Hjem fra Leros 2024

Turen hjem fra Leros tog to dage, fordi SAS aflyste vores fly fra Athen og flyttede det fra mandag til tirsdag.

Afsked med Leros

Afsked med Leros

Værelse i Athen (Spatá)

Det ville koste at ombooke flyet (Olympic Air) fra Leros til Athen, så i stedet bookede jeg et værelse i Spatá, 6 kilometer fra Athens lufthavn.

Der har vi overnattet før og været tilfredse. Denne gang ringede jeg direkte til udlejeren i stedet for at bruge booking.com. Skandalen i 2023 med deres manglende betaling til tusindvis af værter var ikke glemt, så hvorfor ikke springe det fordyrende mellemled over?

Herren, jeg talte og SMS’ede med, talte godt engelsk. Prisen for en overnatning var rimelig, 70 euro, og for yderligere 2 x 20 euro ville de hente og bringe os til lufthavnen.

Fra Leros til Athen

Morgenflyet fra Leros landede rettidigt i Athen, og kufferterne nåede bagagebåndet før os. Jeg ringede til værtinden. Hendes accent var så tyk, at den kunne skæres i skiver og steges på en pande, men jeg forstod da, at hun ville være der om ca. 10 minutter.

Hun ringede, da hun var fremme, og efter en del besvær med at forstå hendes kreative udtale fandt vi hinanden, og vi blev indlogeret på et udmærket (men lille) værelse med en stor, fælles terrasse.

Værelset var bag den åbne dør

Terrassen. Værelset var bag den åbne dør

Værtinden lavede kaffe, og jeg syntes lige så godt, at vi kunne ordne betalingen. Det var intet problem, jeg kunne bare ikke få en kvittering. Hun var hverken til at hugge eller stikke i, og vi kunne dårligt smække med døren på dette tidspunkt.

Det var skatteunddragelse for åben skærm, kontanter er svære at følge, og ærgerligt, fordi jeg næppe kan få udgiften refunderet af SAS uden kvittering. Næste gang bruger jeg en bookingtjeneste!

Vi spadserede en tur, og med hjælp af Google Maps fandt vi ud af, at der ikke var så langt til bytorvet, hvor vi før har spist, og så var det tid til siesta.

Senere gik vi turen igen og spiste gyros i pitabrød. Glimrende og billigt. Den lokale rødvin var oxideret og havde et strejf af sherrysmag, men den gled da fint ned.

Gyros i pitabrød

Gyros i pitabrød

Fra Athen til Aalborg

Dagen efter måtte vi vente nogle timer i lufthavnen (værelset skulle jo rømmes kl. 11), men det gik fint i loungen og ditto de timer, vi måtte vente i København.

Vi landede i Aalborg 22:05. Det føltes som en lang dag, og dagen efter var vi møre af rejsetræthed. Det er lidt underligt, for vi havde jo ikke gjort stort andet end at vente siddende, men sådan er det hver gang.

Refleksion

En hel måned på Leros var pragtfuldt. Med så megen tid falder der virkelig ro på, man har ikke travlt med at nå noget og kan bare slappe af.

Det havde vi fantaseret om, lige siden vi blev arbejdsfrie, og med kattens død for et år siden blev det muligt uden samvittighedsnag.

Det har vi fået smag for, og sandsynligvis booker vi fire ugers vinterferie på Malta. Der vil ikke være 24-28° i skyggen, men der er ikke så lidt lunere end herhjemme, og man skal nyde det, mens man kan.

Og når man så ikke kan mere, kan man finde de gamle rejsebeskrivelser frem og tænke tilbage på dengang …

Relateret:

4 thoughts on “Hjem fra Leros 2024

  1. Ellen

    Man bliver bare træt af flyrejser, hvor man skal vente, skifte, vente, skifte osv. Det har vi tit konstateret – vi er stort set lige trætte, hvad enten vi oven i det har jetlag eller ikke.
    Man kan desværre ikke få alt – nu ville du være flink og sørge for, at værtinden fik det mere ud af det ved at undgå Booking.com – og hvad er takken? Det vil jeg huske, hvis vi skulle komme i samme situation som jer. Jeg gør også altid det, at jeg leder på Booking.com, fordi det er så nemt at finde steder i nærheden af hvor man er, men når jeg har fundet stedet, booker jeg direkte 😀

    Svar
    1. Eric

      Faresignalet var 70 + 2×20 “in cash”. Det mistolkede jeg tillidsfuldt og naivt, som at de ville slippe for besværet og gebyrerne ved VISA. Det er en lektie, jeg ikke glemmer!

      Svar
  2. Erik Hulegaard

    Ifald man har læst ferieberetningerne fra Leros korrekt, var også denne gang absolut godkendt. Det flere uger lange ophold på en i forvejen kendt destination giver ro til fordybelse, også ifald vejret – denne uberegnelige faktor – skulle drille med blæst og kulde.

    Det forekommer helt rigtigt med tilsvarende tidsforløb på Malta (febr. 2025 så vidt erindret) i kendte omgivelser og frem for alt langt mere behagelig klimabagtæppe end i DK. Det kan være hensigtsmæssigt med afvekslende skift til andre destinationer i den varme del af især euro-området, så Bentzen-parret engang med tiden i ”rollatoralderen” – siddende i en seniorvenlig 3-4 værelses moderne lejlighed med helt eller delvist udsigt til Limfjorden – vil glæde sig over at kunne veksle i et helt digitalt rejsebibliotek, når der tændes for den store fladskærm.

    Svar
    1. Eric

      Absolut godkendt, ja, og vi ser frem til Malta. Planerne derefter er behæftet med usikkerhed, idet køb og salg af bolig kan “drille” tidsmæssigt. Én ting er dog sikker: Vi skal ikke til de olivendyrkende lande i de måneder, hvor temperaturen snapper efter 40° eller mere!

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *