Pakkerejse til Amalfikysten #1

Fra tirsdag den 25. april 2023 var vi en uge på Amalfikysten, et af de smukkeste steder i Italien. Her er en beretning om turen.

En bid af Amalfikysten

En bid af Amalfikysten set fra havet

Amalfi er en af byerne på Sorrentohalvøens sydside, og det er Amalfi, der lægger navn til kyststrækningen.

Halvøen rejser sig bjergfuld fra Napolisletten i nord, og på halvøens sydkyst klynger huse og byer sig til klipperne over havet, eller de ligger, hvor dalene udmunder i havet. Maiori er en af disse småbyer og har en af de få strande.

Det var hertil, vi rejste, og det var en uge med udflugter til bl.a. Amalfi, Vesuv og Pompeji.

Det kom sig egentlig af, at Volotea nu flyver direkte mellem Aalborg og Napoli, og frem for at arrangere noget selv valgte vi den magelige løsning med en tur færdigstrikket af Nilles Rejser.

Vi var heldige med vejret. Det var smukt og solrigt fra tirsdag til søndag, og så slog det ellers om. Det pøsregnede mandag, og regnen fortsatte tirsdag, hvor vi rejste hjem.

Hotellet

Hotel Pietra di Luna er nydeligt og har en stjernebeliggenhed lige ud til badestranden – man skal bare over kystvejen, så er man der.

Altanudsigt

Udsigt fra den pænt store altan

Turen inkluderede fem aftensmåltider på hotellet, men vi oplevede kun ét, nemlig tirsdag hvor vi ankom. Det var så udsøgt ringe, at vi spiste ude i byen resten af ferien.

Hvad jeg mener med udsøgt ringe? Tja, jeg kan koge det ned til smattede dåsegulerødder, overkogte og halvkolde nye kartofler samt en lille smule viskelæder tørstegt kanin.

Vores dom var enstemmig, to mod nul, og den kunne ikke ankes. Vi rejser ikke til grøntsagernes paradis for at spise konserves og mishandlede råvarer.

Byvandring i Maiori

Onsdag var der byvandring med førerhund i Maiori, og vi stak af, inden vandringen fortsatte til nabobyen Minori. Tanken om en stroppetur via en bjergsti eller, alternativt, 20 minutter i rabatten på en asfaltvej lokkede ikke.

Mindeopslagstavle

Typisk italiensk opslagstavle hvor man mindes de døde.

I stedet udforskede vi noget mere af Maiori og udså os en restaurant, La Terrazza, til aftensmaden, nu hvor hotellets restaurant var dømt ude.

La Terrazza ligger ca. 100 meter efter torvet, der ligger på ”forretningsgaden” med begrænset trafik og et forsænket vandløb i midten. Indgangen er ca. 10 meter til højre ad en sidegade.

Maiori har i øvrigt en bred og flot anlagt promenade langs havet. Den er ideel til spadsereture med havudsigt, og der er minsandten også en telefonboks.

Telefonboks

Telefonboks på strandpromenaden

Restaurant La Terrazza var et godt valg. Vi var ikke så sultne onsdag aften og ”nøjedes” med pizza. Den unge tjener var høflig og talte så glimrende engelsk, at jeg for skams skyld var nødt til at deponere mit rustne og sparsomme italienske.

Vi konstaterede samtidig med tilfredshed, at der var en del lokale gæster – det borger normalt for kvaliteten.

Sejltur til Amalfi

Torsdag var der sejltur i ”egen båd” langs kysten til byen Amalfi. Vejret var perfekt og bølgerne venlige. Det var en meget smuk sejltur, hvor man rigtig kunne se, hvordan der dyrkes på bjergterrasser, og hvordan husene klistrer sig til stejle klipper.

Amalfi by er smuk fra søsiden og et turisthelvede, når man kommer i land. Spadsereturen fra torvet op ad hovedgaden gav mindelser om kødpølsen på Venedigs hovedstrøg til Markuspladsen eller corsoen i Taormina.

Hund i Amalfi

Denne hund var ophøjet (hm – grundliggende?) ligeglad med de mange turister.

Det blev sikkert ikke bedre af, at et krydstogtsskib lå for anker uden for havnen – du milde, hvor var der mange turister! Nå, men hvis man valgte en af de små sidegader, var der mere ro på, og vi fik da en god kop kaffe og et par sandwich, før vi sejlede hjem med fartskum for boven.

Sidegyde til hovedgaden

Sidegyde til hovedgaden

Vi spiste igen på La Terrazza. Denne gang havde vi mere appetit. Vi startede med melon og skinke, og hovedretten var risotto med skaldyr. Glimrende!

(Fortsættes)

Relateret:

/Eric

4 thoughts on “Pakkerejse til Amalfikysten #1

  1. Ellen

    Hvordan var morgenmaden så, hvis aftensmaden var så elendig? Eller spiste I også andetsteds om morgenen? Jeg er nu alligevel forbavset over, at man i Italien ikke er for stolte til at servere den slags bras for gæsterne.
    Skønheden kan ingen tage fra Amalfi, og årstiden til et besøg var velvalgt … bare ærgerligt, at der lige skulle komme et krydstogtskib ind mens I var der. Sjovt nok ser man ikke helt det samme problem, når man selv er med på et krydstogtskib 😀

    Svar
    1. Eric

      Morgenmaden var nogenlunde, men ikke prangende. Der bages frisk brød i Italien, men det var ikke at finde på hotellet. Madens ringe kvalitet er vel udtryk for, at det er dér, de kan spare. Hvis de serverede den slags aftensmåltider for det kræsne, italienske publikum, gik de neden om og hjem på no time.
      Kyststrækningen er overdådig smuk, og vi var der, før varmen sætter ind for alvor.
      De mange krydstogtsgæster sætter deres aftryk på så lille en by som Amalfi. Hvis det er som i fx Taormina på Sicilien, anløber der flere skibe om ugen.

      Svar
  2. Erik Hulegaard

    Jeg har fra andre jyder hørt meget godt om Nilles Rejser (også på long-distance destinationer). Men der kommer nok i et senere indlæg en konklusion fra blogejeren.

    Jeg har selv gjort det: Fravalgt rejsehotellets køkken og forstår – især med din smag for smag, hvorfor alternativer blev valgt. Der er intet nyt eller forkert i kun at vælge rejsearrangørens rammer og selv fylde dem ud. Apropos fyldighed synes den landskabsmæssige skønhed ikke at være smittet af på dyrerigets hvilende repræsentant (foto), der ikke er i nærheden af Tots charme.

    Og endelig kan man sagtens forestille sig, hvad et kontingent af massive krydstogtrejser udviser, når de konverterer til landkrabber. Gys!

    Svar
    1. Eric

      Nilles Rejsers arrangement var OK, Jeg ville nok vælge en anden udflugtsby end turisthærgede Amalfi, men sådan er det. Nilles blev valgt, alene fordi deres tur gik direkte fra Aalborg. Selskabet har eksisteret i mange år, så de gør vel et og andet rigtigt.
      Selvfølgelig kan man selv fylde rammerne ud, som det passer én. Man kan så ærgre sig lidt over at have betalt for den underlødige hotelkost, men alternativet – at spise den – var meget værre, og vi var så småt forberedt på muligheden 🙂
      Krydstogtsskibe anløber flere destinationer i det syditalienske og bidrager ikke til stedernes charme, tværtimod. Men det er en god indtægtskilde for de lokale, og det skal man ikke kimse ad.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *