Det er snart 10 år siden, katten valgte at flytte ind. Vi gjorde meget for at tale ham fra det, men han var stålsat, her ville han bo.
Tot på terrassebordet
Da han besøgte os første gang, virkede han forkommen og uplejet, så vi troede, at han ikke kunne finde hjem, og kontaktede Kattens Værn.
Fagfolkene kunne læse tatoveringen i øret, og han blev afleveret på hjemmeadressen et par hundrede meter fra vores matrikel. Der gik vel en time, så var han her igen, og det gentog sig.
Vi undlod hårdhjertet at fodre ham, men lige lidt hjalp det. Hvis vi var i køkkenet, hoppede han op på den brede sålbænk, kiggede på os og brægede. Da han en morgen så lys på 1. sal, klatrede han resolut op på udestuens halvtag og græd, til Helle åbnede et vindue og lukkede ham ind.
Vi rejste på ferie i tre uger, og da vi kom hjem, var han der som en mis og gentog, at hans beslutning ikke var til diskussion.
Tot flytter ind
Vi gav op, og Tot flyttede ind. Han var da tre år gammel, fortalte hans eksfamilie.
Ja, Helle døbte ham Tot, men det kalder vi ham aldrig: Han lyder navnet ”Misser” – især hvis han er sulten.
Han har afgjort ikke opfundet den dybe madskål, men han er kærlig og snakkesalig, og instinkterne er stærke.
Kærlighed
Det er Helle, han elsker og følger rundt i huset. Jeg tolereres, fordi jeg åbner døre på kommando. Når jeg lukker ham ind, hilser han nådigt og markerer mig som sin ejendom, men det er Helle, hans hjerte banker for.
Tot og Helle i 2011
Og det er ikke kun fordi Helle fodrer og byder på godbidder. Hun er kattehvisker og kan gøre ting ved ham (som fx at fjerne flåter), som omgående (hvis jeg prøvede) ville give mig blødende rifter. Har han fået en byld eller et sår, ved han, at selvom det gør ondt, vil Helle ham kun det bedste, når hun renser med lunkent vand.
Jægeren
Som Dr. Jekyll har også Tot en mørk side: Han er en mægtig jæger.
Jeg har set ham fange en mus lige uden for huset. Han kunne ikke se den i det høje græs, men krydspejlede med parabolerne og sprang så. En anden gang var det en flyvende og velvoksen skovdueunge, der blev pillet ned i flugten.
Tot holder øje med solsortene, men de er ham for hurtige.
Heldigvis fortærer han normalt byttet på gerningsstedet eller i baghaven. Kun én gang har han taget en mus med hjem (altså ind i huset) som legetøj. Vi var helst jagten foruden, men instinktet er for stærkt.
Men kommer han for nær, kan fuglene skælde ud og mobbe ham, så han mjavende og strippet for værdighed må søge trøst hos os. Det år, hvor skadeparret fodrede unger på plænen i baghaven, var han tæt på et nervøst sammenbrud.
Sol og varme
Katte sover meget, og om vinteren elsker Tot at snue i vindueskarmen over radiatoren, og når årstiden skifter til det bedre, solbader han i haven. Det kan dog blive for varmt, og så finder han skygge på terrassen og maksimerer kropskontakten med de svale fliser.
Når …
En kat er til megen underholdning og glæde, men den begrænser også din frihed, for du har jo et ansvar. Du kan ikke rejse uhæmmet, og du kan for den sags skyld heller ikke sælge hans revir og flytte i lejlighed.
Vi er derfor enige om, at når Tot engang stiller trædepuderne, skal vi ikke have en ny kat. Det er nemt at sige nu, skønt historien har vist, at det i den sidste ende er katten, der bestemmer.
/Eric
Dyr er kloge og kan fornemme hvem der er god at gøre til sin partner 🙂 Og jeg kan sagtens kende det med det besværlige i at have et dyr, som man ikke bare lige kan få passet. Vores to hunde er så store og er vant til de åbne vidder, så de ville være svære at have i et almindeligt hus. heldigvis har vi fundet en god dyrepension, hvor de trives. Men når verden åbner, får vi behov for mere pasning, forhåbentlig, så vi kan besøge Norge hyppigt 🙂
Godt at hundene trives i pensionen, for nu kan det (for pokker) ikke vare længe, før I kan rejse nordpå!
sikken en skøn historie – katten, der bestemte at her ville den bo. Gad vide, hvad det var for instinkter, der drev den til det. Med øretatovering gætter jeg at den også er kastreret eller “neutraliseret”, og dermed ikke har den uimodståelige trang til at gå på natte-eventyr og endte med ikke at kunne komme hjem til nabo-adressen – men så må der have været noget andet, der drev den, og det kan jo godt have været Helle. Men sætter det ikke tanker igang om kattens ni liv?
Vi tror, at Tot fik flytteønsker, fordi eksfamilien anskaffede sig endnu en kat. Så kom han surmulende forbi vores terrasse og mødte venlighed, og det var nok det: Kærlighed ved første blik.
Og ja, han var/er “neutraliseret,” men det afholder ham ikke fra at være ude om natten, medmindre der er bidende koldt.
Jeg genkender mange elementer fra din beretning. Vi har nu 2 katte tilbage af de oprindelige 5, der havde slået sig ned her. Vi er fast besluttede på, at vi ikke skal have flere, men så længe man bor i stueplan og har kattelem, har man egentlig ingen stemmer i foretagendet. Jeg har bare en stærk fornemmelse af, at vi ikke er i stand til at passe husdyr ordentligt mere, og jeg ville sådan set ønske, at kattene ville respektere dette.
Det er svært. Uanset hvad man gør, har det ulemper, men jeg ville nok starte med at spærre kattelemmen, som er en åben invitation.
Ja, det kan vi så bare ikke gøre, så længe vi har to “faste pensionærer”. At tvinge et par katte på 9 ot 15 år til at være indekatte lige pludselig ikke bare tangerer dyrplageri.
Vi har ikke kattelem. Hvis døren ikke er åben i forvejen, siger katten til, når han vil ud eller ind.
En rigtig fin beretning om et rigtig fint dyr. Tot lyder til at være en skøn Misser, der virkelig har forstået, hvordan man er en rigtig kat. Det er sjov, at du er tolereret, mens Helle er højt elsket, men sådan tror jeg faktisk, mange katte har det. De udvælger sig et “offer”.
Jeg har haft kat hele mit liv, og din beretning minder mig om savnet, men hvor jeg bor, er det ikke tilladt at have husdyr. Jeg bilder mig ind, at min kærlighed til den ville kunne opveje savnet efter de udendørs glæder.
Man vænner sig i den grad til at have en kat som husfælle, så jeg forstår dit savn. På den anden side forstår jeg til nød, at der nogle steder ikke må være husdyr, om end der er pokker til forskel på en stille kat og en hund, der gør.
Vores katte har også altid bare heddet Misser. Det er så nemt …
For godt 20 år siden besluttede vi, at vi ikke skulle have kat igen, netop fordi man binder sig og har et ansvar, og da Charlotte var flyttet hjemmefra nogle år tidligere, kunne vi ikke længere forsvare at have husdyr.
Vi savner sommetider at have en kat, men vi savner ikke den dårlige samvittighed, når vi forlod den – og vi havde oven i købet en rigtig god kattesitter, når vi var væk.
Forståeligt, men med de uønskede beboere, I har haft på den nuværende adresse, var det måske ikke nogen dårlig idé med et lille rovdyr.
Det sidste først: En catlover (alias kommentatoren) smiler bredt. Når den sidste jordiske berøring sker med Tots fire trædepuder, vil der helt automatisk ske en mental afklaring og bevisførelse på det forhold, at cirka 8 ud af 10 ”plejeforældre” beslutter sig for anskaffelse (uanset metode) af et nyt 4-benet familiemedlem.
Som tidligere mangeårig katteejer og -plejer er det – eksempelvis – mig til stadighed en stor glæde at passe min kære nabos hankat Laban, når matriklen tømmes og sejlskibet med besætning begiver sig ud på de 7 have eller ved andet fornuftsbetonet.
Sagt til sammenligning må det være muligt at betro husdyret – Tot 1 eller Tot 2 – til en ansvarlig relation i et af de Aalborgensiske postdistrikter, hvis ikke kattepension, når familiens 2-benede igen….igen beslutter sig for kortere eller længerevarende euro-støtte for diverse opholdssteder i Grækenland, Italien eller Spanien, når det arbejdsrelaterede stempelur er fortid.
Tot(al) fin katte-beretning – tak for god læsning!
Hvis vi engang flytter i lejlighed, synes vi, at det ville være synd for en kat, medmindre den har mulighed for let at komme ud. En huskat er et tamt vilddyr, som skal have mulighed for at bruge sine fantastiske sanser.
Det med pension eller midlertidig genhusning afhænger meget af kattens temperament. Tots forgænger i embedet var en fredsommelig hunkat, og hun havde det fint med at komme på ferie i kattepensionen. Med Tot forholder det sig meget anderledes, og selv Helle skulle iføres rustning før et forsøg på at få ham i transportkassen. Han værdsætter det frie liv.
Med Tot har vi den løsning, at han får lov til at blive i sit revir (haven), hvor han så har mulighed for at bruge sin forede “hule,” og Helles nevø er så elskværdig at komme forbi med en dåseåbner. Tot er selvfølgelig glad, når vi kommer hjem, og han har aldrig båret nag over at blive forladt for en tid.