Hvem der kunne rime som Halfdan Rasmussen eller Benny Andersen. Forleden kom jeg til at tænke på Sigfred Pedersen, og så fik jeg et poetisk anfald.
“Lars Løkke, Lars Løkke luk statskassen op”
Den skulle selvfølgelig gå på “Katinka”, og det syntes jeg var en fin start: lad os få noget fut i byggeriet og den slags, som batter mod arbejdsløsheden; men så krøb pennen ud i nødsporet.
For Løkke har jo lukket statskassen op. For bankerne. Til rødvin. Faktisk fosser pengene ud, og selvom de kunne bruges bedre, var min opfordring jo noget malplaceret. Dårlig start!
Jeg gav dog ikke op. Jeg havde hekseskud, og det gav ideen til de to sidste linier i følgende vers, som går på den gamle skærslippers forårssang – du ved: “Jeg sliber knive, jeg sliber sakse…”
Hvad skyder op her i Danas Have
jeg vidste ikke, det kunne gro
En bandekrig som er helt af lave
bag perleporten på Nørrebro
De skyder løs, de er jo som vilde
når mon de plaffer et pizzabud?
Jeg går i dækning og håber stille
de alle rammes af hekseskud
Jeg kan egentlig godt li’ de to sidste linier, men hvor er resten da banalt, og igen får man det skæve indtryk, at problemet er Nørrebro. Elendig lejlighedspoesi og jeg stoppede i afmagt. Det er sgu’ ikke så nemt.
Hatten af for Benny, Halfdan, Sigfred og de andre, som mestrer sprogets økonomiske knaldperler.