Forår på Malta

Vi har nu været tre uger på Malta. Vejrguderne eksperimenterede først med regn og blæst og besluttede sig så for sol og fuglesang.

Det var et godt valg. Vinden kommer sval ind fra havet, og i solen er der op mod 30°. Det er dejligt, så længe man kan holde det ud.

Figenkaktus på Malta

Figenkaktus på Malta

Skolernes vinterferie er overstået, og nu er pensionisterne i overtal i Mellieha Holiday Centre. Blandt de forskellige arrangementer er bingo nok det mest populære. Når der er bingoaften, er der fyldt op på Hansens Gastro Bar. For nogle er det sikkert en vej til selskab. Vi spiller dog ikke med, heller ikke når der er dart, minigolf og hvad ved jeg.

Til sommer kommer der sikkert flere børnefamilier, stedet er børnevenligt, men så er det alligevel for varmt for os, vi vil ikke grilles.

Så her er fredeligt. Nøgleordet i min kryds og tværs kunne være “hvilepuls”. Den friske luft, varmen og fraværet af pligter gør mig døsig efter frokost, og en morfar på sofaen opgraderes nemt til en oldefar. I dag er der køligere, og de varsler lidt dryp, men det gør ikke noget – vi har nydt vores solskinsration.

Når man skal være her i fire uger, føler man intet tidspres. Man kan slappe af og nyde foråret, hvor øen grønnes, inden sommersolen kommer og svitser det meste.

Når man er her i tre uger eller mere, er man “longtimer”, og i vintersæsonen giver det gode rabatter i baren og restauranten. Hvis man fredag til fredag køber for mere end 150 euro, får man 20 % rabat, og beløb mellem 50 og 150 giver 10 %.

Der er også rabat på udvalgte varer i supermarkedet. Rabatterne gælder vist kun i vintersæsonen, og det giver mening, at der skal ekstra lokkemad til uden for højsæsonen.

Valg

Verden går ikke i stå, fordi man har ferie. Med internet, computere og smartphones kan man følge nyhedsstrømmen, som var man hjemme.

Det er ikke som i “gamle dage”, hvor man ikke anede, hvad der skete i den store verden, medmindre man fik fat i en avis på udenlandsk.

Der er udskrevet valg til folketinget, og nu, hvor Gaza er jævnet med jorden, har Israel og USA valgt at kaste sig over Iran.

Det er uklart, hvorfor det netop skulle være nu. Det er heller ikke en krig, siger amerikanerne, men en speciel militær operation. Den vending har vi hørt før.

Det er også uklart, hvad de vil opnå med krigen, som altså ikke er en krig. De har heller ikke meddelt nogen plan for, hvad der skal ske bagefter, og således er alt ved det gamle.

Måske bomber og missiler har en udløbsdato ligesom madvarer, “bedst før”, og hvem bryder sig om madspild?

Måske er det helt banalt? Guds eget land får noget andet at tænke på end Epstein-filerne, og måske kan krigen give Trump nogle ekstra beføjelser, så han kan sabotere midtvejsvalget, hvor MAGA står til at tabe stort.

USA er en tragikomedie, og det går den vej, hønsene skraber.

Hvis vi havde lagt ferien to uger senere, skulle vi nu finde ud af, hvordan man brevstemmer fra Malta, for stemme skal man jo. Jeg følger ikke med i valgkampen, den ville bare bringe mig i dårligt humør. Bevares, jeg ser nogle overskrifter, det er svært at undgå, men de frister mig ikke til at læse videre.

Jeg væmmes ved valgflæsk. Valget er for mig det øjeblik, hvor politikerne får årskarakterer for det, de har gjort, og for det, de har forsømt at gøre. De kan ikke løbe fra fortiden med løfter om fremtiden, selvom de prøver.

Skidt, valgkamp og valg skal overstås, og vi kan da glæde os over, at det danske folkestyre virker så nogenlunde. Alt er jo relativt. Korruption er der ikke meget af i hyggeland, og hvis danske politikere var lige så løgnagtige som Trump & Co., ville de ikke have en chance, tilliden ville briste.

Nå, nok om det – vi er på ferie og vælger at nyde nuet, mens det er her.

8 tanker om "Forår på Malta"

  1. Uffe Jerner

    Det må være den helt rigtige slags ferie: sol, havluft og en hvilepuls, der sniger sig ned på pensionistniveau. Og ingen forpligtelse til at deltage i bingo!

    Nyd resten af opholdet, før sommersolen for alvor tænder grillen over Malta. Det lyder som om, I har fundet den perfekte balance mellem at følge lidt med i verden og samtidig huske at holde ferie.

    Svar
  2. Eva Bentzen

    Ja, fylde det ud er så meget, kan ikke forstå at det er så længe siden , men håber at I nyder det. Har I været på det gamle udsygtspunkt, Jo det har I selvføgelig og hvad med Sipper Skræk parken rundt on hjørnet. I har set det hele og har det udemærket. Bliv ved med det.
    Eva

    Svar
    1. Eric

      @Eva
      Vi nyder det afgjort, tak!
      Vi har været på Malta flere gange og set forskelligt. Denne gang er dog aldeles i dovenskabens tegn 🙂

      Svar
  3. Erik Hulegaard

    Hvilepulsen udviser givetvis fortsat misundelsesværdige værdier. Ingen alvorlige udfordringer som f.eks. tvungen social deltagelse i bingo eller andre selskabelige sysler.

    Og i det langt mere alvorlige perspektiv tyder alt på, at Irans raket-afskydninger i vestlig retning kun kan nå Cypern, men ej det noget vestligere Malta. Man tænker naturligvis på ”den særlige operation” mod Iran, der formodes at vare cirka 4-6 uger og dermed decimere USA´s og Israels våbenlagre, samt konstitutionelt holde ”Bibi” ved magten i Israel. Den næste Iran-leder skal ”godkendes” af Trump ifølge den ”elektroniske avis Truth Social”. Det berømte begreb ”exit-strategy” optræder næppe på samme Maga-inspirerede medie.

    Jeg har med interesse fulgt Malta-vejret og samtidig haft mailkontakt med rejsearrangøren vedrørende afklaring af nogle forhold i henseende til eventuel rejse i 2027. Lad se!

    Fortsat stabil hvilepuls til Bentzen-parret.

    Svar
    1. Eric

      @Erik
      Ja, såvel hvilepuls som blodtryk er i det grønne normalfelt. Det samme er næppe tilfældet for Trump, der ofte falder i søvn i utide.
      Det maltesiske luftrum synes indtil videre at være sikkert, men man ved aldrig med den mellemøstlige krudttønde. Helt teoretisk, naturligvis, ville et par ugers ekstra, nødtvunget ophold ikke gøre noget. Om ikke andet kunne vi sejle til Sicilien og hilse på gamle venner 😉
      Jeg er ret sikker på, at du vil befinde dig godt her i feriecenteret – her er fred og ro til at spinde romanrænker ad libitum, og Valletta byder på fremragende historiske kulisser.

      Svar
  4. Ellen

    Hvor godt, at vejret arter sig dernede – så nogenlunde i hvert fald, og som du skriver, har I jo ikke travlt med at få så meget sol hurtigst muligt, når I er der i fire uger. Og enig: Bingo og diverse andre fællesarrangementer er bestemt heller ikke lige noget for John og mig, og om vi så havde flere måneder dernede, ville vi holde os for os selv, er jeg sikker på.
    Jeg gider heller ikke se valgkampe eller -udsendelser – alt det valgflæsk giver mig kvalme; jeg stemmer på baggrund af resultaterne de har leveret – og så selvfølgelig på et parti der stemmer mest muligt overens med mine værdier.

    Svar
    1. Eric

      @Ellen
      Vejret har været fremragende i 2½ uge, og så gør det ikke noget, at det har dryppet i dag.
      Hvad angår fællesarrangementer, er vi på linje, men jeg synes, det er fint nok – de tjener sikkert et godt socialt formål, og populariteten er ikke til diskussion. Hvad angår valgkamp og -flæsk er vi også enige.

      Svar

Skriv et svar til Uffe Jerner Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *