at stille mig (så nogenlunde) tilfreds med.
    Da vi købte vores elcykler, sagde sælgeren, som var en midaldrende dame, at man på en elcykel får 80 % af den motion, man får på en almindelig cykel. Visse af vores nære familiemedlemmer hånede os for at købe elcykler, fordi “så får I jo ingen nævneværdig motion!”.
    Jo, vi gør så, for alternativet var, at vi så slet ikke cyklede. Nu cykler vi med 80 % kraft, så at sige, hvilket er en hel del mere end 0, og vedkommende havde da heller ikke så meget mere at indvende.
    Det er pensionistkilo, Eric, og de er gode, er de. Meget bedre end coronakilo. Var det ikke netop dig, der sagde til mig, at det også skal være sjovt at være pensionist? Eller efterlønner … whatever … titlen er lidt underordnet i denne sammenhæng 🙂

    Svar
    1. Eric

      Jo, det sagde jeg, og det mener jeg. Nogen ville straks anbefale kulinarisk selvplageri, men der er vi slet ikke endnu. Bevares, det kan være nødvendigt for nogen, men at forlade spisebordet i deprimeret tilstand giver ikke livsglæde.
      Elcykler er herlige, og jeg tilslutter mig 100 % glæden ved de 80 %. Forleden cyklede jeg fx ca. 18 km for at købe opvaskemaskine i City Syd. Det var ikke sket, hvis jeg skulle have brugt den gamle jernhest – så havde jeg taget bussen.

      Svar
  2. Uffe

    Tokiloskrisen er heller ikke mig helt ubekendt. Heldigvis er det muligt at blive to kilo kvit inden for en overskuelig tidsramme. Kommer man derimod op over de to kilo, gælder det om ikke at passere spejle med siden til, medmindre man er usædvanlig lidt forfængelig, og så er det, at det begynder at kræve selvdisciplin og afsavn at blive sig selv igen …

    Svar
    1. Eric

      Erfaren mand er god at gæste, tak. I det hele taget skal man nok tage sig i agt for spejle – og selfies med for den sags skyld.

      Svar
  3. Erik Hulegaard

    Der ligger nok en årsag begravet i det faktum, at cyklen – i tidens tand – er blevet vekslet med en el-cykel. Den tidligere “manuelle” cykel holdt mere gang i kredsløbet, især opad bakke og qua jobbet blev den anvendt regelmæssigt (stort set) året rundt.

    Og så er plus 2 kilo ikke på nogen måde alarmerende, især ikke når det danske gadebillede betragtes og der (for ofte) dukker kraftig overvægtige/fede danskere op, hvor jeg ofte har vanskelig ved at afkode teksten på deres t-shirt. Det sker (alt for) tit og det kan udgøre et trøstende fokus og afveksling i tankerækkerne. 😉

    Svar
    1. Eric

      Elcyklen har jeg haft i 5-6 år, men det er sandt, at jeg bevægede mig mere, da jeg arbejdede. Cementfabrikken dækker et rimeligt stort område, så bare det at bevæge sig fra ét møde til et andet …
      Tak for trøsten, men den er ikke nødvendig. Jævnfør kategorien morede det mig blot at skrive. Bortset fra det, har du helt ret i dine gadebilleder, og skeler man til fx USA, er den helt gal (også med dét).

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.