Der har ikke været mange håndværkerfri dage på det sidste, og det er gået ud over mine spadsereture, men i går og i dag var jeg ude at gå.
Forsytiaen står på spring, men jeg skal nok holde afstand.
De sidste tre uger har der næsten dagligt været besøg af håndværkere, taksator, skadeservice, tæppemontører m.fl. – primært som følge af skaden på badeværelsets skjulte rør.
Det er gået ud over mine daglige spadsereture, for når håndværkerne har fyraften, er gassen gået af min ballon, eller jeg skal i gang med huslige gøremål. Jeg har derfor nydt weekendens smukke vejr med spadsereture i kvarteret.
Her er sjældent den store formiddagstrafik, men både i går og i dag var der påfaldende stille og mennesketomt.
I dag talte jeg på 45 minutter to hundeluftere, en motionsløber og to spadserende, alle på det modsatte fortov. To par mødte jeg ”modstrøms” på samme fortov, og de trådte ud på kørebanen og holdt afstand.
Tre busser passerede mig. De to var tomme bortset fra chaufføren, og i den tredje var der én passager helt nede bagi.
Der er stille.
Uden på nogen måde at ville bagatellisere synkefærdigheden af den båd, vi er sammen i, kan det dog være en trøst, at det før har været værre. Meget værre.
Den sorte død
Som nævnt i et tidligere indlæg er jeg i færd med at læse en bog om pesten, der hærgede Europa i årene 1347- 1351.
Pesten kom østfra og ramte bl.a. Konstantinopel og Cypern, før genuesiske handelsskibe bragte den til Messina på Sicilien. Herfra bredte den sig nådesløst mod nord.
Det skønnes, at omkring 25 millioner døde i Europa alene. Bacillen, yersinia pestis, var ekstremt smitsom og glubsk. I mange byer døde 50-60 % af indbyggerne.
Den samtidige forfatter, Boccaccio, oplevede pesten i Firenze, og den danner rammen om hans fortælling(er) ”Decameron,” hvor nogle unge mennesker isolerer sig og får tiden til at gå med at fortælle hinanden vovede historier.
Før Boccaccio når til historierne, fortæller han dog om, hvad pesten gjorde ved Firenze og byens mennesker. Det er barsk læsning – her et udpluk i J.M. Riggs oversættelse:
”Tedious were it to recount, how citizen avoided citizen, how among neighbours was scarce found any that shewed fellow-feeling for another, how kinsfolk held aloof, and never met, or but rarely; enough that this sore affliction entered so deep into the minds of men and women, that in the horror thereof brother was forsaken by brother, nephew by uncle, brother by sister, and oftentimes husband by wife; nay, what is more, and scarcely to be believed, fathers and mothers were found to abandon their own children, untended, unvisited, to their fate, as if they had been strangers.”
Du kan læse Decameron online eller downloade fra gutenberg.org, og der er forskellige udgaver i forskellige oversættelser. Her et link til første del, som jeg har citeret fra.
Yersinia pestis kan heldigvis ikke klare sig mod nutidens antibiotika, hvis behandlingen starter i tide; men virus er ikke så nem at slå ned. Vi må se, hvordan det går. Det bliver garanteret slemt nok, men det har været meget værre.
Mureren kommer i morgen for at lægge sidste hånd på badeværelsesgulvet. Det bliver nok kun til en spadseretur i haven. Her står forsytiaen på spring, men jeg skal nok holde afstand.
/Eric
Jeg har, både i mit stille sind og vist også en gang mere åbent, kaldt denne situation for en moderne udgave af pesten. Jeg har læst flere bøger, der – bl.a. – omtaler hvordan folk agerede dengang, og jeg kan se temmelig mange lighedspunkter med denne ulykkelige situation.
Men ja: Heldigvis er videnskaben nået en del længere, og dette går også over igen, men det bliver en sej omgang, indtil det er tilfældet.
Ja, det bliver en sej omgang. Når truslen er hård nok, skrælles fernissen af, og de menneskelige reaktionsmønstre har næppe ændret sig stort, om end Guds hånd tilskrives mindre betydning i dag, og heldigvis for det.
Jeg har også været ude i de stort set mennesketomme gader og i den tomme park for at nyde solens stråler. Det var rart at komme ud igen.
Jeg var ikke klar over, at pesten ikke varede længere, selvom 14 år selvfølgelig er forfærdeligt længe, og 25 millioner døde er frygteligt mange.
Corona er barskt at komme igennem, men vi har jo langt bedre muligheder og viden i dag. For de fleste af os er det værste, at vi skal blive hjemme, og at vi skal holde afstand. Det er lige til at klare.
Ja, det er underligt med de næsten tomme gader.
Der var flere epidemier, men den fra 1347-1351 (4 år, ikke 14) var den værste. 25 mio. var skrækkeligt mange mennesker set i lyset af datidens befolkningstal.
Det med at holde sig hjemme osv. er til at klare, men jeg gruer for, hvad det kan udarte sig til set i lyset af, hvordan det var i Kina, og som det har udviklet sig i Italien.
Åh ja, der læste jeg lige forkert.
Jeg gruer også for om det vil udvikle sig til et egentlig udgangsforbud, og for hvordan det vil udvikle sig i sundhedsvæsenet.
Et egentligt udgangsforbud er der vist ikke lovhjemmel til – då kommer man vist i konflikt med grundloven. Men i tyskland har de nu strammet den til max 2 personer (medmindre man bor sammen), og det er måske ikke så tosset.
Indholdet af klassiske værker indeholder megen sandhed og kan minde nutidens population om tider, der var langt mindre udviklede, noget mere enkle og samtidig uden værnemidler for de epidemiske faremomenter og dermed høje dødsrater, som jordens befolkning har oplevet med uregelmæssige mellemrum.
Der er himlen være lovet langt fra Den sorte død og Den spanske syge til nutidens Corona virus. Vores såkaldte moderne evidens-baserede vidensniveau giver adgange til inddæmning og lindring og så en masse mere eller mindre angstfremkommende opdateret statistikmateriale.
Hverdagen for den enkelte husstand kan være ekstra træls i denne tid, når der samtidig opstår uventede stressrelaterede forhold som f.eks. vandskader, ulykker og (uventet) arbejdsløshed. Der er ikke just overbefolket i det såkaldte ”offentlige rum”, men dog en balsamisk trafik, så dine håndværkere stadig kan komme og færdiggøre matriklens sygdom, hvorved der er en bekymring mindre, der ikke kan forPESTe hverdagen, som gudskelov bliver lysere og lysere….
Heldigvis kan sundhedssnedkerne meget mere i dag end i 1347.
Citatet fra Decameron viser, at når rædsel og dødsangst bliver tilstrækkeligt stor, kan alle hensyn ryge overbord, og det tror jeg ikke, at knap 700 år har ændret på.
Jeg håber, at badeværelset bliver fuldt brugbart i den kommende uge. Så må malere, og hvem der ellers skal lave noget, gerne vente for min skyld, til trafikken bliver smittefri. Med foråret på trapperne kan jeg snart isolere mig i magelighed på terrassen 🙂