En dag vil coronakrisen være fortid, og så vil det ærgre mig, at jeg ikke fik fotodokumenteret, hvordan den påvirkede byens rum.

Covid-test-skilt
Der er bygget utrolig meget nyt i Aalborg. Fx er havnefronten totalt forandret, og der er rejst helt nye boligkvarterer, hvor eternitfabrikken og godsbanearealet lå.
Det gamle kraftværk, Nordkraft, er nu kulturhus, og musikhuset ligger på kraftværkets gamle kulplads. Og der er meget mere, som lige pludselig var forandret.
Når jeg ser det nye, ærgrer det mig, at jeg ikke fik fotodokumenteret det gamle, før det var for sent.
På samme måde vil det ærgre mig, hvis jeg ikke får fotodokumenteret coronakrisens indflydelse på bybilledet, inden det er for sent.
Der er skilte, plakater, hold-afstand-streger på supermarkedets gulv, standeren med håndsprit, skiltet med max antal kunder osv.

Forsamlingsforbud, skilt ved Østre Anlæg.
Information og løftede pegefingre i ét sammensurium. Visuelle krisemarkører, der vil forsvinde hurtigst muligt for at få den onde tid på afstand.

Indgangsformaninger hos en af de lokale frisører
Jeg har taget et forkølet tilløb, og tiden får vise, om det bliver til mere. Billederne er taget med telefonen på mine spadsereture, og kvaliteten er ikke for god, men det får være.

Juletræ i flagstang
Juletræet i flagstangen har intet med corona at gøre, men viser vel bare, at der trods en trykket tid var plads til nytårsløjer. Spørgsmålet er nu, om det er en flagstang eller en træstang.
/Eric
Hvorfor får jeg lyst til at være fabrikant af flagstænger? Det må være et hyggeligt job. Den trænger til maling, og den rette entreprenør kunne måske skabe sig en indkomst her.
Dejlige billeder!
Ja, vel trænger den til maling! Jeg kom forbi i formiddags, og træet hænger der stadig; men det strider nok ikke mod nogen flagregel 😉
Hvor er der mange markører, billederne viser flere end vi har her; men jeg kan da genkende de blå skilte ved en frisør fra det lokale supermarked. Takket være de mange tilbud udenfor lægger man ikke så meget mærke til “STOP” skiltene, hvis man har set dem en gang tidligere.
Da jeg læste om at du gerne ville have dokumenteret de mange ombygninger og tilbygninger og nybygninger i tide måtte jeg lige en gang til på Google Earth for at se hvordan der ser ud ved det berømte gamle hus i gågaden og noget, der var slot engang, hvidt stort hus med rødt tag med en vold foran (Ålborghus?) og jeg husker hvordan jeg engang i juli 2013 (Dagen før Rebild) havde tid til at gå rundt ved havnefronten og undrede mig over hvordan det ville blive ved musikhuset, det var næsten færdigt. Der var plantet træer med vandingsposer eller er det beskyttelse mod hundemarkeringer? Og det var sommer og der var nogle spøjse typer, der trak rundt med en signalkanon og lavede brag på aftalte tidspunkter. Men det var det gamle toldhus og en servering dér, som var det sjoveste, hyggeligste, fordi børnene legede på nogle flade polerede, der havde en stråle vand, springvand; på Google Earth kan jeg se, at de huse stadig er der, og kan genkendes, men der er mere grønt, måske er der revet nogle flere huse ned, og flere stier, måske har man fjernet et hegn, så man kan gå på “volden” ved Ålborghus; jeg havde lidt svært ved at finde rundt på Google Earth, og det fik mig til at tænke på hvordan man oplever at man kender en by og kan finde rundt i den.
Men dertil kommer at trods Ålborg kun er en mellemstor by, så er den alligevel meget større. Engang i 2004 holdt jeg kursus i Siemens Ålborg/Nørresundby, og det var ved siden af nogle silo’er, der – ligesom KB siloen ved min barndoms skole på Rahbeks Allé, Frederiksberg – var ved at blive bygget om til boliger; nogle af dem blev revet ned men de nye boliger blev bygget på nøjagtig samme grundplan, og jeg fik forklaret at det var fordi der var byggetilladelse til de gamle siloer, som ikke kunne trækkes tilbage, men ellers var der restriktioner som gjorde det vanskeligt at få lov at bygge vildt og højt nyt (som man åbenbart kunne tjene mange penge på).
Og så opdager man jo på Google Earth at Ålborg er meget større end lige de centrale dele – og at der også er bygget nye boliger, Universitets-bygninger og meget mere. De bygninger er det klart nok at det vil være morsomt at dokumentere (jeg gætter at lokalhistoriske foreninger vil ønske dig velkommen) — og også på nye billeder vil man kunne analysere og finde spor af fortidens mennesker, – ofte, ikke altid.
Der er ikke lavet så meget om i Aalborgs (gamle) centrum, det er mest på havnefronten og de perifere kvarterer. Med nogle undtagelser (fx de høje lejlighedsbyggerier langs havnen) kan jeg godt lide det meste – det gør bestemt ikke noget, at byen bliver grønnere.
De silo-lejligheder, du nævner, må være dem, der er lavet i Dansk Andel Cements gamle cementsiloer 🙂
Jeg glæder mig til, at det bliver coronafri sommer, så jeg kan gå på opdagelse igen.
Som født i Aalborg kan man spekulere over, om man mon ville kunne genkende byen, når man ikke har været der i rundt regnet halvtreds år …
Jo, mon ikke, men rigtig meget ville være nyt, og meget af det, du formentlig husker, er væk.
Godt, du huskede det! Jeg kender kun alt for godt, at man først husker på at tage før-billeder, når det er for sent og man allerede er nået til ‘efter’.
Nu mangler jeg så bare at gøre noget ved det. 2-3 svaler gør ingen sommer 🙂
De tre store universitetsbyer i provinsen, Aarhus, Odense og Aalborg har især de seneste cirka 10 år gennemgået en kraftig arkitektonisk renovering i havneområderne. – De to førstnævnte er besøgt mange gange. Derimod er Din by senest blev besøgt 2009 og vil helt sikkert være et gensyn værd.
Når jeg tænker tilbage på den by, jeg husker fra mine tidlige år, er meget forandret. Om alt er til det bedre, kan man diskutere, men noget er da.
Det er en rigtig god at fotodokumentere. Om et stykke tid – måske bare seks måneder eller mindre – vil krisen forhåbentlig være ovre, og så er det hele heldigvis gået over i historien.
Det er jo det …