Når man kender feriemålet og har set seværdighederne tidligere, glider dagene nemt ind i et mønster afstukket af bekvemmelighed og lyst.
Og selvom vi absolut ikke har travlt og ikke er særligt aktive, flyver tiden afsted.
Græsk salat på Zorbas
Formiddagsture
Ved nitiden går vi en tur, inden solen får magt. De fleste, vi møder, hilser med et kalimera, selvom vi er vildfremmede. Panteli, Platanos og Aiga Marina er fysisk vokset sammen til én by, men der er alligevel en venlig landsbystemning.
Turen går gerne til Agia Marina eller bare halvvejs, til torvet i Platanos. Torvet er et knudepunkt, og her sker altid noget, man kan iagttage over kaffekoppens kant.
Ældre mænd sidder i caféens skygge. Nogle spiller backgammon, og rosenkransen løber af sig selv mellem fingrene. Måske er det verdenssituationen, de løser, men storpolitikerne forstår vist ikke græsk.
Den halvlamme
På vejen til Platanos møder vi måske den halvlamme på vej hjem med stok og indkøbspose. Han er gammel, lam i venstre side, og krabber sig frem fod for fod. Det går uendelig langsomt, og ind imellem holder han pause, hvis der er en halvmur, han kan sidde på.
Han bliver mere og mere krum, for hvert år der går. Overkroppens vinkel er nu ca. 75°, så man får ikke øjenkontakt. Armene er tynde og mørkebrune.
Han bor i Panteli, og det at komme op til Platanos og ned igen må være som at bestige Matterhorn dagligt. At fotografere ham ville være upassende, du må nøjes med ordene.
Caféen i Panteli Bay
Turen til Platanos er praktisk, hvis vi skal have brød eller købe ind i supermarkedet. Hvis vi ikke mangler noget, er det hyggeligere at gå ned til Panteli Bay og få kaffe på caféen ved det store tamarisktræ.
Det er på samme café, vi får en aperitif, når solen går ned ved halvottetiden, og eventuelle skyer får rouge på undersiden.
Der er solsenge på stranden, men vi skal ikke bade og sætter os ved et bord blandt de lokale. To mænd har gummistøvler på, de er nok kommet direkte fra kutteren og nattens fangst.
Ved siden af dem sidder et selskab på 5-6 solbrune grækere. Backgammonbrættet ligger sammenfoldet på bordet, og en hærdebred pensionist med store hænder nusser kærligt en lille hund, der saligt hviler hagen på hans lår.
Jeg ville gerne tage et billede, men jeg kan ikke få mig til det og vil ikke trænge mig på.
Taverna Zorbas
Det hænder, at vi spiser frokost på Zorbas i Panteli Bay. De har bl.a. en god, hvid rognsalat (”taramasalata”), laver en god omelet med fyld, du selv vælger – eller hvad med græsk salat med fetamousse og syltede kapersblade? (se billede øverst i indlægget)
Lakki
Det sker også, at vi tager en taxi til hovedbyen Lakki. Det gjorde vi i går, for jeg kunne godt bruge en ny urrem, og øens vistnok eneste urmager ligger i Lakki. Men han havde ikke remme i den rette bredde, så det blev i stedet til cafébesøg og indkøb.
På caféen så vi igen en alderstegen præst. Den første havde sort ”skorsten” på, i går var den grå. Jeg ved ikke, hvad farverne fortæller, men denne gang tog jeg diskret et (dårligt) billede med telefonen. Det føltes ikke forkert, som det gør med den halvlamme.
Kort efter han var gået, råbte servitricen: Papa!. Han havde glemt sin smartphone på bordet og vendte smilende tilbage. Pigens klerikale respekt rakte åbenbart ikke til, at hun ung og rapfodet løb efter ham.
Der er vel ca. 3 km til Lakki. Det er ikke længere, end man kunne gå, men bilerne suser tæt forbi i svingene, og en taxi koster kun 5 euro. Skulle man spare, kunne man vel finde ud af at tage bussen.
Taxichaufføren i går kørte besindigt og behageligt. De fleste kører ellers, som havde de en skovbrand på bagsmækken, og så lægger man ekstra mærke til vejkantens små kapeller, der er rejst som minder for trafikofre.
Terrassestemning
Efter formiddagsturen går vi i terrassetilstand med krydsord, sudoku, bøger og hvad der ellers frister – fx en siesta. Hernede er øjenlågene svært modtagelige for tyngdekraften.
Hen under aften går vi ned til Panteli Bay, som jeg beskrev i det forrige indlæg. Så helt uden bevidst planlægning kan dagene glide ind i et fast mønster afstukket af bekvemmelighed og lyst.
Relateret:
/Eric
Dejlig at tænke på at der også er fred på Græske øer, dejlig mad, glæde over turisterne, trods flygtningekrise overalt udenfor vores verden.
Ja vi er heldige, er vi.
Ja, vi er heldige, og fred er der rigeligt af på Leros.
Selv om jeg ikke selv er der, så alligevel lidt når jeg læser og nyder dine beskrivelser. Tak for det!
Det glæder mig. Tak for respons 🙂
Jeg kommer helt ned i tempo og ind i roen ved at læse om jeres dage. Mange af os fylder ferien ud med oplevelser, nye steder, men det at feriere det samme sted giver helt sikkert en anden ro.
At feriere samme sted giver netop ro. Det er vel lidt det samme, hvis man har et sommerhus – det besøger man jo heller ikke for at få en på opleveren.
Men hver ting til sin tid. Vi har ikke opgivet nye rejsemål og nye oplevelser, det er bare pandemien, der har gjort, at vi prioriterer “det sikre”.
Jeg nyder dine tekster og billeder – og I nyder livet. Mere har jeg ikke at sige.
Kort og koncist, længere behøver det ikke være. Ferien kunne godt være længere, men det er en anden historie.
Det velbeskrevne sceneri kunne mageligt danne bagtæppe for en stressterapeuts seminar, hvor succeskriteriet for travle topskatteplagede og uerstattelige erhvervsfolk var at få hvilepulsen banket ned.
Eneste link til “den virkelige verden” var præstens smartphone, fra hvilken der formodes at være forbindelser til sognebørn samt (måske) ovenfor.
Apropos “forbindelser” følgende spørgsmål:
1) Findes vejskiltene i de provinsielle miljø både med græske og latinske bogstaver?
2) Gælder svaret på sp. 1. også for Athen (gadenavne, metro etc.)) ?
Nej, stress er ikke det, vi forbinder med Leros. Her ændres opfattelsen af tid.
Det med vejskiltene havde jeg ikke lige tænkt over, men de fleste skilte her på Leros bruger begge alfabeter. Det lærer man så noget af, fx at “Borg” hedder “Kastro” på græsk, hvilket måske ville have frydet Fidel. Vi har ikke været i selve Athen, så det kan jeg ikke svare på.