Dage på egen hånd, marked i Maiori og bustur til Vesuv og Pompeji.
Fredag er der udflugt til Capri, men den har vi ikke tilvalgt, så vi har en fridag på egen hånd. Det er fint med udflugter, men det er også godt at slappe af, så sjælen kan følge med.
Vejret viser sig igen fra sin pæneste side. Vi dapper rundt, ser på byen og ordner nogle småindkøb.
Marked
I forretningsgaden og en sidevej er der marked, hvor man sælger alt fra klipfisk til blondetrusser. Det er nok en ugentlig begivenhed. Der er mange lokale kunder, men ikke decideret trængsel.
Her kunne hotellets kok lade sig inspirere til andet end minigulerødder på dåse:
Marked i Maiori
Vi får en god kop espresso på strandpromenaden med havudsigt og tilbringer resten af eftermiddagen i sol på altanen – på denne årstid er det ikke for varmt.
På La Terrazza
Vi spiser igen på La Terrazza. Til forret grillede grøntsager og til hovedret scaloppine (kalvekød) med svampesovs (friske Karl Johan-svampe), frites og tomatsalat.
På italienske restauranter kan man håndplukke, som man vil. Vi kunne fx have valgt én forret til deling, men valgte to. Til hovedretten valgte vi to gange scaloppina, én gang frites og én gang tomatsalat.
Sådan kan man frit sammensætte retter og tilbehør efter lyst og appetit. På La Terrazza er husets røde karaffelvin i øvrigt afkølet, og det er ganske behageligt – især når der bliver rigtig varmt.
Vesuv
Lørdag kl. 8 kører bussen mod Vesuv. Vejen går ad hårnålesving op over halvøens bjergkam. Indtil en vis højde vokser der tusindvis af citrontræer, der næsten alle er dækket af net som beskyttelse mod (især) haglbyger. Alt er økologisk, fortæller guiden.
Højere oppe, hvor citroner ikke trives, dyrkes der vin. Der falder sikkert en del regn i disse bjerge, for alt er saftiggrønt.
Goderne er ulige fordelt. I Norditalien er vandstanden i Gardasøen den laveste i 70 år. Tørken ikke bare truer, den er en realitet (først da vi er kommet hjem, erfarer jeg, at Norditalien er ramt af oversvømmelser efter kraftig regn).
Vesuv og Napolisletten
Vi kommer ned på Napolisletten og kører til vulkanen Vesuv, hvor det igen går op, til vi er (vistnok) 900 meter fra krateret.
De friske og eventyrlystne spadserer op til krateret. Vi bliver nede ved caféen, som nærmest er et skur. Vores lyst til at spadsere i løst vulkangrus er til at overse, og jeg kan ikke fordrage lugten af svovl.
Efter ca. 1½ time returnerer de vandrelystne, og bussen kører til Pompeji.
Pompeji
Vi får frokost på en restaurant lige over for Pompejis hovedindgang. Restauranten tager kun selskaber, det er samlebåndsmad uden kærlighed, men vi får stillet sulten.
Vi udstyres med headset, så den dansktalende lokalguide kan snakke uden at forstyrre de andre gæster alt for meget. Hun er dygtig og ved en hulens masse. Vi går rundt i ca. 2 timer, og hen mod slutningen føler vi os godt brugte, for det er anstrengende at gå på den antikke brolægning i byens centrum.
Amfiteateret/arenaen med Vesuv i baggrunden
Vesuv set fra Pompeji. Hvornår kommer det næste udbrud?
Da rundturen næsten er forbi, begynder himlen at dryppe lidt, men det er småting. Der har været delvis overskyet, og det er ganske rart. Vi husker fra 2009, hvor hedt det kan være i Pompeji, når solen bager – det er ikke så nemt at finde skygge i ruiner uden tage.
Vægmaleri i Pompeji
Turen hjem går ad motorvejen til Salerno og derfra ad kystvejen til Maiori. Her køres lak mod lak i de skarpe sving, og strækningen er betagende smuk. Det er ikke så underligt, at Amalfikysten er en turistmagnet.
Vi tager igen på La Terrazza, hvor vi får spaghetti Cetarese – ansjoser & ansjossovs med brødkrumme. Godt!
Fridag på altanen
Søndag er fridag, og vi tilbringer det meste af tiden på altanen.
Det er ikke uden underholdning. Ved 16:30-tiden lyder et kæmpebrøl, og det knalder med fyrværkeri. Napolis fodboldhold har scoret, og det italienske mesterskab er inden for rækkevidde.
Seismograferne slår dog kun ud den ene gang, for snart efter scorer modstanderholdet, og der skal flere kampe til, før Napoli har mesterskabet i hus.
Vi vil prøve en anden restaurant i dag (Mario e Maria), men alt er optaget, så vi ender igen på La Terrazza. Det gør nu ikke noget; forretten med marineret fisk er lækker, og hovedretten (cotoletta alla Milanese) er en klassiker.
Marineret fisk
I morgen er der udflugt til Ravello og Scala, to byer i højderne. Vejrudsigten truer med regn, men mon det bliver så slemt? Svaret følger i næste og sidste afsnit.
(Fortsættes)
Relateret:
/Eric
Jeg holder altid af dine billeder af grøntsager og anden mad. Jeg bliver simpelthen sulten af at se dem. Således fik du nu sendt mig i køkkenet til pizzabagning.
Hehe, kameraets magt.
Tak for endnu et underholdende indlæg om Amalfikystens lyksaligheder – og det modsatte, men heldigvis mest af førstnævnte.
Det er næsten som at genbesøge de dejlige steder.
Jeg troede faktisk, at det kun var svovlbrinte, der stinker som ind i h.., men andre svovlforbindelser lugter åbenbart også?
Det glæder mig, hvis mit indlæg får dig til at polere minderne 🙂
Svovlbrinte lugter som rådne æg – ækelt! Svovldioxid river i næsen, og jeg kan ikke beskrive lugten anderledes end “forstadiet til svovlsyre”. Hvad Vesuv er leveringsdygtig i, fandt jeg heldigvis ikke ud af.
Blogejeren og dennes livsledsager undgik den aktuelle (og efterfølgende dage) supermaniske begejstring over, at S.S.C. Napoli vandt “Lo Scudetto” (italienske mesterskab i fodbold) i går. Det er kun sket i 1987 og 1990, hvor den argentinske vidunderdreng (og senere narkoman), nu afdøde Diego Maradona, var skarpretteren.
Aktuelt er “skarpretteren” så blogejerens kamera, der har indfanget nogle fine stemninger, hvoraf jeg næsten kunne blive siddende og meditere over “Vesuv og Napolisletten”.
Man(d) læser med og fornemmer (gensyns-) glæden ved La Bella Italia.
Vi har ingen vanskeligheder ved at forestille os, hvordan det har været i Napoli, da de vandt mesterskabet. Vi var i Rom i 2001, da Roma vandt, og “den fik ikke for lidt”. Det siges i øvrigt, at de fintfølende seismografer, som overvåger Vesuv, kan registrere, når Napoli scorer på hjemmebane.
Italien er et godt land at gæste. Der er ret stor forskel på regionerne og deres kultur, så man kan finde den egn, hvor man føler sig bedst tilpas. Vi har ikke lagt planer for det næste besøg, men jeg vil tro, at det bliver et rejsemål med færre turister per kvadratmeter 🙂
Hej, Eric!
Du skriver, at du ikke kan fordrage lugten af svovl. Det første, der falder mig ind i den forbindelse, er, at så er Island vist absolut ikke noget for dig. Jeg var deroppe i sommeren -77, og jeg husker meget tydeligt, hvordan der lugtede kraftigt af svovl i hotellets badeværelse. Hvilket – naturligvis – skyldes, at vandet i hanerne er pumpet direkte op fra jorden, hvor det er blevet opvarmet af øens vulkaner – deraf lugten. Det kolde vand skulle imidlertid være blandt det reneste i verden og drikkes direkte fra hanen.
Kilde: guidetoiceland.is
Tak for advarslen, Christian. Island rykkede omgående nogle pladser ned på listen over potentielle rejsemål! Svovl eller ej havde Island det i forvejen svært i konkurrencen med Middelhavet 🙂
På cementfabrikken, hvor jeg arbejdede i mange år, bruges bl.a. svovlholdigt brændsel. Røggassen renses, så svovlet udfældes som gips, men der kan ske udslip af SO2 (helt undtagelsesvist, naturligvis!), og deraf min svovlaversion – føj, hvor det stinker!