Jeg har været et smut til Middelhavet med Polybius som rejseleder. Rejsens tema var de puniske krige, altså krigene mellem Rom og Karthago.
Jeg lærte om de puniske krige i gymnasiet, men det eneste, der rigtig hang ved, var historien (eller skrønen) om Cato, der afsluttede alle sine taler i senatet med: ”Og i øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges.”
Det var en kende for støvet til at konkurrere om min ungdommelige interesse, og så havde det en besk bismag af latin, et terpe-fag jeg ikke kunne fordrage.
Men så forleden zappede jeg ind i en udsendelse på TV, hvor geologer undersøgte et stenskred i Alperne for om muligt at afklare, om det var netop det bjergpas, Hannibal benyttede, da han invaderede Italien med krigselefanter og det hele.
Det lagdelte stenskred skulle ifølge udsendelsen være beskrevet af Polybius. Og hvem var så Polybius? Jeg søgte og fandt, og hans historier fandt jeg som e-bøger på gutenberg.org.
Det er snart 50 år siden, gymnasiestøvet lagde sig, og nu var jeg pludselig motiveret til at læse de gamle beretninger, om hvordan Rom besejrede Karthago og blev en supermagt.
Det har nok hjulpet, at jeg siden gymnasietiden har været i Italien mange gange og der oplevet, hvordan fortid og nutid smelter sammen. Og så skal tiden i coronaboblen jo også gå med et eller andet.
Polybius
Polybius var overklassegræker og levede (cirka) 200 til 118 f.Kr. Han kom til Italien som et af 1000 gidsler. Det med gidsler var almindeligt, det motiverede den slagne part til at overholde aftaler.
Polybius var en dannet ung mand og god til ridning og jagt. Det behagede den romerske overklasse, og han blev bl.a. huslærer for Scipio, der senere udslettede Karthago og fik tilnavnet Africanus den Yngre.
Polybius blev mange år i Rom og skrev bl.a. historiske værker. Hovedparten af hans skriverier er gået tabt, men det meste af hans (næsten) samtidige historie om tiden 220-146 f.Kr. er bevaret, og han er hovedkilden til det, vi i dag ved om de puniske krige.
Karthago var en magtfuld fønikisk bystat, som lå nær nutidens Tunis, og med Karthagos fald blev Rom på ret kort tid den dominerende verdensmagt (altså som man så verden dengang).
Polybius lagde stor vægt på ikke bare at berette om hændelserne, men også at forklare faktabaseret, hvad der lå til grund. Han interviewede om muligt aktører/deltagere/øjenvidner og besøgte mange af de steder, hvor begivenhederne havde udspillet sig. Fx tog han turen over Alperne i Hannibals fodspor.
Han var også med, da Scipio Aemilianus (hans tidligere elev) indtog og ødelagde Karthago i 146 f.Kr., men hans beretning herom er gået tabt, der er kun fragmenter tilbage.
Det samme er Livius’ (senere historiker) bortset fra et resume, men fra Appian af Alexandria (95 – 160) ved vi, hvad der skete, og han har (som Livius) formentlig sin viden fra Polybius. Appians grumme historie er ikke på gutenberg.org, men kan læses her.
Om læsningen og krigene
I starten var jeg geografisk noget på den, fordi mange af de latinske stednavne ikke sagde mig noget. Hvor lå fx byen ”Lilybaeum”? Men søgemaskinerne ved næsten alt, så jeg fulgte med ved at slå stednavnene op og (om nødvendigt) finde lokationen på Google Maps.
Lilybaeum er såmænd byen Marsala (på Siciliens vestkyst), der i dag er bedst kendt for hedvinen af samme navn.
Jeg gik let hen over de mange krige og intriger i Grækenland, Makedonien og Lilleasien og koncentrerede mig om de puniske krige, som var afgørende for romerrigets dominans.
Spændende er især beretningen om den 2. puniske krig, som indledtes i 218 f.Kr., da Hannibal krydsede Alperne med sin hær og knap 40 krigselefanter. En forbløffende bedrift!
Som et kuriosum kan nævnes, at de lærde strides om, hvorvidt krigselefanterne var indiske elefanter eller den (mindre og nu uddøde) nordafrikanske art. Det skal jeg ikke kloge mig på, men interessant er, at førerne (mahouterne) ifølge Polybius var indere – i den engelske oversættelse: ”Indian riders”.
Hannibal kom over Alperne med stort besvær og store tab. Han allierede sig med norditalienske stammer, som heller ikke elskede romerne, og de næste 15 år hærgede hæren den italienske halvø fra nord til syd.
Alle elefanterne undtaget én var døde af kulde og sygdom, men romerne kunne alligevel ikke rigtig stille noget op, især fordi Hannibals kavaleri var overlegent. Rom, altså selve byen, angreb han dog aldrig.
Først da romerne førte krigen til Libyen (i dag Tunesien) og truede selve Karthago, forlod Hannibal Italien. Karthagos hær anført af Hannibal led det afgørende nederlag i 202 f.Kr. ved Zama i nærheden af Karthago.
Bystaten kom dog ret hurtigt til kræfter rent økonomisk og blev af Rom set som en trussel. Det førte til den 3. og sidste puniske krig i 146 f.Kr., hvor Karthago helt bogstaveligt blev ødelagt.
Eftertanke
Det mest fascinerende er måske, at selvom teksterne er mere end 2000 år gamle, er de levende og vidner om, at menneskets tankesæt ikke har forandret sig stort, når man ser bort fra akkumuleret viden, naturvidenskab og teknik.
En bekymrende stor del af verden styres stadig af grådighed, magtbegær og krigsliderlighed. Det har ikke ændret sig, om end metoderne er forfinet noget siden Polybius’ tid.
Læsningen har givet appetit på mere af samme skuffe, så nu vil jeg tage hul på Livius’ historie, selvom feinschmeckere siger, at han ikke er så pålidelig som Polybius. Livius’ historie kan også downloades fra gutenberg.org (søg på ”Livy”).
Links:
- The Histories of Polybius (som e-bog eller online læsning)
- Appian af Alexandria om de puniske krige (engelsk)
- The truth about Hannibal’s route across the Alps (artikel i The Guardian)
/Eric
Det er da nogle herlige kommentarer — og en god historie om historien. Ja, jeg har faktisk fornylig (dvs indenfor de sidste 10 år … uuuh) set historie formidling om Hannibal og hans elefanter, ikke at jeg kender historierne særlig godt! men blot det at få afmystificeret lidt om dette med nordafrikanske elefanter, krydsning af Alperne og moderne diskussion om hvor han var gået over, det var interessant.
Man tænker jo som moderne menneske: Hvorfor gik de ikke langs kysten? men så kommer man i tanke om at der jo er kyst-klipper, og at det nok ikke var muligt dengang. Det var interessant at det stenskred kan give fingerpeg om hvor det var, at Carthagenserne passerede Alperne. Man skulle tro at det letteste – også dengang – ville være Brenner passet.
Ja, historie kan indfange.
Før Hannibals hær passerede Rhône, havde den en træfning (kavaleri) med romerne, der var kommet for at finde ud af, hvad Hannibal havde gang i. Da det gik op for den romerske styrke, hvad Hannibal havde for, sejlede de skyndsomt tilbage og marcherede nordpå.
De elefanter, der ikke var røget i Alpernes afgrunde, deltog i det første slag, hvor romerne fik bank. Derefter tog vinter og sygdom sig af de sidste undtaget én.
For at nå Brennerpasset havde de skullet marchere rigtig langt nord og østpå og givetvis kæmpe sig frem en del af vejen, så det havde helt sikkert ikke været det letteste!
OK ja, der er noget med natur-barrierer og folkebarrierer, som jeg ikke lige havde tænkt på – man tænker “Brenner passet er så nemt at komme over … i bil!” :/
2 år mere … og så får jeg også tid til fordybelse. Det kunne sagtens være noget historisk. Er under alle omstændigheder vild med historiske romaner, så hvem ved …
Glæd dig! Jeg ville såmænd gerne fordybe mig lidt mindre, men disse coronatider er jo ikke til tant og fjas 😉
Ja vi er jo nogen stykker (dagens underdrivelse), der savner at komme ud at rejse 😉
Revanchen bliver sød!
Også jeg husker den afsluttende bemærkning. Og jeg er enig med Ellen i at latin har hjulpet mig t med at forstå nutidens udenlandske ord. Men jeg kan også mærke, at nutidens sygeplejersker ikke har brugt latin så meget, så de medicinske udtryk er ofte svært for dem, hvor de giver mening for mig. Vi skulle have den lille latinprøve for at komme ind og jeg havde så også latin på gymnasiet.
Men hvor har jeg glemt meget af alle de historier vi den gang læste, jeg havde også oldtidskundskab. Jeg var vist optaget af meget andet, jævnfør Farmer bemærkning 😉 Så tak for at ridse en af historierne op for mig.
Ja, som ung var man optaget af meget andet end begivenheder, som udspillede sig i en fjern fortid. Gymnasiet skulle være alment dannende, og nu har jeg tiden til at indhente det forsømte 😉
Mit indtryk er, at det er meget forskelligt, hvad folk har fået ud af latintimerne. For nogle har det været en hjælp, mens det for andre (som mig) havde været bedre at bruge tiden direkte på de sprog, latinen skulle hjælpe en med at lære ad omveje.
Latin! Ak, ak.
Ved efterårsferien fik jeg kommentaren fra latinlærerinden: “Du må da gerne fortsætte med at komme; men jeg kan ikke lige se hvad du kommer for.” -Og så var det latin-tid ovre.
Lidet anede lærerinden, at mit tilvalgt skyldes en kærestes tilvalg af faget; men det længerevarende forhold på 3 måneder var for længst ovre, så tingene passede egentlig fint sammen.
OG: Nu fik jeg googlet mig frem til at denne daværende kæreste bor i staten New York og har 4 sønner.
Tænk, hvad din genlæsning af krigshistorien kan føre med sig.
Når det drejer sig om latin, er “ak” meget rammende, men det var da godt, at du havde en klarsynet lærerinde!
Din tidligere kærestes nuværende omstændigheder er formentlig endnu et eksempel på, at det ofte er tilfældigheder, der styrer tilværelsen.
Ja, der er heldigvis flere måder at rejse på, men jeg glæder mig nu ret så meget til at kunne gøre det IRL igen.
Jeg husker pudsigt nok også tydeligt Catos afsluttende bemærkning og synes også, at latin var støvet, men ikke så skrækkeligt meget senere i livet viste der sig en stor værdi sig ved at kende til det gamle sprog, da der er så meget andet sprogligt, der kan forstås og forklares ud fra kendskab til latin.
Da jeg lærte mit sparsomme italienske, var kendskabet til engelsk, fransk og tysk en stor hjælp, og (efter min mening) havde timerne spildt på latin været meget bedre brugt på disse sprog end på netop latin, som mest af alt var en grammatisk disciplin. Det er ikke (det fraværende) kendskab til latin, der gør, at jeg kan læse fx en hollandsk avis og forstå så nogenlunde, hvad der står, det er kendskabet til de levende sprog tysk, engelsk og fransk.
Men det har fruen og jeg diskuteret meget uden at nå til enighed. Der er nok individuelle forskelle på, hvordan vi lærer.
Og uh, hvor jeg glæder mig, at vi igen kan besøge Middelhavet sådan rigtigt 😉
Befriende, at man kan passere den danske grænse uden Corvid-19 pas og så tilmed opholde sig (dog kun indtil videre i tankerne) ved Middelhavet. Et område, der er blogejeren særdeles bekendt.
Med nutidens empiri i Polybius´ rygsæk ville han nok tilslutte sig din skarpsindige diagnose: “En bekymrende stor del af verden styres stadig af grådighed, magtbegær og krigsliderlighed. Det har ikke ændret sig, om end metoderne er forfinet noget siden Polybius’ tid.”
Og så kan tilføjes, at store riger har en ofte historisk målt kortere levetid. Det gjaldt også Romerriget og det gælder stadig. Storbritannien er det mest kendte eksempel i nutiden. Men “den naturlige tendens” fortsætter: Vælg selv land eller sammenslutning af stater. 😉
Ja, imperier har det med at forgå. De færreste forgår som Karthago, der blev udslettet efter 700 år, men lever videre i mindre målestok. Faren er så, at den fordums storhed kan inspirere til nutidig galskab.