Skal vi nyde for- eller eftermiddagskaffen på torvet i Platanos eller på caféen i Panteli Bay?
Det er den slags svære spørgsmål, vi dagligt tumler med her på Leros.
Valget er let, hvis vi skal til bageren eller supermarkedet, for begge forretninger ligger på vejen til eller direkte på torvet.
Ellers vælger vi gerne Panteli Bay. Her er kaffen lidt dyrere, men til gengæld vaccinerer havudsigten mod stress.
Inflation og priser
Lidt dyrere, skrev jeg. Sandt nok, men caféens kaffe- og ouzopris (hhv. 2 og 3,5 euro) er nu uændret siden i fjor. Det samme kan man ikke sige om andre varer og tjenesteydelser.
Jeg har ikke så meget styr på priserne, men taxien fra Leros’ lufthavn er steget til 23 euro. I 2023 var den faste pris 20 euro og året før 18 euro, så procentuelt er det en basker med knap 28 % på to år.
Et brød hos bageren er – afhængig af størrelse – steget 20-30 eurocent, så nu risikerer man at betale svimlende 1,5 euro for et brød, der ville koste mindst 30 kr. i Danmark.
Priserne er sikkert steget bredt, og med den logistik, som kræves for at levere varer til græske småøer, ville det være underligt, om ikke inflationen her har fået et ekstra nøk opad.
Relativt er det stadig billigt at spise ude. På det lokale pizzeria koster en pizza 10 euro, og på en af de græske taverner i Panteli Bay kan vi dele en forret og få en hovedret hver med vand og vin for typisk 35-50 euro.
Lydbilledet
Rejsebeskrivelser koncentrerer sig typisk om syns- og oplevelsesindtryk. På Leros er det også værd at notere sig lydbilledet, som er meget anderledes end i vores danske villakvarter.
Hanerne galer, før solen står op, og alt efter hvor gale de er, kan de gale resten af dagen. Hønsene kagler, men for at høre det skal man tættere på.
Ved 6-tiden skramler renovationen med containere, og en time eller to senere melder kirkeklokkerne sig på banen. De er forholdsvis diskrete på hverdage, men om søndagen får den ikke for lidt, og der er rigtig mange kirker på Leros.
Kimeriet er ikke så entusiastisk som i fx Italien. Tempoet er lavere, ligesom mere værdigt og højtideligt. Senere (formentlig under messen) er der mænd, som synger. Jeg forstår ikke ordene, men stemmerne er fyldige, og det lyder godt om end en smule vemodigt.
Ud på eftermiddagen sidste lørdag eller søndag kørte biler i kortege med hornet i bund. Det var næppe FC Leros (hvis det findes), der havde vundet et mesterskab. Det var snarere et bryllup, der blev markeret.
Trafikken støjer generelt en del. De snoede og sine steder stejle gader udløser mange ”advarselsbåt” i kurverne, og de mange scootere prutter hidsigt.
Dagen lang kommunikerer krager meget og uskønt. Selvom de siger ”kraa” på græsk, lyder de præcis som danske krager. De er dog noget mindre – lidt større end danske alliker.
Det hænder også, at hunde konkurrerer om, hvem der kan gø højest og længst, men det sker heldigvis ikke så tit.
Hen under aften, en times tid før solnedgang, samles spurveflokke i store trækroner. Det er mægtig hyggeligt at høre dem fortælle historier, og da vi ikke forstår et kvidder, er det lige meget, at de snakker i næbbet på hinanden.
Ved denne tid har vi fundet et bord på stranden i Panteli Bay, og havstokkens skvulp blander sig med andre baggrundslyde.
Vi nipper til en ouzo, mens mørket falder på. Cafégæsterne pludrer på mange sprog. Engelsk er fællessproget, og en umiskendelig accent fortæller os, at der er flere danskere på øen. Ikke mange, men nogen.
Fra caféens højttalere flyder musik. Nogle gange sprød, traditionel bouzouki-musik à la Theodorakis, andre gange flæbende græsk pop.
Vi går hen på taverna Psaropoula. Apostolis rejser sig, hilser med håndtryk og siger: ”Kali spera! How are you?” Når vi går hjem, tager vi afsked med et ”Kali nichta”.
Dagens sidste lydindtryk er aircooleren, der knurrer en times tid for at nedbringe temperaturen til noget mere sovevenligt.
Fine og meget illustrative beskrivelser af livet på den lille og fredelige ø.
Det er stadig billigt for danskere, men mon ikke det er blevet meget dyrere for de lokale? Jeg vil ikke tro, at deres realløn er steget nævneværdigt, så det er sikkert hårdt for dem. De tager dog nok ikke ofte en taxi …
Hører I også til dem, der nærmest klapper helt i, når I hører andre danskere? Vi gør, for vi vil ikke risikere, at de henvender sig til os – vi har nemlig mødt flere ualmindeligt klæbende personager gennem årene, så vi er generelt meget asociale i udlandet 🙂
Ja, det er relativt billigt for nogle ting, men priserne i supermarkedet er høje – især for importvarer som fx kaffe. Og nej, reallønnen er ikke fulgt med, men det er den heller ikke for vi danske pensionister!
I en vis udstrækning tror jeg, at grækerne benytter sig af bytteøkonomi, og mange har sikkert adgang til et jordlod (eller familien har), som giver billige grøntsager og måske en kyllerylle i ny og næ.
Vi ser afgjort folk (danskere) an, før vi giver os til kende, men det gør vi sandlig også hjemme – vi er ret private.
Den digital rejsedagbog bringer detaljerede betragtninger om priser og lydindtryk. Meget naturligt, når sanserne ikke bliver forstyrret af hverdagens økonomi og støj under skandinaviske himmelstrøg.
En blandet oplevelse er det altid at konstatere landsmænd på en fremmed destination; nogle gange lidt anstrengende, andre gange noteres det blot med et indre smil.
Rejsebeskrivelser koncentrerer sig typisk om syns- og oplevelsesindtryk. Enkelt udtrykt og præcist indrammet, som enhver, der har pakket kufferten og omsider har fundet passet, kan bekræfte.
Hvilepulsen fornemmes stadig at være i top og det ofte undervurderede begreb “tid” ikke bliver overbelastet.
Jeg forbløffes undertiden over åbenhjertigheden, når danskere taler sammen under fremmede himmelstrøg og tror sig uforståelige. Du kender dem ikke, men de betror dig alt.
Tid, ja en time på Leros er afgjort længere end i Danmark 😉