Eller når sandheden skal frem. Det magelige efterlønsliv har sat sine spor, sådan ca. to kilo.
Michelangelos David
En af mine tidligere kollegaer yndede at sige: ”Man skal altid sige sandheden, men man behøver ikke at rutte med den.”
Sandheden er, at 1½ år på magelig efterløn har sat to kilo spor, og uden at rutte med samme sandhed kan jeg godt røbe, at de ikke sidder som jævnt fordelt og velproportioneret muskelmasse.
Om forår, håndværkere, spadsereture med afstand og covid-tallet, som ikke ser så tosset ud i DK.
Det er et sikkert forårstegn, at katten hellere vil solbade i haven end ligge i vindueskarmen over radiatoren. Nå ja, og blomsterne selvfølgelig.
Blomster i skovbund nær min bopæl
Fredag blev håndværkerne færdige med det sidste på badeværelset, og det er nu fuldt funktionsdygtigt igen. Det er pragtfuldt – havde jeg en stemme som Bocelli, ville jeg synge en blikkenslager (undskyld).
Så må vi se, hvor længe forsikringsselskabet er om at organisere de udestående opgaver, men i forhold til hvor vigtigt det er at have et fungerende badeværelse, er det næsten ligegyldigt, at tapetet hænger i laser i stueetagen, hvor vandet løb ned.
Nu får jeg forhåbentlig nogle håndværkerfri dage, hvor jeg kan komme ud og nyde foråret. Det har været dejligt både i går og i dag.