Forår og coronatal

Om forår, håndværkere, spadsereture med afstand og covid-tallet, som ikke ser så tosset ud i DK.

Det er et sikkert forårstegn, at katten hellere vil solbade i haven end ligge i vindueskarmen over radiatoren. Nå ja, og blomsterne selvfølgelig.

Blomster i skovbund

Blomster i skovbund nær min bopæl

Fredag blev håndværkerne færdige med det sidste på badeværelset, og det er nu fuldt funktionsdygtigt igen. Det er pragtfuldt – havde jeg en stemme som Bocelli, ville jeg synge en blikkenslager (undskyld).

Så må vi se, hvor længe forsikringsselskabet er om at organisere de udestående opgaver, men i forhold til hvor vigtigt det er at have et fungerende badeværelse, er det næsten ligegyldigt, at tapetet hænger i laser i stueetagen, hvor vandet løb ned.

Nu får jeg forhåbentlig nogle håndværkerfri dage, hvor jeg kan komme ud og nyde foråret. Det har været dejligt både i går og i dag.

I går tog jeg tophuen på for at lune min grå corona, men huen blev hurtigt for varm. Derfor tog jeg den ikke på i dag, og det var en fejl, for selvom solen skinner, og himlen er blå, bragte vinden hilsner fra Sibirien.

I en bue udenom

Jeg møder ikke mange mennesker på disse formiddagsture, og de fleste er hundeluftere. På disse kanter synes folk at tage det med afstand alvorligt.

Det er påfaldende, at de fleste enten går over på det modsatte fortov eller slår en bue ud på kørebanen, når vi er på kollisionskurs.

Det er måske anderledes i Københavnstrup og steder, hvor befolkningstætheden er større end her. Jeg påskønner meget, at vi kan komme ud i det fri uden tidsrationering og uden at skulle medbringe attester som i fx Italien og Frankrig.

Noget synes at virke

Epidemien i Danmark er stadig ung, men der er tegn på, at noget ved nedlukningen virker, så hospitalerne ikke overbebyrdes og bryder sammen, som man ser i nogle lande.

Det siges, at hvis der ikke var nogen modforholdsregler, ville antallet af smittede fordobles hver 3. dag og således stige eksponentielt. Det er i hvert fald ikke tilfældet i DK.

Nu kan man ikke bruge antallet af smittede til ret meget, fordi det også afhænger af, hvor mange der testes, så hvis man i stedet ser på antallet af indlagte, får man et mere retvisende billede, og det er jo også det tal, der er det kritiske.

Tallene viser ikke nogen eksponentiel stigning (i hvert fald ikke endnu), hvor antallet af indlagte teoretisk ville accelerere helt vildt på en måned. Tværtimod er stigningen meget tæt på at være lineær, og en lineær regression har en forklaringsgrad (R2) på 0,97, hvilket er højt. 1 svarer til en forklaringsgrad på 100 % – altså punkter på en ret linje helt uden ”slinger i valsen”.

Indlagte i DK

Fortsætter stigningen lineært, vil der efter en måneds epidemi ”kun” være 800-900 indlagte. Tallet vil fortsat stige som funktion af tid, men på et tidspunkt knækker kurven jo.

Nu kan statistik bruges og misbruges til så meget, men foreløbig ser det rimelig godt ud for hospitalsvæsenet.

Og så ikke et ord om kuldsejlede ferieplaner og økonomisk krise. Min efterløn er ikke konjunkturfølsom, og jeg lover at øge forbruget, når jeg ikke længere skal holde afstand til ekspedienten og PIN-kode-tastaturet.

/Eric

11 thoughts on “Forår og coronatal

  1. Ellen

    Der er efterhånden nok ikke så længe til, at journalister og andet ikke-så-godtfolk kan få nogle tal at forholde sig til, så de kan begynde at kritisere de tagne foranstaltninger sønder og sammen. Bagklog er jo noget af det nemmeste at være. Jeg spår, at det bliver lige som at høre på kommentatorerne efter en sportskamp tale op ad stolper og ned ad vægge om, hvad spillerne skulle have gjort i stedet for at gøre det de gjorde.
    Jeg er også glad for, at man ikke kan fyre mig som folkepensionist 😉

    Svar
    1. Eric

      Der skal nok være rigeligt med bagkloge, men det ville dog være værre, hvis tallene så skidt ud. Pyt, man kan jo bare slukke.
      Det skal dog blive interessant, hvis nogen rigtigt kloge (bagefter) kan konkludere noget om, hvilke klude i tæppet der faktisk virkede her til lands, og hvilke vi ikke behøver døje med i en eventuel fremtid.
      Vi x-jobbere med surt sparede ferieudgifter må stimulere efterspørgslen, når hjulene igen kan rulle. Jeg overvejer fx at konvertere den kuldsejlede Siciliensrejse til et induktionskomfur 🙂

      Svar
  2. Erik Hulegaard

    Som mangeårig gammel indbygger i Region H. kan jeg sagtens “leve mig ind i Kristines bemærkninger omkring densiteten i nævnte (og mange andre) område.

    De matematiske øvelser i forårsindlægger giver anledning til et interessant alternativ for en person, der engang har beskæftiget sig inderligt med sengedage, sygedage etc. , nemlig antal indlagte fordelt på regioner:

    Antal indlagte på sygehus i alt Heraf indlagte på intensiv afd. Heraf indlagte på intensiv afd. og i respirator
    Region Nordjylland 31 10 8
    Region Midtjylland 66 26 19
    Region Syddanmark 79 17 17
    Region Hovedstaden 240 60 55
    Region Sjælland 83 18 14
    Hele landet 499 131 113

    Der er en stadig en massivitet af indlagte i Region H sml. med f.eks. blogejerens Region Nords opmuntrende tal. Tendensen synes at holde. Der også nogle klare tendenser ved at monitorere Sst. kommuneoversigter, der dels naturligvis bekræfter regionstallene, men også afslører ret store forskelle indenfor regionerne. – Tilbage er så de to manglende tal: Mørketallene og antal raskmeldte, men sidstnævnte arbejder Sst. fortsat på (primo april skulle der foreligge nogle tal).

    Og positivt understreget: “Efterløn (og pensioner) er ikke konjunkturfølsomme” 😉

    Svar
    1. Eric

      Naturligvis betyder befolkningstætheden noget for smittespredningen – alt andet ville være opsigtsvækkende. Tallene for hovedstaden er dog endnu ikke kritiske, og risikovurderingen kompliceres yderligere af befolkningens aldersmæssige og geografiske fordeling. Indtil nu er den generelle udvikling ikke bekymrende, og vil man have “gys”, skal man bare vende blikket mod eksempelvis USA, hvor det virkelig går ad H til.

      Nu vil jeg køre til supermarkedet og stimulere rugbrødsproduktionen 🙂

      Svar
  3. Kristine

    Det er svært at holde afstand på 2 m. her i Københavnstrup, når fortovene som regel er under 3 m. brede. Hvis man træder ud på cykelstien/kørebanen, er sandsynligheden for øjeblikkelig påvirkning af helbredet pga. el-drevne kassecykler, busser mm. for stor, til at det kan anbefales
    Det må anses for et faktum, at befolkningstætheden her i Kbh. er så høj og arealet af udendørs frirum er modsatrettet lavt, at det ikke er muligt at holde distancen. Selvom Jægersborg Dyrehave er pæn stor, så var der i søndags d. 22. ved “vi skal være ude i det gode vejr og have frisk luft”-tid så mange mennesker, at man ikke kunne se haven og dyr for bare mennesker. Først mellem Hørsholm og Hillerød var der en “ledig” skov.
    Mvh.

    Svar
    1. Eric

      Hvor elegant formuleret: “…sandsynligheden for øjeblikkelig påvirkning af helbredet…” 😉
      Seriøst er befolkningstætheden givetvis en betydende faktor i Københavnstrup og andre storbyer. Dertil kommer boligarealet, som ikke nødvendigvis tillader en tur i haven. Her er det på sin plads at tale om en udfordring og ikke et problem.

      Svar
  4. Farmer

    Jeg tror også på, at vi i DK har fat i noget af det rigtige.
    Nu skal linien blot holdes. Vi er stadig langt fra flokimmunitet, så en mere tæt omgang med medborgere vil lynhurtigt gøre det onde ved R2=0,97.
    Det kan meget vel være, at vi bør holde den nuværende adfærd frem til enten Covid-19 muterer sig til at give et mindre voldsomt sygdomsforløb blandt svagelige eller til der findes en vaccine.
    Det bliver dyrt!

    Svar
    1. Eric

      Det er og bliver dyrt. Hældningskoefficienten på kurven, når den vender og går nedad, må afgøre, i hvilken grad man kan lempe lukkemekanismerne. Det bliver ikke nemt, for hvad virkede hvor meget, og hvad var uden større betydning. Et trygt sted at starte var nok grænselukningen, men så får man jo visse partier på nakken af andre grunde 😉

      Svar
  5. Stegemüller

    Den er nu god den med blikkenslageren. Hvor er det dejligt at jeres badeværelse nu er færdigt og funktionsdygtigt igen.

    En smuk skovbund du har at spadsere på/i nærheden af.

    Det er er god forklaring, du har på grafen. Og den svarer til, hvad SSI forsigtigt meldte ud i aftes. Gid det må passe, og at vi alle snart kan blive sluppet ud af husarresten og ikke mindst, at sygehusvæsenet ikke går i knæ.

    Svar
    1. Eric

      Skovbunden er fra området med Signalbakken og Hvilehøj (gravhøje), hvorfra der er en fin udsigt over Aalborg og Limfjorden. Det er ca. 7 minutters gang fra vores bopæl.
      Jeg har ikke set SSI’s udmelding, men R2 på 0,97 er så tæt på en lineær stigning, man næsten kan komme, og det kan man jo også se på grafen. Den sidste uge er antallet af indlagte steget 11-12 % om dagen, og med den hast, bør det ikke komme ud af kontrol, før kurven knækker. Med graden af nedlukning er der heller ikke meget, der taler for, at tingene pludselig skulle gå agurk.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.