Pandemien fylder meget, ikke mindst i mediebilledet. Det er en underlig tid med savn og afsavn.
Ikke alle lider i stilhed. Formørkede Mænd og kvinder demonstrerer for ubegrænset frihed til at smitte andre, og velsagtens for at vinde sympati affyrer de kanonslag, øver hærværk og kaster ting mod politiet.
Befolkningens store flertal lider dog relativt stille. Jeg lider kun lidt, men mange dages stilhed på bloggen er et udmærket billede af, hvad jeg oplever.
Sidste uges sociale højdepunkt var et besøg hos tandlægen. Selskab er ikke værst, men jeg satte alligevel pris på, at besøget begrænsede sig til undersøgelse og tandrensning.
Jeg vantrives ikke som semi-enspænder; jeg har jo fruens selskab, når hun ikke er på arbejde. Jeg er også for længst over festabealderen, så min ungdom er ikke forspildt, fordi man har aflyst happy hour i Jomfru Ane Gade og senfølgerne dagen efter.
Skulle jeg få en snert af sociale abstinenser, mens Helle er på arbejde, snakker jeg lidt med katten. Jeg overvejede kort at lære ham italiensk, for når han kan sige ”miao”, kan han vel også sige ”ciao”; men han er vist ikke motiveret.
